Nu er Casper efterhånden blevet tre måneder, så det er vidst på tide at få skrevet en fødselsberetning 
Jeg havde termin d 16. december, men der var ikke optræk til noget som helst der bare kunne minde om en fødsel og skuffelsen var da også til at få øje på da de ikke kunne komme til at løsne hinder hverken den 21. eller 23. december, så jeg fik en tid til igangsættelse 26. december.
Første stikpille blev lagt ved 10 tiden, og jeg begyndte at mærke lidt murren - næste stikpille skulle så lægges ved seks tiden om aftenen, men jordemoderen mente ikke at jeg skulle have den, men derimod have løsnet hinder, så det gjorde hun. Der ville man så godt lige have vidst at det gjorde hammer ondt .
Vi kom hjem og den murren jeg havde mærket tog lidt til i styrke, så vi skyndte os i seng for NU skete der snart noget - SNYDT! JEg var simpelthen så gal da vi vågnede næste morgen - det var bare gået fuldstændig i stå!
Vi havde så en tid ved jordemoderen den 27. kl 9.00, hvor jeg fik kurt en kurve og så undersøgte hun mig og mente at hun nok godt kunne komme til at tage vandet, som sagt så gjort Vi fik en tid på fødegangen kl 12.00, så vi gik ned og fik lidt at spise, men jeg fik så mange veer, med 3 min mellemrum og en varighed på 45-60 sek, så vi var på fødegangen kl 11.30.
Jeg var på det tidspunkt næsten 2 cm åben og de vurderede lillemanden til at veje 3700 g - der står i journalen at jeg ikke har udvidet mig siden de tog vandet kl 9.30. Lillemanden fik sat en elektrode på hovedet - Jeg fik klyx og et bad og vi gik på patienthotellet og fik lidt at spise.
kl 14.00 havde jeg stadig ikke udvidet mig mere end de lige knap 2 cm, så jeg fik ve-drop og epidural med det samme. Jeg havde på det tidspunkt temmelig ondt og nåede da også lige at få glæde af frokosten 2 gange - mums 
Jeg havde det bedst med at ligge på siden, men så kunne de ikke måle veerne ordentligt og når jeg lå på ryggen, så faldt lillemandens hjertelyd, så jeg fik lov at ligge på siden. Jeg slappede ret godt af og var faktisk ret god til det med vejrtrækningen under veerne og hold da op hvor det hjælper! Det gør så meget mere ondt hvis man ikke får trukket vejret helt ned i maven..
kl 15.00 er der vagtskifte og vores nye jordemoder er bare fantastisk! Hun var virkelig god og kunne ret hurtig læse os og hvordan vi havde brug for at det skulle køre 15.30 har jeg udvidet mig 7 cm og det begynder at trykke bagtil under veerne og jeg synes ikke at epiduralen har samme effekt mere som i starten (surprise ). Kl 16.00 får jeg lagt et kateter for at være sikker på min blære ikke er fyldt.
16.30 falder lillemandens hjertelyd og jeg får ilt på masken, og hans hjertelyd retter sig. På dette tidspunkt begynder jeg at få presseveer, men må ikke presse med da jeg ikke er 100% udvidet - føj det var ubehageligt, min hals lukkede sig næsten helt sammen
Kl 16.45 får jeg lov at presse med og kl 16.50 kommer det smukkeste lille vidunder til verden med skuldrene på tværs og farmand klippede navlestrengen 53 cm og 4040 g,
Jeg var sindssygt bange for at gå i stykker, for jeg var sikker på at det måtte gøre ondt. Så jeg siger til jordemoderen "pyh, det var heldigt jeg slet ikke gik i stykker" hvorefter hun kigger på mig som om jeg er idiot og siger "øhh, du er altså gået noget i stykkker" jeg havde en stor grad 2 bristning og ikke mindre end 3(!!) læger var inde og undersøge om min ringmuskel var sprunget - ydmygelsen var total Hold nu op hvor gjorde det ondt at få det syet! Det tog så også to timer, men føj for den lede!
Det var den vildeste oplevelse og jeg ville gøre det igen!!
Jeg kan slet ikke forstå at det allerede er 3 måneder siden, når jeg sidder her med min store dreng, som nu vejer 7300 g og er 65 cm 
