Føler det hele sejler

Blev enlig mor for en lille måneds tid siden efter at forholdet til mit barns far gik i stykker efter over 5 år sammen..

Siden da er det hele bare gået op og ned, jeg har simpelthen været så nedtrykt og ked af det og syntes bare det hele bliver slemmere dag for dag.. Manden har allerede været sammen med en ny og det er noget der gør virkelig ondt..

Mit barn og jeg bor stadig i vores gamle lejlighed og leder virkelig efter noget nyt så vi kan få en ny start, igår skulle jeg have svar på om jeg havde fået en af de 2 lejligheder jeg er blevet tilbudt, men selvfølgelig fik jeg ikke nogen..

Jeg har ikke råd til hele huslejen til d. 1 og håber virkelig at mit barns far vil betale igen, men lige nu hader han mig så meget at han nægter at snakke med mig.. Har intet ondt gjort ham, tror bare han nyder sit liv som er fyldt med nye damer og intet ansvar..

For et par dage siden blev vi enige om at han skulle have vores barn hver anden weekend, og for min skyld må han hellere end gerne se ham meget mere end det, men han virker ikke interesseret Det gør så ondt at vores barn savner sin far så meget og er meget ked af det hele tiden.. (Faren er flyttet langt væk desværre)

Jeg har tudet og tudet i flere dage nu og føler jeg er på randen til et sammenbrud, jeg har idag kontaktet lægen for at spørge om de ku hjælpe mig med at finde ud af om jeg er ved at få en depression men jeg kunne først få en tid om 9 DAGE !!!!  Jeg føler ikke jeg kan vente så længe ..

Jeg har tabt 8 kilo på en lille måned og kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt glæde, jeg tuder konstant og skælder mit barn ud over ingen ting jeg har det virkelig frygteligt.. Selv nu sidder jeg og tuder igen..

Måtte ud med det.. Jeg skammer mig over at have det sådan, og ikke bare kan komme videre med mit liv Det værste er at tanken om at give mit barn til sin far og så bare gøre en ende på mit liv har været der, så behøver barnet ikke at se mor så ked af det hele tiden Men kunne ikke finde på det, det er bare skræmmende at tanken ofte har været der..

Anonym skriver:

Blev enlig mor for en lille måneds tid siden efter at forholdet til mit barns far gik i stykker efter over 5 år sammen..

Siden da er det hele bare gået op og ned, jeg har simpelthen været så nedtrykt og ked af det og syntes bare det hele bliver slemmere dag for dag.. Manden har allerede været sammen med en ny og det er noget der gør virkelig ondt..

Mit barn og jeg bor stadig i vores gamle lejlighed og leder virkelig efter noget nyt så vi kan få en ny start, igår skulle jeg have svar på om jeg havde fået en af de 2 lejligheder jeg er blevet tilbudt, men selvfølgelig fik jeg ikke nogen..

Jeg har ikke råd til hele huslejen til d. 1 og håber virkelig at mit barns far vil betale igen, men lige nu hader han mig så meget at han nægter at snakke med mig.. Har intet ondt gjort ham, tror bare han nyder sit liv som er fyldt med nye damer og intet ansvar..

For et par dage siden blev vi enige om at han skulle have vores barn hver anden weekend, og for min skyld må han hellere end gerne se ham meget mere end det, men han virker ikke interesseret Det gør så ondt at vores barn savner sin far så meget og er meget ked af det hele tiden.. (Faren er flyttet langt væk desværre)

Jeg har tudet og tudet i flere dage nu og føler jeg er på randen til et sammenbrud, jeg har idag kontaktet lægen for at spørge om de ku hjælpe mig med at finde ud af om jeg er ved at få en depression men jeg kunne først få en tid om 9 DAGE !!!!  Jeg føler ikke jeg kan vente så længe ..

Jeg har tabt 8 kilo på en lille måned og kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt glæde, jeg tuder konstant og skælder mit barn ud over ingen ting jeg har det virkelig frygteligt.. Selv nu sidder jeg og tuder igen..

Måtte ud med det.. Jeg skammer mig over at have det sådan, og ikke bare kan komme videre med mit liv Det værste er at tanken om at give mit barn til sin far og så bare gøre en ende på mit liv har været der, så behøver barnet ikke at se mor så ked af det hele tiden Men kunne ikke finde på det, det er bare skræmmende at tanken ofte har været der..

Puha det lyder godt nok hårdt. Har du ingen du kan tale med??? sender lige et kæmpe knus 

Jeg synes du måske skal kontakte kommunen eller familien, for at se om du ikke kan få noget aflastning. Så du kan få tid til at hele, for det er da selvfølgelig hårdt, at blive alene mor efter så mange år.

Jeg tror jeg ville få det endnu dårligere hvis jeg skal til at sende mit barn ud i en aflastningsfamilie.. Han har så svært ved nye mennesker, så det ville være synd..

Jeg har en veninde der ved præcis hvordan jeg har det, og hun er den eneste da jeg ikke tør at fortælle det til andre af frygt for at nogen vil tage mit barn fra mig eller bruge det imod mig :/

Hvor jeg forstår din frustration! 
Hvordan kan han være sur på dig, når du intet har gjort ham? Og hvad sker der lige for din læge vil lade dig vente så længe!?

Når du kommer til din læge, så være 100 % åben overfor hvordan du har det osv. og så bliver du nok henvist til psykolog så du kan få snakket ordentligt ud om det hele.

Jeg skal selv starte i psykologbehandling, jeg lider af PTSD (post traumatisk Stress syndrom). Hvis du har brur for at snakke, så er mine øre åbne og jeg lytter gerne til hvordan du har det og hvordan din situation er...

Det første skridt skal tages, det kan være svært for der er meget frygt inde over om der er nogen der vil bruge det mod dig, men jeg er sikker på at når du først har taget det skridt, vil du føle en lettelse fra dine skuldre.. 

Mange  herfra!

MaleneF skriver:

Hvor jeg forstår din frustration! 
Hvordan kan han være sur på dig, når du intet har gjort ham? Og hvad sker der lige for din læge vil lade dig vente så længe!?

Når du kommer til din læge, så være 100 % åben overfor hvordan du har det osv. og så bliver du nok henvist til psykolog så du kan få snakket ordentligt ud om det hele.

Jeg skal selv starte i psykologbehandling, jeg lider af PTSD (post traumatisk Stress syndrom). Hvis du har brur for at snakke, så er mine øre åbne og jeg lytter gerne til hvordan du har det og hvordan din situation er...

Det første skridt skal tages, det kan være svært for der er meget frygt inde over om der er nogen der vil bruge det mod dig, men jeg er sikker på at når du først har taget det skridt, vil du føle en lettelse fra dine skuldre.. 

 

Mange  herfra!

Bare det at skulle ringe til lægen i dag var frygteligt, og jeg tror desværre ikke at jeg kan fortælle hende alle tingene.. Simpelthen pga frygten Aldrig ville jeg kunne tilgive mig selv, hvis mit barn blev taget fra mig fordi jeg havde fortalt andre om mine problemer..

Jeg ved ikke hvorfor jeg skal vente så længe, har mest af alt bare lyst til at ringe og få droppet tiden.. Føler det er NU jeg har brug for at tale med nogen og ikke om 9 dage ..

Tak for dit svar

Anonym skriver:

Bare det at skulle ringe til lægen i dag var frygteligt, og jeg tror desværre ikke at jeg kan fortælle hende alle tingene.. Simpelthen pga frygten Aldrig ville jeg kunne tilgive mig selv, hvis mit barn blev taget fra mig fordi jeg havde fortalt andre om mine problemer..

Jeg ved ikke hvorfor jeg skal vente så længe, har mest af alt bare lyst til at ringe og få droppet tiden.. Føler det er NU jeg har brug for at tale med nogen og ikke om 9 dage ..

Tak for dit svar

Jeg forstår dig godt..

Jeg ventede også selv længe med at ringe til lægen. Da jeg også har en lille dreng og jeg var bange for der var nogen fra kommunen der ville tage fat i mig og have en snak ang min hverdag nu jeg har den lidelse.. Ingen tog fat i mig, jeg skulle bare starte behandling hos psykolog og så var det det..

Jeg synes bestemt ikke du skal aflyst din tid.. Du skal have snakket ud om det hele, det er så vigtigt at få snakket ud eller at have nogen at snakke med når man føler det hele ramler sammen om en.. 

Håber det bedste for dig.. 

Lad ikke frygten stoppe dig, du kan starte med at fortælle i de små og hvis du selv føler for at gå meget i dybden.. 

Kæmpe 

Hej jeg har stået i præsis samme situation og gør det stadigvæk ligenu er mit barns far så sur på mig at han har sagt han passer sit liv og han ikke vil se vores søn mere. Det gør ondt men tror han gør det for at straffe mig. Kommunen fjerner ikke dit barn de arbejder altid ud fra hvordan man kan støtte familien alle kan komme i en krise. Man fjerner kun børn hvis deres udvikling eller sundhed er i overhængende fare dvs vanrøgt seksuelt misbrug eller massiv psykisk sygdom, og det lyder det ikke som du er du er i krise over at blive forladt og det er så hårdt. Jeg har selv været der hvor jeg ingenting kunne og han bare hyggede sig var sammen med andre og behandlede mig som lort feks grinte han af mig bagtalte mig og sagde jeg skulle komme videre med mit liv og jeg var svag osv jeg røg helt ned i kulkælderen, men jeg kan trøste dig med han fik sin karma og det hele vendte til min fordel til sidst man kan ikke behandle andre mennesker sådan og slippe godt afsted med det naturen har sin egen lov. Du er velkommen til at ringe til mig hvis du får brug for at snakke os om bekymringen mht dit barn jeg har netværk som arbejder for det område og jeg havde selv den bekymring om de ville tage mit barn hvis jeg fortalte hvor såret jeg var dengang.

Du får lige en krammer her fra mig, sikke en træls historie. Jeg forstår din frustartion og bekrymring om at miste dit barn pga din tilstand lige nu, tror også jeg ville være lige så bange for at miste mine børn hvis jeg havde det sådan.... Når det er sagt så tror jeg roligt du kan fortælle din læge om dine problemer lægen har jo tavhedspligt omkring dine problemer. Og du er jo ikke ond ved dit barn faktisk hjælper du ham til at få en bedre mor igen, ved at lade dig hjælpe af andre. Syntes det er rigtigt flot af dig, at du har fået en tid ved lægen kan dog ikke forstå at du først kan få en tid om 9 dage det virker jo uoverskuligt når det er lige nu, man har brugt for hjælp.

Hvad med din egen famile kan de ikke hjælpe med noget aflastning af din dreng?Så du få lidt ro, vet snakke med din veninde som kender til dine problemer.......

Jeg bliver til tider også lidt depresiv og synets det hjælpe at komme lidt ud og opleve noget uden børn. 

Håber for dig at du snart får det bedre så du kan komme vidre med din søn og starte på en frisk...