Eksperthjælp: Min svigermor driver mig til vanvid

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.394 visninger
0 svar
0 synes godt om
6. marts 2012

Tina Sandager

"Min svigermor driver mig til vanvid"

Hej Tina

Jeg er ved at blive vanvittig af min svigermor. Min kæreste og jeg har været i fertilitetsbehandling i snart 2 år og jeg er ved at være ret hudløs. Jeg er begyndt at grue for alle familiesammenkomsterne hvor vi hele tiden bliver spurgt om hvordan det går med vores behandlinger og især min svigermor går mig på nerverne. Hun bliver ved med at spørge og spørge og jeg vèd hun gør det af et godt hjerte og jeg har så svært ved at sige til hende på en pæn måde, at jeg simpelthen ikke kan holde det ud!!! Jeg ved jo, at hun også er bekymret for om hun får børnebørn. Jeg har sagt det til min kæreste, og han siger, at jeg bare skal bede hende om at lade være, det gør han. Men hun bliver alligevel ved med at udspørge mig. Håber du har et godt råd?

Kh Mette Marie



Tinas svar

Kære Mette Marie,

Jeg kan godt forstå at du synes det er en udfordring at have en svigermor der er så insisterende som din!!!

Det er rigtigt hårdt at være ufrivlligt barnløs og fertilitetsbehandlingen kan i perioder trække rigtigt meget på overskud og energi. Så det er helt normalt når du skriver, at du føler dig hudløs og at du i det hele taget er begyndt at trække dig fra familiesammenkomsterne med de mange nysgerrige spørgsmål til jeres behandling og de manglende resultater.

Med hensyn til din svigermor, så er det rigtigt vigtigt, at du får meldt klart ud til hende, at hun ikke hjælper dig ved at blive ved med at spørge - men at hun tværtimod gør dig ked af det og fastholder dig i følelsen af bekymring og angst for om I nogensinde vil få et barn - for jeg gætter lidt på, at det også handler om det??

Jeg vil råde dig til, at du og din kæreste sætter tid af til, at I får en god snak om nedenstående ting:

1) I skal sætte ord på, hver især, hvad det er I har brug for fra svigermor (og den øvrige familie). Hvordan mener I, at de bedst kan hjælpe jer i den situation I står i. Jo mere konkrete I kan blive, jo bedre er det.

2) Hvad er det svigermor IKKE skal gøre/ IKKE sige/ IKKE spørge om?

Når I har fundet ud af ovenstående, så skal du/ I have jer en god snak med hende, hvor du starter med at anerkende hende for hendes interesse og også anerkende hende for at have en bekymring for måske ikke at få et barnebarn (som du så fint havde skrevet i dit brev). På den måde "åbner" du hendes ører for det næste du skal sige.

Dernæst skal du fortælle hende præcist hvad det gør ved dig at hun "jagter" dig med alle de spørgsmål. Brug gerne nogle "føleord", som "jeg bliver ked af det, ulykkelig, irriteret, vred osv."

Så skal du fortælle hende hvad du gerne vil have, at hun skal gøre istedet for - giv hende nogle instruktioner i hvordan hun kan hjælpe dig/jer, så konkret som muligt. F.eks: "Jeg skal nok fortælle dig hvornår vi går igang med næste stimulation, men du skal ikke spørge ind til mere, før jeg selv fortæller dig hvordan det er gået".

Hvis du oplever, at hun ikke helt "lytter til dig", så kan du evt spørge hende om, hvad det er, hun har hørt dig sige. Få hende til at gentage det du har sagt, så sikrer du dig, at dit budskab er nået igennem - og du har mulighed for at tilføje noget mere eller korrigere, hvis noget er blevet misforstået.

Slut det hele af med at sige til hende igen at du godt ved at hun er bekymret for jer og at hun gerne vil hjælpe jer. At du er glad for at hun har lyttet til dig.På den måde hjælper du hende til at "sluge" det du lige har sagt - som måske ikke var nemt at lytte til.

Inde på min hjemmeside kan du gratis få en guide der trin for trin hjælper dig, når du bliver "overfaldet" af nysgerrige spørgsmål omkring din barnløshed. Den får du når du tilmelder dig mit nyhedsbrev, som naturligvis også er gratis.

Stort held og lykke med svigermor og jeres behandling fremadrettet.

Mange hilsner,

Tina Sandager.



Tina tilbyder samtaleforløb til kvinder, mænd og par der er ufrivilligt barnløse og befinder sig før, under eller efter en fertilitetsbehandling – med eller uden et barn på vej. Derudover holder hun workshops og foredrag for par i fertilitetsbehandling.

Se Tinas hjemmeside: TinaSandager.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.