vred og bitter

Det bekymrer mig. Som dagene går bliver jeg mere og mere bitter og indebrændt og det påvirker min dagligdag. Har et lille barn på næsten 3 måneder og føler alle skal få mig til at tvivle på mig selv i rollen som mor.

Fx i mødregruppe. Ulig de andre børn er min søn meget tryghedssøgende og har brug for nærhed. Hvis ikke skriger han. Min mødregruppe kommer konstant med råd til hvordan jeg skal få ham til at klare sig alene, selvom jeg ikke har bedt om råd. De opfører sig som om det er unormalt han har meget brug for mig og jeg virkelig burde vænne ham af med det. Hallo! Han er ikke en gang 3 måneder endnu! Jeg mener virkelig at i den alder skal deres behov opfyldes. Han skal ikke bare skrige, fordi jeg har behov for at sove længe eller whatever.

Og de opfører sig som om jeg lyver når jeg fortæller om de svære ting derhjemme. Ja sådan var han da ikke sidst de så ham! Nej, men sådan er han NORMALT!

Min kæreste er også træls i tiden og generelt bliver jeg mere og mere vred som dagene går. Hvorfor kan folk ikke respektere jeg gør tingene som jeg gør? Hvorfor skal folk konstant blande sig og blære sig med at deres børn bare er SÅ nemme. Kæft jeg er blevet bitter.

Børn er forskellige. Nogen børn klare sig fint alene og skal ikke have tryghed og nærhed, andre har et stort behov.

Jeg synes du gør det helt rigtige! Både for dit barn, men også over for dig, du skal gøre det du har det bedst med og stol på dit moderlige instinkt, du kender dit barn bedst. Luk ørene over for andres gode råd du ikke mener du kan bruge og vend det om til noget positivt, de siger det i bedste mening.

Men det er meget svært! Tro mig jeg har været der! Jeg gør alt meget anderledes end så mange andre mødre, jeg sover med min søn, jeg fuldammede til 7 mdr, jeg bar ham 24/7 de første 3 mdr (i vikle), jeg bruger stof bleer og jeg giver ham alt den tryghed og nærhed han beder om. Selvfølgelig gør de andre mødre også det, altså giver deres børn kærlighed, men med "nemme" børn har de en anden frihed

Det kunne lyde som om du har et sensitivt barn! Noah var super sensitiv de først 3 år, hos ham viste det sig bare først bagefter om natten typisk! 

Hvis det er tilfældet at dit barn hører til et af de sensitive kan du ligeså godt lære/begynde at melde klart ud at du er glad for deres råd men du ønsker dem ikke! Det er ikke for at lyde pessimistisk men man møder desværre ikke megen forståelse. Vi var f.eks nød til senest at tage hjem kl 18 hvis vi var nogen steder for ikke at bryde Noahs rytme og fordi han jo virkede glad og til at hygge sig kunne folk ikke forstå det og jeg tror faktisk de syntes vi skabte os men det var jo så heller ikke dem der stod med et barn der var ulykkelig hele natten pga overstimulering! Somme tider kom det faktisk først den efterfølgende nat!