Nå eehm... Laurits er altså startet i dagpleje. Sådan rigtigt. Han er der nu. Alene. Uden sin moar. Han savner hende stensikkert. Han sidder nok ved vinduet og venter og venter. Han ser garanteret ca. sådan ud...
Når jeg henter ham om 125 minutter, kan han måske slet ikke kende mig. Han er sikkert sur og skuffet over, at jeg har forladt ham. Måske er dette den direkte løbebane ud i ungdomkriminalitet og stofmisbrug? Om 18 år vil man ryste bedrøvet på hovedet over hans udskejelser, kigge bedrevidende på hinanden og undskyldende blive enige om at "han var sådan en god dreng, men forældrenes tidlige omsorgssvigt gjorde det umuligt for ham at leve et godt, sundt og normalt liv." Når vi går hjem falder han udmattet i søvn efter at have grædt og hulket uafbrudt siden jeg gik - forlod ham.
Suk!
Eller også hygger han sig bare helt vildt og ser sådan her ud:
Han startede i mandags hvor vi var hos Anne-Marie i en time sammen. Han tumlede, legede og kluklo af legetøj, han ikke havde set før. Han tjekkede lige ind hos mig engang imellem og fik et lille kram. Han ville ikke sidde hos mig, men ville meget hellere lege på gulvet. Efter en time var han træt, så vi sagde tak for i dag, puttede ham i barnevognen og trillede hjem. Han snorksov i tre timer.
I går var han der en time alene, hvor moren til barnet skulle gå en lille tur og komme tilbage. Det gik også rigtig fint. Han græd ikke da jeg gik, ja ænsede det knapt nok, for de tre andre unger sad bænkede omkring bordet, klar til at indtage formiddagsmaden. Da jeg kom tilbage en time senere var han puttet i overtøjet og klar til at komme ud at sove. Han havde pylret lidt, men ikke noget særligt, og havde i det hele taget bare nydt det rigtig meget.
I dag afleverede jeg ham kl 8. Jeg var lid nervøs for han har ikke haft den bedste nat og var ret pjevset her til morgen. Han pylrede videre da han kom i overtøjet og i barnevognen. Hele vejen på vej ud til Anne-Marie kom han med klagende lyde, dog dæmpet lidt af sutten som mor for engangs skyld ikke måtte få. Lige syv minutter før ankomst spyttede han sutten ud og begyndte at råde og pludre "didididididi BABABABA". Sådan gik det resten af vejen. Da vi trådte ind af døren kom han med det samme over til Anne-Marie - ganske uden problemer. Her ålede han sig ivrigt for at komme fri. Ikke for at komme over til mor, nej nej, men for at komme ned og lege med de andre. Jeg vinkede farvel, og han kiggede sådan lidt mærkeligt på mig: "Hvorfor gør du egentligt det mor?". Og så.... stilhed. Ikke så meget som et enkelt piv, klynk eller en lille krokodilletåre kunne han ofre på mig - sin mor! Mig der ellers har båret ham først i ni lange måneder på indersiden af maven, for dernæst at mandsopdække ham i yderligere et år uden for maven. Kunne han så ikke i det mindste lige være lidt ked af det, da jeg gik?! Nænæ, han har i virkeligheden tænkt "thank GOD! Så fattede hun det endeligt! SMUT mor!"
Er det takken, spør' jeg bare?! Gad vide om jeg overhovede GIDER at hente ham om.... 50 minutter? Hmmm... Nix! Eller... måske.. tjoh... jo, jeg tror, jeg gør det. Ellers bliver Jens bare sur...
Anmeld
