"valg af fodtøj"
Hej Kari,
Min søn på 9 mdr. vil rigtig gerne stå ved ting, eller med vores hjælp. Han står på helt flad fod, og kan også godt tage skridt hvis vi hjælper ham.
Hvilket indefodtøj skal jeg vælge? Bløde futter, som kan passe "alle fødder",noget stift med skaft som støtter op om anklen, noget stift uden skaft eller noget helt fjerde?
Håber du har et par gode råd.
Vh. En mor
Karis svar
Hej "Mor"!
Det er vigtigt din søn har føling med underlaget, når han starter med at komme op og være vægtbærende. Derfor vil jeg anbefale mindst muligt, i forhold til det behov I har. Hvis der ikke er fodkoldt i jeres hjem, kan det fint være bare tæer, men kun hvis han ikke bliver for kold, for ellers bliver han forkølet.
Alternativt kan I prøve med sokker, hvor der er gummi dupper under fodsålen, de forhindrer han skrider.
Skal det være varmere, så kig efter indendørs fodtøj der hæmmer ham mindst muligt. De skal være varme, men ikke for fyldige, så han snubler over dem. Dvs. ikke sutsko der skal ligne en hund med snude og ører eller lignende. Ankelstøtte er ikke nødvendigt indendørs, med mindre der er tale om børn med hypermobile led. Vælger I noget med sål, er det vigtigt den er blød når den bøjes sammen (dvs. hæl bøjes mod tå, som når vi ruller på foden ved almindelig gang) men forholdsvis stiv når man prøver at vride sålen på den lange led, (som man ex gør nor man vrider en klud).
Dog må jeg sige, at jeres søn er tidligt i gang med at gå, og I bør derfor ikke opfordre ham til mere end højst nødvendigt. Vil han gå kan han ikke stoppes, men der er ingen grund til at hjælpe ham med at tage de første skridt, når han kun er 9 mdr. gammel. Vent til han gør det selv, så er hans led og hans ryg klar til det, ikke før!
De bedste hilsner
Kari
Kari tilbyder grundig undersøgelse, kiropraktisk behandling og vejledning af ovennævnte problemer. Hun har klinik i Kolding, men har et godt kendskab til andre børnekiropraktorer rundt om i landet, og kan derfor henvise til en kiropraktor tæt på dig.
Se Karis hjemmeside: FlicFlac.dk