Wimmie skriver:
Ja, som nogle af jer opdagede i fredags, så nåede jeg lige at lave et indlæg omkring hvorvidt der var optræk til fødsel da jeg mente at have fået veer... Det må man sige der var.
Natten mellem torsdag og fredag havde jeg sovet 2½ time og var derefter lysvågn. Da Michael kom hjem fra natarbejde og gik i seng fandt han snart ud af at han var lige så lysvågn så efter et stykke tid blev vi enige om bare at stå op. Vi kunne lige så godt udnytte tiden og tog i Rosengårdscentret for at købe de sidste julegaver. Jeg havde det fik her 2 dage før min termin; faktisk havde jeg det bedre end de andre dage; næsten ikke ømhed eller halsbrand.
Kl. 13.30 var vi hjemme igen og vi besluttede os for at sove nogle timer. Michael lagde sig på sofaen og jeg gik op i seng. Kl. 18.10 vågnede jeg og gik på toilet - jeg blødte en smule.
Jeg gik nedenunder for at tage et stykke rugbrød og fik kraftige mens-smerter - kl. var 18.17. De gik over og jeg satte mig foran computeren (skrev indlægget herinde) og kl. 18.35 fik jeg smerter igen. Jeg tog tid; ca. 40 sek.
Jeg vækkede Michael og sagde jeg der måske var optræk til noget (han blev hurtigt vågen). Vi ringede til fødegangen med det samme - bare lige for at høre hvad de ville råde os til. Sygeplejersken mente rigtig nok at det lød som veer, men hun sagde at jeg skulle slappe godt af, der ville nok gå 6-8 timer før jeg skulle tænke på at tage derind.
Jeg fik den næste smertebølge omkring 18.45 - mens jeg snakkede med sygeplejersken men hun mente ikke det lød på mig som om det var slemt nok til at vi skulle afsted...
Kl. 18.52 kom den næste bølge, og nu synes jeg pludselig det gik stærkt. Jeg ringede til min mor og hun rådede mig til at holde på at jeg gerne ville ind på sygehust og undersøges nu. Fik næste bølge kl. 18.57 og stadig mente sygeplejersken at det var for tidligt men hvis jeg havde det bedst med det skulle vi naturligvis komme - jeg kunne lige drøfte det med Michael. to minutter over syv kom næste bølge og Michael var ved at gå en anelse i panik tror jeg, så vi ringede til sygehuset og sagde at vi kom.
Det blev en lang halv times køretur og snart var intervallerne mellem veerne nede på 2 minutter. Michael parkede bilen med nødblink ved indgangen og jeg kunne da også kun lige overkomme at komme op på fødegangen.
Vi blev taget imod af den sødeste jordemoder som tog det hele meget stille og roligt men som godt kunne se at der var meget kort tid mellem veerne og da hun undersøgte mig var jeg 9 cm åben 
Hun fik mig ind på en fødestue og jeg udtrykte mit ønske om at føde i vand selvom jeg godt vidste at det var lidt sent at melde ud i al den huj og hast. Det mente de godt at vi kunne nå, så de skyndte sig at fylde et kar.
Resten af tidsintervallerne kender jeg ikke helt (tror dog det står i min journal) men jeg ved at vandet var skønt, jordemoderen var rolig og fortalte alt hvad jeg skulle gøre,Michael var helt suveræn og slet ikke ved at besvime og jeg synes det var overraskende nemt at lytte til jordemoderen trods smerterne.
Jeg ved også at da jeg endelig måtte presse nåede jeg at presse af 3 omgange før hun pludselig var ude.
Her var klokken 22.54 - altså havde det taget knap 4½ time fra første ve til lille Mila var ude.
Hun blev lagt op til mig med det samme og havde fra starten store åbne øjne og enormt langt mørkt hår - hun var virkelig fin 
Michael klippede navlestrengen og jeg kom op på "landjord" og slap af med moderkagen (sikke en lettelse - den var virkelig stor åbenbart, så hun har levet godt derinde)
Jeg havde nogle små-bristninger og måtte syes - øvbøv, men sådan er det at føde hurtigt...
Mila blev målt til at være lidt større end skønnet; 3890 gram og 52 cm 
Hun ligner pt. farmand mest men har mit rolige sind og er virkelig blid og meget opmæksom. Der var allerede øjenkontakt og små smil dagen efter 
Det var en vild oplevelse og jeg er stolt af mig selv; jeg var faktisk rolig hele vejen igennem og klarede fødslen helt uden smertelindring, råben, skrigen eller tårer.
Men ikke lige noget jeg har lyst til at gøre igen med det samme... det gjorde jo nas!
