"En frustreret mor"
Hej Kari.
Jeg skriver til dig, da jeg snart er frustreret. Jeg er 22 år og jeg fik en lille pige i januar i år. Det er mit første barn. Hun er en meget glad og tilfreds lille pige. Vi har aldrig haft problemer med noget, men nu er der altså dukket bekymringer op. Hun har de sidste 2 uger fundet ud af hvordan man ruller rundt og kommer frem på den måde, da hun ikke kan kravle. Hun løfter overkroppen helt op, når hun ligger på maven, men hun får overhoved ikke resten af kroppen med. Der er også et andet problem. Hun kan ikke støtte på sine ben, SLET IKKE! Det har hun aldrig kunnet.. Folk er begyndt at spørge indtil hele tiden om hun ikke snart skal kravle, og støtte på benene, fordi det skal hun kunne når hun er 11 mdr. Folk er bekymret på vores vegne!! Må også ærlig indrømme at jeg bliver mere og mere nervøs, for om der er noget galt med hende. Har virkelig brug for et godt råd. Skal hun have noget behandling af en art efter din mening. Hov skal forresten også sige at vi massere hendes ben og prøver at hjælpe hende med at stå, men det hjælper ikke.
På forhånd tak for dit svar..
V.h Den frustreret mor.
Karis svar
Kære frustrerede mor
Tak for dit brev, jeg er glad for du skriver til mig.
Ikke fordi jeg er bekymret for, at din datter ikke kravler. Det er der en del børn på 11 måneder der ikke gør.
Men det er rigtigt, at hun bør støtte på sine ben. De fleste babyer støtter fra, når de holdes oprejst i armhulerne, allerede i 3 måneders alderen, og kan stå på benene med støtte fra ca. 9 måneders alderen.
At din datter først er begyndt at rulle for 2 uger siden, bekymrer mig også. De fleste babyer triller først fra mave til ryg, og siden ryg til mave (nogen triller fra ryg til mave først) og dette plejer at ske senest omkring 6 måneders alderen. Mon din datter kan sidde selv?
I al fald lyder det som om din datter er forsinket i hendes motoriske udvikling. Det første jeg synes I bør gøre, er at lade egen læge vurdere hende. Lægen kan tage stilling til, om jeres datter bør ses af en børnelæge. Hvis lægen ikke finder grundlag for det, synes jeg I skal lade hende undersøge af en kiropraktor. Sørg for at vælge én, der har erfaring i at vurdere børn i hendes alder.
Hvis I gerne vil hjælpe hende på vej, er det en udemærket idé at massere hendes ben som I gør. En anden ting I kan gøre for at stimulere hendes "stillingssans" og hjælpe hende til at støtte på benene er, at "komprimere" hendes ankel- og knæled, så de vænner sig til det tryk leddene udsættes for, når det er vægtbærende.
Det gør I på følgende måde: Fat om hendes underben med den ene hånd, og tryk med den anden hånd under fodsålen så ankelleddet "trykkes sammen". Fat derefter med én hånd om underbenet, og den anden om låret, og tryk hænderne mod hinanden, så knæet "trykkes sammen". Det er lidt svært at forklare på skrift - jeg plejer at vise det på barnet, så hvis du ikke forstår må du skrive til mig igen!
Håber du kan bruge mine råd, held og lykke med det hele.
Med venlig hilsen
Kari
Kari tilbyder grundig undersøgelse, kiropraktisk behandling og vejledning af ovennævnte problemer. Hun har klinik i Kolding, men har et godt kendskab til andre børnekiropraktorer rundt om i landet, og kan derfor henvise til en kiropraktor tæt på dig.
Se Karis hjemmeside: FlicFlac.dk