"Abort eller ej?!"
Jeg har lige boet alene i 1½-2 mdr da min mand og jeg havde problemer i vores ægteskab.
Vi har snakket det hele igennem, og har i vores seperationstid været sammen flere gange, g er nu kommet frem til at vi gerne vil bo sammen igen og prøve at få vores ægteskab til at fungere. Vi elsker hinanden og vil gerne have vores familie liv tilbage, vi har to børn på 5 og knap 2 år.
Der er så sket det at jeg lige har opdaget at jeg er gravid, er knap 5 uger henne!
Min mand vil ikke have et barn nu, vi bor i 3 v med lange udsigter for en større i dette boligselskab, muligvis indenfor 1-1½ år ca 10 min herfra i et andet selskab!
Vi har som sagt to små børn i forvejen, og så er vi jo temmelig skrøbelige pt pga vores situation.
Jeg er bare så meget i tvivl, jeg har ALTID været modstander af abort, og aldrig regnet med at det skulle være noget jeg skulle tage stilling til. Har altid sagt at jeg ville beholde barnet ligemeget hvad!
Jeg kan godt se at vi måske ikke er klar til et spædbarn nu, men på den anden side kan jeg heller ikke forene med mig tanken om at jeg skal slå et lille foster ihjel! Undskyld men sådan ser jeg på det....
Knus en trist kvinde
Trines svar
Kære Vædder!
Først og fremmest tillykke med at din mand og dig har besluttet jer for at I vil jeres ægteskab og familieliv, det er rigtigt dejligt.
Derimod er det rigtig trist at høre om det dilemma, som du nu står i. Og jeg forstår godt dine tanker og overvejelser omkring abort. De overvejelser, som du gør dig er jo reelle og jeg synes det lyder realistisk, at det er at presse jeres forhold med endnu et lille barn. Omvendt må man spørge sig selv om tiden nogensinde er perfekt til et barn? Livet med børn griber "forstyrrende" - forstå mig ret! ind i vores liv. Og det er der jo så meget der gør.
Jeg kan også godt forstå, at det er rigtigt svært for dig at skulle tage en beslutning om abort, særligt når du har haft den holdning til det hele dit liv. Nu er situationen imidlertid en anden , og der er det næppe nyttigt eller brugbart for dig at slå dig selv oven i hovedet med moraliserende holdninger.
Livet byder os indimellem på store udfordringer, som vi aldrig troede vi skulle bringe os selv i, og det gør os ikke til dårlige mennesker. Husk det!
Har du fortalt din mand om, hvordan du har det i forhold til abort, og om hvordan I kommer videre, hvis det er den udvej I vælger, for det er næppe slut ved selve indgrebet, det er noget du kan have siddende i dig længe. Jeg synes, du skal fortælle ham, hvor smertefuld i en beslutning det er, at du sætter det lig med mord, og at du samtidig godt kan se, hvor belastende det er for jeres i forvejen hårdtprøvede forhold. Jeg ved ikke om mænd ved, hvor stort et indgreb det kan være for nogle kvinder. Jeg stod selv i en lignende situation for 8 år og 9 måneder siden, og gjorde mig de samme overvejelser som dig. Min datters far kunne ikke forstå, hvor væmmeligt det var for mig, hvis jeg skulle have en abort, og han var ikke klar til et barn. I hans øjne var jeg meget egoistisk, og det var jeg vel også. Og abort er vel også egoistisk? Jeg fik barnet, forholdet holdt ikke, og jeg har ikke fortrudt det 2 sekunder. Omvendt er jeg ikke i mod eller fordømmende over de kvinder, der vælger abort. Det afhænger meget af situationen. Jeg synes, du skal bede ham om at få den samtale, hvor I taler stille og roligt sammen, anerkender hinandens holdninger, og lytter til hinanden, så er jeg sikker på, at I sammen kan finde en vej at gå, som i begge tilfælde kræver noget af jer to i fællesskab for at klare jer igennem.
Jeg ønsker jer begge og jeres familie alt det bedste.
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
