Jeg venter et juni barn. det er min nummer 2, har en dreng på 7 år og jeg selv er 26.
min sidste graviditet var lidt af et helved, da min daværende kæreste ikke kunne forholde sig til at skulle være far, og blev i stigende grad mere flov over mig jo mere maven kom frem og jeg blev "stor" ... der var en masse ting der spillede ind og alt i alt var det ikke nogen særlig rar oplevelse for mig.
vi har kæmpet om alt mellem himmel og jord inklussiv vores søn lige siden. og efter 3 år hvor jeg ikke har kunne blive gravid, er jeg så pludselig blevet det, med min nuværende kæreste.
nu kommer frygten så op i mig igen, og jeg er ikke sikker på jeg føler mig særligt godt tilpas i at skulle være gravid igen, til trods for at jeg har ønsket et barn mere, i alle de år hvor jeg givetvis ikke har kunne blive gravid.
jeg skammer mig faktisk lidt over ikke at være over lykkelig, føler det lidt tabu agtig at glæden ikke bare automatisk er kommet op i mig, men jeg frygter sku, jah det hele ....
tænk sig hvis vennerne forsvinder igen, tænk hvis min nuværende kæreste også syntes jeg bliver for stor (selvom han siger at det vil han ikke syntes) men han har ingen børn og ingen graviditeter på bagen, så måske han ikke helt ved hvad han går ind til !!!! tænk hvis jeg skal kæmpe for det her barn også fordi han ændre sig når først barnet er kommet til verden, ligesom min eks gjorde allerede i graviditeten med den dreng jeg har i forvejen ....
jeg kan slet ikke overskue alle de her faktorer og hvad nu hvis'er... og hvorfor er jeg ikke bare glad !!!!
vh nikki
Anmeld
