føler mig som et forfærdeligt menneske

jeg er gravid og det var ikke planlagt..

jeg er rimelig langt henne og er begyndt at få mave....

men min kæreste kan bare ikke acceptere det... han vil ikke have barnet og siger at han ikke har lyst og ikke er glad...

han vil ikke snakke om graviditeten og barnet, og jeg er overlykkelig kan ikke snakke om andet og nyder min voksende mave...

jeg har offentlig gjort det, men han blev sur da jeg gjorde det og sagde at jeg ikke respekterede hans ønske..

jeg ville ikke have en abort da jeg ALDRIG ville kunne tilgive mig selv det og det er et ønskebarn fra min side...

jeg har sagt at jeg kan flytte med vores barn og bo der alene til den lille kommer til verden.. og måske det første stykke tid af den lilles liv.. for at han ikke skal tage ansvar..

men det vil han ikke have at jeg gør.. men hver gang jeg bare nævner noget med min graviditet går han helt amok..

jeg føler mig som et forfærdeligt menneske at jeg tilbyder ham det her, men jeg elsker altså mine børn højest...

jeg har sku brug for at snakke med ham om maven og om den lille..

han nægter at deltage i scanninger o.s.v. og tager ikke hensyn til min kvalme, hovedpine o.s.v.

åårhh bare lidt tanker

Synes han er helt uretfærdig imod dig.

det lyder som om han elsker dig siden han ønsker du skal blive , så mon ikke han bløder lidt op med tiden .

ved ikke lige hvor langt du er , eller hva alder i har så lidt svært helt at sætte mig ind i det .

men er godt at hører at trods hans mening du stadig nyder din graviditet, der er masser af søde piger herinde du evt. kan dele dine oplevelser/din graviditet med hvis du har brug for at dele det med nogen .

bare lige lidt herfra

ninnaa skriver:

Synes han er helt uretfærdig imod dig.

det lyder som om han elsker dig siden han ønsker du skal blive , så mon ikke han bløder lidt op med tiden .

ved ikke lige hvor langt du er , eller hva alder i har så lidt svært helt at sætte mig ind i det .

men er godt at hører at trods hans mening du stadig nyder din graviditet, der er masser af søde piger herinde du evt. kan dele dine oplevelser/din graviditet med hvis du har brug for at dele det med nogen .

bare lige lidt herfra

ja jeg håber da også at han tør lidt op efterhånden...

vi er i sidst i tyverne begge to

han vil ikke have at vi flytter, for så kommer han jo til at savne børnene siger han... og savne mig...

og det er ikke det han ønsker....

men han gider heller ikke bruge tid med den lille og hjælpe til siger han også...

han lyder som om han er pænt forvirret

men jeg synes bare det er lidt hårdt at være helt alene om glæden

især da familien også ønskede det skulle være en abort

Han lyder som et forkælet barn , vores var bestemt ikke planlagt , og bonden skulle ved gud vende sig til det , men som han siger , "jeg ved jo at ingen beskyttelse er 100 % sikkert så kunne jeg jo bare lade være !"

Men vi havde vidst det i 3 uger før han kom på banen sådan rigtigt , Jeg havde det svært med han ik snakkede om det , men på den anden side måtte  jeg oxo respetere at han skulle synke det mere end mig

Giv ham lidt tid , og hjælper det ikke så smut

Først vil jeg starte med at give dig en kæmpe krammer! 

Da jeg blev gravid, stod jeg i samme situation. Barnet var overhovedet ikke planlagt. Faren og jeg var faktisk slet ikke kærester eller noget - han var bare en 'tilfældig' fyr, efter jeg blev single. Selvom vi ikke var sammen som sådan, så holdte jeg alligevel rigtig meget af ham.. 
Da jeg fortalte om graviditeten var han også overbevist om, at jeg skulle have et barn, og han kaldte mig egoistisk osv, da jeg ønskede barnet noget så inderligt, men ikke tænke på, hvilken verden det blev sat ind i.. Jeg valgte at give ham valget: enden så var han der 100%, ellers skulle jeg nok klarer det som enlig mor - men ligemeget hvad, så skulle barnet vide, hvem der var dets far.. 

Han blev heldigvis ved mig, og vi er nu gift og har en dejlig datter på 9 måneder

Jeg synes, at du skal slå hånden i bordet, og fortælle ham, hvad du føler, og han må se det i øjnene, at i skal have et barn (igen?).. Hvis ikke han kan acceptere det, så bliver du nød til at gennemfører det på egen hånd, vil jeg mene - så er du, og dit kommende barn, bedre tjent uden ham.. Som du selv siger, så elsker du det højere end du elsker ham, og det bliver du nød til at tænke på..  

Anonym skriver:

jeg er gravid og det var ikke planlagt..

jeg er rimelig langt henne og er begyndt at få mave....

men min kæreste kan bare ikke acceptere det... han vil ikke have barnet og siger at han ikke har lyst og ikke er glad...

han vil ikke snakke om graviditeten og barnet, og jeg er overlykkelig kan ikke snakke om andet og nyder min voksende mave...

jeg har offentlig gjort det, men han blev sur da jeg gjorde det og sagde at jeg ikke respekterede hans ønske..

jeg ville ikke have en abort da jeg ALDRIG ville kunne tilgive mig selv det og det er et ønskebarn fra min side...

jeg har sagt at jeg kan flytte med vores barn og bo der alene til den lille kommer til verden.. og måske det første stykke tid af den lilles liv.. for at han ikke skal tage ansvar..

men det vil han ikke have at jeg gør.. men hver gang jeg bare nævner noget med min graviditet går han helt amok..

jeg føler mig som et forfærdeligt menneske at jeg tilbyder ham det her, men jeg elsker altså mine børn højest...

jeg har sku brug for at snakke med ham om maven og om den lille..

han nægter at deltage i scanninger o.s.v. og tager ikke hensyn til min kvalme, hovedpine o.s.v.

åårhh bare lidt tanker

Jeg synes du skal stille ham et ultimatum; enten accepterer han og engagerer sig i dig, graviditeten og baby - ellers er du smuttet. Jeg havde ikke accepteret andet!

Det er da også synd for den lille ny hvis far ikke gider ham/hende 

Alternativt kan du, hvis du har mulighed for det, flytte hen til noget familie eller venner i et stykke tid, og så se om det ikke kan bløde din kæreste lidt op...

Det kan godt være han er frustreret over at skulle være far og måske skal han lige have tid til at vænne sig til tanken, men nu kan situationen jo ikke ændres, og han må snart tage en beslutning hvorvidt han er "in eller out" 

Jeg havde pakket mine ting og flyttet (sammen med de andre børn???)et andet sted hen. Bare i et stykke tid, så din kæreste kan finde ud af hvad han vil. Hvis han ikke vil have bebs, jamen så må du indstille dig på at være alene mor og han må indstille sig på at være helt alene

Anonym skriver:

jeg er gravid og det var ikke planlagt..

jeg er rimelig langt henne og er begyndt at få mave....

men min kæreste kan bare ikke acceptere det... han vil ikke have barnet og siger at han ikke har lyst og ikke er glad...

han vil ikke snakke om graviditeten og barnet, og jeg er overlykkelig kan ikke snakke om andet og nyder min voksende mave...

jeg har offentlig gjort det, men han blev sur da jeg gjorde det og sagde at jeg ikke respekterede hans ønske..

jeg ville ikke have en abort da jeg ALDRIG ville kunne tilgive mig selv det og det er et ønskebarn fra min side...

jeg har sagt at jeg kan flytte med vores barn og bo der alene til den lille kommer til verden.. og måske det første stykke tid af den lilles liv.. for at han ikke skal tage ansvar..

men det vil han ikke have at jeg gør.. men hver gang jeg bare nævner noget med min graviditet går han helt amok..

jeg føler mig som et forfærdeligt menneske at jeg tilbyder ham det her, men jeg elsker altså mine børn højest...

jeg har sku brug for at snakke med ham om maven og om den lille..

han nægter at deltage i scanninger o.s.v. og tager ikke hensyn til min kvalme, hovedpine o.s.v.

åårhh bare lidt tanker

håber alt det bedste for dig, og huske... pas på DIG selv og din mave. Du skal kun gøre hvad du føler er rigtigt.

husk at være tro mod dig selv, jeg sender en masse positiv energi.

Wimmie skriver:

Jeg synes du skal stille ham et ultimatum; enten accepterer han og engagerer sig i dig, graviditeten og baby - ellers er du smuttet. Jeg havde ikke accepteret andet!

Det er da også synd for den lille ny hvis far ikke gider ham/hende 

 

Alternativt kan du, hvis du har mulighed for det, flytte hen til noget familie eller venner i et stykke tid, og så se om det ikke kan bløde din kæreste lidt op...

 

Det kan godt være han er frustreret over at skulle være far og måske skal han lige have tid til at vænne sig til tanken, men nu kan situationen jo ikke ændres, og han må snart tage en beslutning hvorvidt han er "in eller out" 

Anonym skriver:

jeg er gravid og det var ikke planlagt..

jeg er rimelig langt henne og er begyndt at få mave....

men min kæreste kan bare ikke acceptere det... han vil ikke have barnet og siger at han ikke har lyst og ikke er glad...

han vil ikke snakke om graviditeten og barnet, og jeg er overlykkelig kan ikke snakke om andet og nyder min voksende mave...

jeg har offentlig gjort det, men han blev sur da jeg gjorde det og sagde at jeg ikke respekterede hans ønske..

jeg ville ikke have en abort da jeg ALDRIG ville kunne tilgive mig selv det og det er et ønskebarn fra min side...

jeg har sagt at jeg kan flytte med vores barn og bo der alene til den lille kommer til verden.. og måske det første stykke tid af den lilles liv.. for at han ikke skal tage ansvar..

men det vil han ikke have at jeg gør.. men hver gang jeg bare nævner noget med min graviditet går han helt amok..

jeg føler mig som et forfærdeligt menneske at jeg tilbyder ham det her, men jeg elsker altså mine børn højest...

jeg har sku brug for at snakke med ham om maven og om den lille..

han nægter at deltage i scanninger o.s.v. og tager ikke hensyn til min kvalme, hovedpine o.s.v.

åårhh bare lidt tanker

Kære dig

Stort tillykke med din graviditet. Hvor er det dog stort, at en lille ny verdensborger vokser inde i din mere og mere runde mave. Et lille mirakel hver eneste gang, det sker for nogen. Og dog samtidig helt unikt. 

Jeg kan ikke råde dig, da jeg ikke kender nok til dig og dine og jeres historie, men umiddelbart tænker jeg - bare sådan fra toppen af mit hoved - at det kunne være godt for dig at flytte for dig selv. Og for din kæreste. Han har ikke lyst til det, men måske er det hvad, I begge har brug for. Lidt tænketid og plads . 
Det må være meget hårdt for dig (jer) med den her situation, hvor I ikke er enige, men du må ikke lade nogen tage glæden fra dig. Du har al mulig grund til at være glad. Og al mulig grund til at være ulykkelig over din kærestes reaktion, MEN alt løser sig med tiden, og når man læser dit indlæg er man ikke et øjeblik i tvivl om, at du allerede er mor. Stort tillykke med det.