Øv øv øv - også til mændene.

Jeg er vel i princippet blevet single igen... Selvom jeg ikke helt har fattet det, især ikke i mit hjerte.

Kort fortalt: Vi mødtes, forelskede os voldsomt - selvom der var lidt startvanskeligheder. Jeg blev gravid (ups), vi besluttede at beholde, selvom det ikke var helt optimalt, jeg mistede... eller vi mistede... og så er det bare gået nedad siden.... Og nu slut.

Jeg følte mig meget alene med sorgen over aborten, og var meget ked af det, men han åbnede aldrig op. Vores lunte er stille og roligt blevet kortere og kortere, og til sidst eksploderede det. Men vi havde det godt sammen! Rigtig godt! - Det vi oplevede var hårdt, men det vil jo gå over. Han kan bare ikke se det nu. Er blevet kold og vil ikke have kontakt med mig. Det var meningen at vi skulle bo lidt hver for sig for at jeg kunne finde mig selv igen efter aborten... "nej nej, jeg forlader dig ikke, det er bare midlertidigt". Dagen efter fik jeg en sms om at han ikke vidste hvad han ville, var gået i panik, og kunne ikke finde ud af hvad der foregik i hans hovede... Så nu sidder jeg alene. Med sorgen over at miste... Både baby og manden i mit liv.

Jeg er ikke typen der ikke vil indrømme hvis det virkelig var dårligt, og at det nok er bedst at vi er gået fra hinanden.... Men sådan synes jeg ikke det er. Det virker på alle måder forkert der her, når man ikke engang taler sammen, og giver det den chance det fortjener.

Ved ikke hvad jeg kan gøre... prøver at give ham tid, men savner ham helt vildt, og han er den jeg helst vil dele mine tanker og mit liv med.

Men hvorfor vælger nogle at flygte i stedet for at kæmpe?
Han virker helt fremmed på mig nu, den jeg forelskede mig i ville aldrig behandle mig sådan.
Hvordan kan jeg få ham til at snakke?

Når jeg læser det jeg har skrevet, så ser det desperat ud... Men sagen er den, at han er konfliksky og er gået i panik. Ved inderst inde at han elsker mig, men hvorfor tør han så ikke tage kampen? Og hvordan i alverden kommer man videre, når man ikke synes det er afsluttet ordentligt...

Sorry, det blev langt.. - Men hvis der er nogen der har nogle gode råd, så kom glad.

Laura

Ingen rigtige gode råd her fra vil bare sige jeg er ked af det på dine vegne...

Varmt knus og tanker fra Pia

Mange tak :-(

Synes godt nok aldrig jeg har været så meget i krise før... Kan ikke stoppe med at græde og savne.

LauraLW skriver:

Mange tak :-(

Synes godt nok aldrig jeg har været så meget i krise før... Kan ikke stoppe med at græde og savne.

Nej det er da klart... har virkelig ondt af dig... har du ikke en god veninde du kan besøge eller tage lidt ud... ? Bare så du kan få tankerne over på noget andet...

KNUS

Jeg har ikke lavet andet end at snakke med veninder og familie de sidste to uger... men det hele kommer til at handle om det her. Det gør bare så ondt at blive mindet om det.... Et er at man er ked, trist og ærgelig, men godt kan se at det var det der skulle ske.. Noget andet er at have det som jeg. - Han har virkelig brug for at vågne op... jeg kan bare ikke gøre det.

Jo flere dage der går, jo større afstand, jo mindre håb.

LauraLW skriver:

Jeg har ikke lavet andet end at snakke med veninder og familie de sidste to uger... men det hele kommer til at handle om det her. Det gør bare så ondt at blive mindet om det.... Et er at man er ked, trist og ærgelig, men godt kan se at det var det der skulle ske.. Noget andet er at have det som jeg. - Han har virkelig brug for at vågne op... jeg kan bare ikke gøre det.

Jo flere dage der går, jo større afstand, jo mindre håb.

pu-ha det er jeg virkelig ked af at høre.. håber i finder ud af det... ved ikke lige hvilken råd jeg skal give da jeg jo ikke kender jer.. men op med humøret du skal nok klare det... held og lykke....