Jeg tror der foregår noget unaturligt i mit hjem.

Jeg skriver lige som anonym, fordi jeg er bange for en "heksejagt".

Jeg har meget svært ved at formulere min overskrift, da jeg aldrig har oplevet noget unaturligt, men efter jeg har født er mit 2 måneder gammelt barn begyndt at blive meget bange og utrøstelig men h*n ligger i vores seng.

Det er sket siden h*n er begyndt at pludre og kigge og genkende ansigter.. Der har været nogle perioder, hvor vi ligger inde i min seng og hygger og lige pludselig får h*n øje på noget oppe i loftet, h*n stirrer derop og kan ikke tage øjnene derfra, hvor h*n pludselig bryder ud i en hysterisk gråd, h*n er ikke til at trøste i lang tid og med lang tid mener jeg godt en time, hvor h*n græder og skriger og er helt bange og ulykkelig.

Der hænger ikke noget oppe i luften h*n kan blive fascineret af, mit soveværelset er hvidt.

Og vi ligger og snakker, pludrer, griner og hygger mens dette sker. Jeg har overvejet at kontakte en clairvoyant, men det er endnu en overvejelse.

Dette er et seriøst emne, mit barn bliver skræmt fra vid og sans, og samtidig gør jeg det også. Har nogen af jer med småbørn prøvet noget lign. hvad gjorde I ved det?

Mvh den bekymrende mor.

Kan det ik tænkes at der er jeres/din reaktion han græder over. Tænker at hvis du finder det uhyggeligt, så kan han måske mærke det og forstår ik skiftet fra hygge til at han mærker at mor bliver utryg?? Bare en tanke..Men man skal selvf. Aldrig sig at der ik er mere mellem himmel og jord..jeg ville i såfald bede vedkommende om at fise af...Kan da godt forstå du synes hans reaktion er underlig...men har nu selv oplevet at min datter har stirret ud i det blå som om hun kigger på en..lidt weird..har oplevet at hun har smilet flere gange til et bestemt sted i vores gamle lejlighed..bad vedkommende eller hvad det du var om lige at gå da hun altså ikke kunne spise når hun sådan blev distraheret..ved ik om der er mere mellem himmel og ord og tror da også mest det er min egen fantasi, men alligevel rart at kunne sige gå så

Min egen datter på 6 måneder, der lider af massive søvnproblemer, har lidt tendens til det samme. Hun lader tit til at blive distraheret af ting, jeg ikke ser. Hun bryder ud i gråd helt spontant. Hun følger "noget" med øjnene og virker helt opslugt af det. Nogle gange når jeg ammer hende, stopper hun pludselig med at sutte og kigger over min skulder og følger igen "noget" med øjnene.

Jeg har mange gange tænkt, at hun kan se ånder eller noget andet, og der er indtil flere, der har sagt til mig, at min datter er synsk.

Jeg ved ikke, hvad man kan gøre, men jeg følger lige med her på tråden.

Gaia skriver:

Kan det ik tænkes at der er jeres/din reaktion han græder over. Tænker at hvis du finder det uhyggeligt, så kan han måske mærke det og forstår ik skiftet fra hygge til at han mærker at mor bliver utryg?? Bare en tanke..Men man skal selvf. Aldrig sig at der ik er mere mellem himmel og jord..jeg ville i såfald bede vedkommende om at fise af...Kan da godt forstå du synes hans reaktion er underlig...men har nu selv oplevet at min datter har stirret ud i det blå som om hun kigger på en..lidt weird..har oplevet at hun har smilet flere gange til et bestemt sted i vores gamle lejlighed..bad vedkommende eller hvad det du var om lige at gå da hun altså ikke kunne spise når hun sådan blev distraheret..ved ik om der er mere mellem himmel og ord og tror da også mest det er min egen fantasi, men alligevel rart at kunne sige gå så

Hejsa.. Det humør skift du snakker om, det gør jeg faktisk ikke før h*n græder, da jeg ikke selv tænker over at der skulle være noget uhyggeligt i mit soveværelse. Vi ligger som sagt og pludrer og hygger og har det godt-- også mig.. Indtil h*n begynder at bliver hysterisk bange og utrøstelig.

JeNoVa skriver:

Min egen datter på 6 måneder, der lider af massive søvnproblemer, har lidt tendens til det samme. Hun lader tit til at blive distraheret af ting, jeg ikke ser. Hun bryder ud i gråd helt spontant. Hun følger "noget" med øjnene og virker helt opslugt af det. Nogle gange når jeg ammer hende, stopper hun pludselig med at sutte og kigger over min skulder og følger igen "noget" med øjnene.

Jeg har mange gange tænkt, at hun kan se ånder eller noget andet, og der er indtil flere, der har sagt til mig, at min datter er synsk.

Jeg ved ikke, hvad man kan gøre, men jeg følger lige med her på tråden.

Jeg har det på præcis samme måde.. Bare ikke med amningen.. Det mest uhyggelige er at man ikke kan forsvare sit barn mod det man ikke kan se!

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym, fordi jeg er bange for en "heksejagt".

Jeg har meget svært ved at formulere min overskrift, da jeg aldrig har oplevet noget unaturligt, men efter jeg har født er mit 2 måneder gammelt barn begyndt at blive meget bange og utrøstelig men h*n ligger i vores seng.

Det er sket siden h*n er begyndt at pludre og kigge og genkende ansigter.. Der har været nogle perioder, hvor vi ligger inde i min seng og hygger og lige pludselig får h*n øje på noget oppe i loftet, h*n stirrer derop og kan ikke tage øjnene derfra, hvor h*n pludselig bryder ud i en hysterisk gråd, h*n er ikke til at trøste i lang tid og med lang tid mener jeg godt en time, hvor h*n græder og skriger og er helt bange og ulykkelig.

Der hænger ikke noget oppe i luften h*n kan blive fascineret af, mit soveværelset er hvidt.

Og vi ligger og snakker, pludrer, griner og hygger mens dette sker. Jeg har overvejet at kontakte en clairvoyant, men det er endnu en overvejelse.

Dette er et seriøst emne, mit barn bliver skræmt fra vid og sans, og samtidig gør jeg det også. Har nogen af jer med småbørn prøvet noget lign. hvad gjorde I ved det?

Mvh den bekymrende mor.

Da min søn var nogenlunde samme alder og jeg hold ham for and mig var det som han altid kiggede hen over min skulder som om der stod en bag mig. Han var ikke bange han fukusere bare bag ved mig. Jeg tog det som om at en af vores afdøde bedste forældre var på besøg for at se familie forøgelsen men min mor sagde senere at det er meget naturligt at de ikke altid kan styre deres øjne og derfor bare fucusere i nærheden af moderens ansigt.

katrineoerum skriver:

Da min søn var nogenlunde samme alder og jeg hold ham for and mig var det som han altid kiggede hen over min skulder som om der stod en bag mig. Han var ikke bange han fukusere bare bag ved mig. Jeg tog det som om at en af vores afdøde bedste forældre var på besøg for at se familie forøgelsen men min mor sagde senere at det er meget naturligt at de ikke altid kan styre deres øjne og derfor bare fucusere i nærheden af moderens ansigt.

Ja det kunne godt forklare det..