Gør vi det rigtige?

Vores datter på snart 2 år (d. 21. sep.) bider, slår, kradser, sparker, hiver i hår, niver, slår hovedet ned i gulvet, væggen og lign., når der er noget som ikke går efter hendes hoved.

Det er blevet bedre med at hun ikke slår sig selv mere - det hjalp at vi simpelthen bare ignorerede hende.

Vi overvejer at ignorere hende, når hun er ond ved os - bare sætte hende fra os eller gå væk fra hende, når hun begynder at slå eller bide. Fortælle hende at vi ikke gider snakke med hende, hvis hun ikke kan være sød..?

Det virkede en overgang at når hun var sur, så bad vi hende slå i en pude istedet for, men det dur bare ikke mere

Ved snart ikke mere?

Når hun er "ond" ved Jer, så sig ganske enkelt "STOP" til hende og sæt hende væk og forklar hende kort, hvorfor I gør som I gør- I må ikke bare ignorere hende, for så søger hun jo endnu mere opmærksomheden.

Solstråle2011 skriver:

Når hun er "ond" ved Jer, så sig ganske enkelt "STOP" til hende og sæt hende væk og forklar hende kort, hvorfor I gør som I gør- I må ikke bare ignorere hende, for så søger hun jo endnu mere opmærksomheden.

Men det hjalp jo netop da hun slog sig selv - der ignorerede vi hende og så stoppede hun med tiden. Det så netop ud som om hun gjorde det for at få vores opmærksomhed..?

Men vi siger allerede STOP til hende, beder hende "aee" istedet for og være sød. Er det en situation hvor hun er gal, ikke får sin vilje eller en klods ikke vil det rigtige sted hen - du ved, de der kasser med klodser Så viser vi hende det og siger, det er okay at være gal, men prøv lige og se her!

Får hun som sagt ikke sin vilje, fortæller vi hende at det er træls nogle gange og forklarer hende hvorfor hun ikke må få noget eller lign...?

Isabeau skriver:

Men det hjalp jo netop da hun slog sig selv - der ignorerede vi hende og så stoppede hun med tiden. Det så netop ud som om hun gjorde det for at få vores opmærksomhed..?

Men vi siger allerede STOP til hende, beder hende "aee" istedet for og være sød. Er det en situation hvor hun er gal, ikke får sin vilje eller en klods ikke vil det rigtige sted hen - du ved, de der kasser med klodser Så viser vi hende det og siger, det er okay at være gal, men prøv lige og se her!

Får hun som sagt ikke sin vilje, fortæller vi hende at det er træls nogle gange og forklarer hende hvorfor hun ikke må få noget eller lign...?

Ok. Pyhh det kan jo være svært at guide 100%, når ikke man kender barnet og har set det i situationerne.

Jeg oplever jo tit disse ting i mit arbejde, men der har jeg noget konkret at arbejde ud fra, da jeg jo har barnet ved mig

Isabeau skriver:

Vores datter på snart 2 år (d. 21. sep.) bider, slår, kradser, sparker, hiver i hår, niver, slår hovedet ned i gulvet, væggen og lign., når der er noget som ikke går efter hendes hoved.

Det er blevet bedre med at hun ikke slår sig selv mere - det hjalp at vi simpelthen bare ignorerede hende.

Vi overvejer at ignorere hende, når hun er ond ved os - bare sætte hende fra os eller gå væk fra hende, når hun begynder at slå eller bide. Fortælle hende at vi ikke gider snakke med hende, hvis hun ikke kan være sød..?

Det virkede en overgang at når hun var sur, så bad vi hende slå i en pude istedet for, men det dur bare ikke mere

Ved snart ikke mere?

Malou kan også få nogle ret voldsomme flip. Gerne ét om dagen...
For os er det jo småting, men for sårn nogle små væsner er det jo som om hele verden bryder sammen
I dag blev hun fx rigtig rigtig gal fordi hun skulle ha en ren ble på inden vi skulle gå tur. Hun ville bestemt ikk ha nogen ren ble på, hun ville bare ud og gå NU!!
Og her til aften da hun sku i bad. Jeg havde kaldt på hende mange gange, og måtte til sidst ind på hende værelse og hente hende. Der blev hun også rigtig gal.
Hun reagerer ved at skrige, slå, sparke og rive mig i håret og hun ser fuldstændig vild ud i ansigtet mens hun gør det.
Når hun laver de her numre gør jeg alt for at beherske mig, selvom jeg mest af alt har lyst til at råbe meget meget højt. Jeg holder fast rundt om hende, mens jeg siger sssshhhhh og taler til hende meget stille, næsten hvisker. Og så forsøger jeg at aflede hende. Begynder at snakke om noget helt andet...et eller andet der er sket i løbet af dagen. Når hun så er kommet helt ned på jorden igen, og vi kan forsætte med det vi var i gang med, eller skulle igang med, fortæller jeg hende at jeg ikk vil ha at hun slår mig eller river mig i håret, fordi det gør ondt.  
Jeg tror ikk at det med at ignorere er vejen frem. Jeg tror tvært imod at de ska hjælpes igennem 'raseri-anfaldet'. Det er en utrolig stresset tilstand at være i som barn, og så må det ikk være særlig fedt at mor eller far vender ryggen til én