Hejsa alle i skønne enlige mødre c,")

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan i har det med at være enlig mor/far.
Og hvis i er helt alene med jeres barn, og har været det fra start, hvor længe gik der så før i begyndte at date/fik kærste??

Jeg vil ikke definere mig selv som en desperat singel, og så alligevel.... Jeg hungre efter at få et barn mere meget snart Jeg elsker børn og har ALTID gjort det. Jeg vil så gerne have en lille legekammerat til min datter. Men det er jo desværre ikke muligt som single mor, vil gerne at faderen næste gang bliver hos os

Jeg fortryder BESTEMT IKKE, mine valg, og hvis jeg skulle tage valget igen, havde jeg gjort akkurat det samme

Min datter er nu et år, og jeg har ikke set skyggen af en date. Jeg vil så gerne finde mig en der kan elske Milla-Victoria som var hun hans egen... en der kan give hende den faderrolle hun har brug for.
Men jeg gør nu heller ikke noget for at finde mig en. Jeg er ikke til det der netdating... og jeg går ikke rigtigt i byen... så jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg så skal møde folk!!
Vi er lige flyttet til min hjemby for et par måneder siden. Men Thisted er bare en stor bonderøvsby, hvor alle kender alle, og alle ved alt om alle. Hvilket heler ikke gør det hele næmmere!!

Jeg tænker ikke over det til hverdag, men nogengange når bettepigen sover, sidder jeg og får dårlig samvittighed over at jeg ikke har fundet en "far" til hende..... (I ved hvad jeg mener).

Jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan. Men nu har jeg været singel i over 3 år, og har en skillesmisse i bagagen Så ærligt talt ser jeg mig selv leve alene med min datter resten af mine dage... Derfor vil jeg gerne hører hvordan i er kommet videre. gerne lidt solstrålehistorier der kan få humøet op igen

Knus Pernille

send din datter på ferieweekend hos bedsteforældrene og tag i byen med dine veninder!!! din datter vil elske at komme på ferie og bedsteforældrene vil da også elske at få deres barnebarn på besøg!! og du vilda sikkert også elske at få lidt barnefri tid! bare ud med lassoen he he

Milla-Victoria's mor skriver:

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan i har det med at være enlig mor/far.
Og hvis i er helt alene med jeres barn, og har været det fra start, hvor længe gik der så før i begyndte at date/fik kærste??

Jeg vil ikke definere mig selv som en desperat singel, og så alligevel.... Jeg hungre efter at få et barn mere meget snart Jeg elsker børn og har ALTID gjort det. Jeg vil så gerne have en lille legekammerat til min datter. Men det er jo desværre ikke muligt som single mor, vil gerne at faderen næste gang bliver hos os

Jeg fortryder BESTEMT IKKE, mine valg, og hvis jeg skulle tage valget igen, havde jeg gjort akkurat det samme

Min datter er nu et år, og jeg har ikke set skyggen af en date. Jeg vil så gerne finde mig en der kan elske Milla-Victoria som var hun hans egen... en der kan give hende den faderrolle hun har brug for.
Men jeg gør nu heller ikke noget for at finde mig en. Jeg er ikke til det der netdating... og jeg går ikke rigtigt i byen... så jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg så skal møde folk!!
Vi er lige flyttet til min hjemby for et par måneder siden. Men Thisted er bare en stor bonderøvsby, hvor alle kender alle, og alle ved alt om alle. Hvilket heler ikke gør det hele næmmere!!

Jeg tænker ikke over det til hverdag, men nogengange når bettepigen sover, sidder jeg og får dårlig samvittighed over at jeg ikke har fundet en "far" til hende..... (I ved hvad jeg mener).

Jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan. Men nu har jeg været singel i over 3 år, og har en skillesmisse i bagagen Så ærligt talt ser jeg mig selv leve alene med min datter resten af mine dage... Derfor vil jeg gerne hører hvordan i er kommet videre. gerne lidt solstrålehistorier der kan få humøet op igen

Knus Pernille

Hvorfor er du ikke så meget for netdating der er faktisk rigtig mange her inde der har fundet deres kærlighed på nettet. det da vær og prøve men selvfølgelig vil man være uheldig flere gange men hvem ved måske er han på nettet.

Hej...
Ja, jeg er jo også alene, men jeg savner bestemt ikke en mand i mit liv.
Da jeg blev alene med min ældste søn, da var han 1 år og der gik ikke mere end et halvt år før jeg mødte en, det holdt kun i nogle måneder og så mødte jeg de mindstes far da Jeppe var knap 3 år.
Jeppe ser jo heller ikke sin far, men man kan aldrig finde en der vil elske ens egne børn som de vil elske deres egne...det er naivt at tro det og selvom det er hårdt, så må man lære at leve med at ens barn kun har en forældre der elsker det så ubetinget som man nu gør som forældre.
Når du en dag møder en igen, for det gør du helt sikkert...bare ud og møde mennesker, start til sport eller andet...så skal du nok også få flere børn....men din lille datter vil jo stadig og desværre mangle sin bio far, men en socialfar er jo bedre end ingen, men ikke det samme.
Jeg elkser min ældste søn højere end alt andet, men kunne jeg gøre det om, så havde jeg ikke valgt at få ham på dn måde jeg gjorde.
Men din datter har da en mulighed for at møde sin biofar hvis hun ønsker det en dag ikke??
Knus Eva og undskyld mit rodede indlæg-smiler og kan godt forstå du ikke gider netdating

Hejsa.

Jeg er også alene mor. Har min vidunderlige datter Asta Emilie, som lige er blevet 5 år.

Jeg har været alene under graviditet og indtil for et halvt år siden. Hendes far ønsker ikke at have noget med os at gøre, så han har aldrig været inde i billedet. Han har selv valgt det fra., Han har set hende en gang, et par dage efter hun blev født, og siden der har jeg intet hørt eller set til ham.

For et halvt år siden, var jeg så heldig at finde den skønneste kæreste.

Jeg har haft det så skønt med at være alene mor, og jeg har aldrig fortrudt at jeg har valgt at være alene med min datter.Jeg har elsket hvert en minut, men har også ligesom dig været ramt af disse "panik tanker" om finder jeg nogen sinde en, får jeg flere børn, skal jeg vente for evigt skal jeg finde andre måder osv. Jeg havde faktisk indgået den aftale med mig selv at hvis jeg ikke fandt manden i livet inden jeg blev 30 vil jeg få kunstig befrugtning. (Jeg fik min datter som 23 årig)

Du skriver noget om ikke at have fundet "en far til hende". Disse tanker skal du droppe, for hun skal nok klare sig fint uden. Min datter spørger til hendes far, hvilket hun har gjort siden hun var lidt over 2 år. Jeg har altid været ærlig og fortalt hende så meget som hun nu har kunnet forstå. Hun ved at hun sikkert ikke kommer til at se sin far før hun bliver voksen. Jeg har fortalt hvordan han ser ud, hvad han hedder og hvad han arbejder med og sådan. Og så er hun tilfreds og snakker om ham og fortæller om ham til andre.

Nu da jeg hart fået en kæreste, som hun er helt vildt, har vi snakket om det med at kalde ham far eller ej, hvortil hun svarede: Nej jeg vil ikke kalde ham far, jeg har jo en rigtig far, men selvom jeg ikke kalder K........ for far så elsker jeg ham jo også mor.

Jeg tror du skal prøve at slippe tankerne lidt og bare nyde livet og leve det lidt som det kommer og så måske endda sætte et må at hvis du på det og det tidspunkt i dit liv har opnået det og det( tæønker her mand og barn mere) så vuil du gøre sådan og sådan.

Og så skal du slippe din dårlig samvittighedsfornemmelse:0)

Håer du kunne bruge lidt af det, bare spørg hvis der er noget.

hey med diiq jeg er alene , men har heller ikk født endu , jeg har ikk lyst til en ny fyr knuz

Diana/Claus skriver:



Hvorfor er du ikke så meget for netdating der er faktisk rigtig mange her inde der har fundet deres kærlighed på nettet. det da vær og prøve men selvfølgelig vil man være uheldig flere gange men hvem ved måske er han på nettet.

Dennis og jeg fandt hinanden på dating.dk - jeg var heller ikke til net dating men jeg måtte æde mine ord i mig igen da jeg mødte Dennis..... det var love ved første blik (eller JEG MÅ HA DIG.. ved første blik... haha)

Jeg ville altså oprette en pofil derinde hvis jeg var dig!!

knus fra en lykkelig malou