Miss Misho skriver:
Hej piger
Hvad er det for noget med at man ikke må ligge på ryggen og hvorfor og hvornår er det gældende? 
Jeg har godtnok hørt noget om, at det har noget med en hovedpulsåre at gøre, og at det kan gå ud over både en selv og barnet.
Jeg vågner meget ofte ved at jeg er "rullet" over på ryggen. Det er ikke specielt behageligt. Mest fordi det gør alt for ondt i mit bækken.
Men det føles også lidt som om luften bliver taget fra en.
Nogen der ved noget om dette??
Her kan du læse om vena cava syndrom, som er årsagen til at de fraråder at man ligger på ryggen efter 32. uge
Af Lene Skou Jensen Gravid - de 42 ugerUdgivet af Udgivet af Politikens Forlag, Vestergade 26, DK-1456 København K, politikensforlag.dk
Kvinden
Ofte er der et besøg hos jordemoderen i denne uge.
Livmoderen går nu til midt mellem navlen og brystbenet. Igen noterer jordemoderen, hvilken vej barnets hoved vender, hun skønner dets vægt og lytter til hjertelyden.
Livmoderen er nu stor og tynger meget, også mod alle dine indre organer.

BARNETS STØRRELSE
I slutningen af uge 32 er barnet ca. 40 cm langt og vejer ca. 1600 gram. Dets hoved måler ca. 8 cm i diameter.

Sovestilling
Det kan være svært at finde sig til rette om natten. Sørg for, at du har en god madras. Hvis ikke, så køb en ny. Du tilbringer en tredjedel af dit liv i sengen, så det er vigtigt, at du ligger godt. Lig med en pude mellem benene og eventuelt en anden under maven, hvis du føler, maven hviler for hårdt ned på madrassen. Det kan være en idé at låne eller købe en brugt ammepude. De små kugler indeni gør den god til at føje din krop.
Barnet er her vist i ca. halv størrelse.
LIG IKKE PÅ RYGGEN
Hvis du ligger på ryggen, kan du opleve, at du kan blive dårlig. Langs rygraden ligger to store blodårer, aorta, der fører det iltede blod ud i kroppen, og vena cava, der fører det afiltede blod tilbage til hjertet. Når man ligger på ryggen, kan livmoderen hos nogle gravide trykke så meget på årerne, at der kommer mindre blod tilbage til hjertet end normalt. Når der kommer mindre blod til hjertet og dermed mindre ilt til kroppen, kan kvinden få et kortvarigt ildebefindende. Dette kaldes vena cava-syndromet. Barnet kan reagere på samme måde, og dets puls kan falde kortvarigt.
Det er ikke noget, der skader det på længere sigt. Behandlingen er ganske enkelt at vende sig om på siden og blive liggende, til man har det godt igen.
Hvis du skal undersøges i længere tid og ved, at du bliver dårlig, når du ligger på ryggen, er det godt at være opmærksom på dette. Bed eventuelt om en pause indimellem og vend dig så om på siden.
"Må jeg så ikke sove på ryggen?" spørger du måske. Jo, det må du gerne. Men for de fleste gælder det automatisk, at jo længere hen i graviditeten, de kommer, jo mindre har de lyst til at sove fladt på ryggen. Og hvis du én gang har oplevet at blive dårlig i rygleje, er det en god idé at finde en anden stilling.
Barnet
Allerede fra 6. uge begyndte dannelsen af hele barnets fordøjelsessystem. Og i 11. uge blev endetarmsåbningen dannet. Tarmene er nu fyldt med meconium, dvs. den første afføring. Den er grønsort, klistret, næsten lugtfri og kan være svær at vaske af. Det er ikke afføring som hos voksne, men består af galdefarvestoffer, sekreter fra bugspytkirtlen og leveren, afstødte hår- og hudceller, fosterfedt og fostervand, som barnet drikker. Den er desuden lugtfri og fuldstændig steril, da der ingen bakterier er i livmoderen. Først når barnet bliver født og kommer gennem skeden, begynder barnet at "optage" de første bakterier til at danne sin egen naturlige flora.