Tina-Hansen skriver:
fredag d. 05.08.2011 var min termin. og den sidste halve måned er min krop bare gået ned i et sort hul fordi jeg nærmede mig den dato der! ved ikke hvorfor det bliver ved med at være i kroppen på mig? Men nu har jeg altså brug for at skrive ned...
Jeg testede positiv den 26 novemeber 2010 om morgenen, den var svag og var endnu ikke gået over tid, så lægen ville ikke bekræfte det før jeg var gået over tid.. men fair nok, fik det så bekræftet.. Var så i uge 7 plus 5 hos lægen og få det bekræftet da hun først havde tid der, dagen efter lavede vi vandre journal, gik så til den 10.01.2011 og troede jeg var gravid.. begyndte at have en underlig blødning, ikke friskt blod eller noget, men noget min læge alligevel reagerede på. Hun ville se mig med det samme.. Hun mærkede på mig, og kunne umiddelbart ikke mærke nogen forskel i underlivet og lign (altså hun sagde til mig at det ikke virkede som om jeg var gravid, og hvis, så var jeg ihvertfald ikke så langt henne som de troede). så hun ville sende mig til scanning med det samme.. Hun tilbød at kører mig til sygehuset med det samme, hvilket var rigtig sødt af hende.. kom op og fik taget diverse prøver og blodprøver o.lign, også kom jeg ind til scanning... der stod 2 kvinder som sku scanne mig.. sad næsten og fik en sommerfugl for nu sku jeg da se min baby for 1 gang... det var indvendig scanning, hun stod i 7 min og tjekkede og sagde ingenting... så vendte hun skærmen så mig og min forlovede kunne være med, så forklarede hun : Ja tina jeg kan se du har været gravid, men det som om at det er gået i sig selv igen allerede i uge 6. der ligger en lille bitte embroyn der og din pose (hvor baby lå i ,(kan ik huske hvad det hedder)) den er ved at nedbryde sig selv.. og kan desværre ikke se noget hjerteslag... aaav mit hjerte, tror seriøst hele verdenen gik i stå.. hun fik tåre i øjnene og måtte vende sig om (hvilket jeg ikke havde troet en læge gjorde(altså fik tåre i øjnene)), men det må jo os være hårdt for dem at sige det?? .. nå men jeg fik lov til lige at sunde mig... så mig og min forlovede gik ud på badeværelset hvor jeg ku komme i tøjet igen, også brød vi begge bare sammen .. vi kunne ikke finde ro i os selv, men vi tog os sammen i 5 min for lige at gå ind og få mere at vide.. Lægen fortalte så at de ville give mig nogen piller som skulle fjerne resterne. Og jeg sku selv gøre det.. så fik sådan 4 piller plus 3 "smertestillende gigt piller" og 6 panodiler med hjem... vores verdenen derhjemme var bare ... ja nedern.. vi lukkede os inde i hvert vores hoved, og jeg ja gjorde mig selv klar til at tage pillerne 1 efter 1... åh hvor var det hårdt... havde en følelse af at jeg tog livet af mit barn nu, selvom det sådan set var dødt... hmmm.. lå 1 time på sengen, og kunne godt mærke at der var noget i gære, faldt i søvn og vågnede ved at jeg nærmest badede i blod selvom jeg havde lavet mig selv en form for ble. gik på toliettet og var derude i 3 kvarter fordi jeg opdagede noget i det som jeg ikke helt troede på.. kunne se det lille embroyn.. begyndende et eller andet og ja.. jeg brød helt sammen, men har ikke sagt nogen til manden overhovedet.. jeg bløder enormt voldsomt i 2 uger, derefter stilner det lidt ned og jeg bløder som i mens agtig i 2 uger mere (4uger i alt), så gik det lidt i stå og havde en pause i 1 døgn.. så var mig og min forlovede på vej op for at handle i brugsen og jeg gik hurtigt ind hos dyrlægen for at finde ud af noget med en af vores chinchillaer.. så kunne jeg mærke at jeg blev våd mellem mine ben og tænkte at det ikke var noget ... så gik ud til min forlovede og sagde at jeg skal finde et toliet.. kan mærke det bare render helt vildt... vi går ind på en mærkelig mekaniker sted og lånte et toilet.. kunne mærke at jeg fik enormt ondt i underlivet .. nåede lige at sætte mig ned på toliettet, også eksploderede det.. ja undskyld detaljerne... det ja sprøjtede bare ud af med mig friskt blod og fik selvfølgelig meget mere ondt i maven og underlivet og blev trukket sammen i bare kramper.. min forlovede ringede til vores læge først for at høre hvad han sku gøre.. og lægen sagde bare : du skal slet ikke snakke med mig knægt, du skal bare ringe 112.. det gjorde han så... 5 min senere kom der en ambulance med fuld udrykning de kom ind og sku jo have en historie og skrive, og de stod begge lægerne og gloede som om jeg var skør i hovedet.. de syntes det var mærkeligt at jeg havde blødt i så lang tid efter en MA/SA .. nå men de fik mig på briksen, og de kørte igen med fuld udrykning mod næstved sygehus.. blev enormt køresyg af deres kørsel men brækkede mig heldigvis ikke.. vi nåede frem og blev lagt på ene stue og sku have alt mit tøj af for neden så de ku tjekke mig, og det sev ud med blod stadig, og hun tjekkede om jeg evt havde rifter eller lign hvilket jeg ikke havde... kom så op til scanning, og de stod længe og kiggede... umiddelbart var alt ude, men hun var ikke sikker, så fik flk 2 piller med mig hjem (og det var ikke mens sagde de, for normalt ville man kunne se det på scanning sagde hun).. pillerne var dog ikke nødvendige... det hele kom ud om aftenen da vi kom hjem... ikke særlig lækkert at opleve, slet ikke på den måde... havde det som om at jeg var gravid 2 steder fordi jeg blev ved med at bløde.... blødte derefter 2 uger mere ... også stoppede det oog havde pause på 1½ uge også begyndte det igen - bare som alm mens denne gang... siden har jeg bare haft tankerne om hvordan jeg kan glemme det??
har det aller bedst når jeg er på arbejde eller laver noget som ikke har noget med børn og gøre... Men... arg??? come on, jeg vil bare gerne kunne blive gravid igen og få mit ønskebarn... og tænker hele tiden om længden på blødningen måske har gjort at det tager længere tid at blive gravid ?? undskyld det lange indlæg men har længe ville skrive det ned, og nu blev det altså fordi det imorgen ville have været min termins dag... Undskyld hvis det blev rodet og undskyld at det blev fucker langt... men alligevel tak hvis i læste med hele vejen igennem..
Måtte bare af med det nu, og kan allerede mærke at det hjalp lidt at skrive det hele ned... beklager at det måske nogen steder er lidt detaljeret .. (:
Hilsner fra Tina som meget snart gerne vil stå med en positiv test i hånden 
Du skal da slet ikke undskylde dig selv. Det er da en forfærdelig oplevelse i har været igennem. Kan godt forstå at dagen er hård. Jeg ønsker Jer alt det bedste, og at du snart får din ønskebaby.
Ved hvor hårdt det er at kæmpe for det, og at miste. Det bør igen gå igennem.
