Hej
Stort set alle officielle steder på nettet står der om moderkagebiopsi og fostervandsprøve under et, at risikoen ved at få dem foretaget er 0,5-1 %.
Moderkagebiopsien kan foretages på tidspunktet for nakkefoldsscanningen - såfremt din termin er fastsat korrekt og moderkagen er stor nok. Jeg har set et eksempel herinde på en pige, der måtte komme igen, fordi moderkagen skulle være større. Så vidt jeg husker, skal man være i uge 16 for at få foretaget fostervandsprøve - simpelthen fordi der tidligere ikke er nok fostervand og risikoen før dette tidspunkt er meget større.
Jeg fik at vide af lægen, til nakkefoldsscanningen, at risikoen for fostervandsprøven var mindre end for moderkagebiopsien og ventede vi til 16+6 var den da endnu mindre.
Jeg fik en dags betænkningstid mellem min "første" nakkefoldsscanning og nummer to, fordi jeg dagen efter skulle scannes af en læge, som så også kunne foretage moderkagebiopsien. Jeg er 37 og fik risikotallet 1:56. Jeg havde nået at læse en masse om det og vidste på forhånd, at jeg havde de to muligheder og at der var mindre risiko ved at vente på fostervandsprøven. Så jeg sagde til lægen, at med mindre hun fandt sikre fejl/misdannelser under scanningen, ville vi vente på fostervandsprøven. Min nakkefoldsscanning blev foretaget ret sent i den planlagte periode for nf-scanning, fordi jeg blev rykket en uge i termin ved første nf-scanning.
Der er plusser og minuser ved begge. Nogle siger moderkagebiopsien gør rigtig ondt, nogle vælger moderkagebiopsien fordi svaret foreligger i løbet af få dage, nogle kan ikke holde ventetiden ud og skal bare have svaret og aborten hurtigst muligt, hvis der er kromosomfejl. Babyen er vokset til ca 17 cm inden fostervandsprøven og det kan være mere psykisk belastende dels at have båret barnet i 2-3 uger mere - med hvad dertil hører af graviditetssymptomer - dels at skulle "føde" et noget større barn i tilfælde af abort. Medicinsk abort bliver foretaget i begge tilfælde.
Husk at doubletesten (blodprøven + nakkefoldsscanningen) er en statistisk risikovurdering. Det er ikke en undersøgelse, der siger noget om, at der er noget galt med dit foster. Ved en høj risiko (i Danmark sat til over 1:300) tilbydes man moderkagebiopsi eller fostervandsprøve, som er så godt som 100 % sikre.
Du og din mand alene kan træffe den afgørelse, der er bedst for jer. Men jo bedre oplysningsgrundlag I har, des bedre er I også rustet til at tage den rigtige beslutning. Husk at du har agtindsigt, så du kan ringe til din læge og få tallene fra blodprøven. Det kan allerede der give dig svar på om du, ud fra den, har en højrisikograviditet eller ej. Der måles to værdier HCG - human choriongonadotropin og PaPPA - pregnancy associated Plasma Protein A. Spørg om tallene er i orden.
Vi så på det sådan, at vi ikke turde risikere livet af et helt normalt ønskebarn, så vi kunne få svaret 2-3 uger tidligere. Det var hårdt og ubehageligt at vente, nok mest for mig, der kunne mærke det voksende liv, men jeg tænkte på at det var for barnets skyld.
Jeg håber det bedste for jer og at I finder en løsning, der passer til jer.
Kram
Moms