Så kom hun endelig til verden - vores skønne lille datter 
Jeg vågnede søndag morgen d. 17.7 (på min termin) med nogle underlige svage smerter i lænden . Havde samtidig lidt dårlig mave, så tænkte ikke videre over det. Men jeg stod op fordi de blev ved med at vende tilbage.
Da klokken blev omkring 13.00 var jeg rimelig sikker på at det var veer. Det gjorde ondt både foran i underlivet og bagpå lænden og de kom med ca 10 minutters mellemrum. Jeg ringede til fødegangen for at høre hvad jeg skulle gøre, og jeg fik at vide at jeg skulle blive hjemme lidt endnu og ringe igen om et par timer. Vi begyndte at skrive tiderne ned fast fra omkring kl. 15.00. Fra kl. 16.00 kom veerne med 4-5 minutters mellemrum og gjorde rigtig ondt. Jeg ringede igen, men fik igen at vide at jeg skulle blive hjemme så længe jeg kunne for at undgå at de sendte mig hjem igen. Men da kl. var 17.30 var de så slemme at jeg ikke kunne holde det ud længere og jeg insisterede på at komme ud på hospitalet.
Vi kom ud på Hvidovre kl. 18.30 hvor det viste sig at jeg var 4 cm. åben. De målte lillepigens puls som var meget høj. Jeg skulle ligge i 20 minutter med pulsmåleren på maven. Efter 30 minutter var hendes puls stadig meget høj og jeg havde åbnet mig yderligere 2 cm, så fødslen var lige om hjørnet. Vandet var stadig ikke gået, så det prikkede de hul på. Men jordemoderen var i tvivl om hvorvidt den lille kunne klare en fødsel og jeg fik at vide at det kunne ende ud i enten sugekop eller akut kejsersnit.
Jeg brød helt sammen. Det var en blanding af at veerne nu gjorde så sindssygt ondt og jeg blev så bange for om min lille pige ville klare den.
Blev så kørt over på en fødestue hvor det lige pludselig vrimlede med sygeplejersker og jordemødre.
En læge skulle lige kigge på den strimmel pulsmåleren udskrev, så ville hun tage stilling til hvad der skulle ske. Derudover skulle lægen også tage en blodprøve fra babyens hoved, og skulle derfor ind med en kikkert.
Husker ikke så meget i detaljer fordi alting gik så stærtk og fordi jeg havde så ondt hele tiden.
Omkring 10 minutter efter at jeg var kommet op på fødestuen kom en læge og sagde at de var nødt til at foretage et akut kejsersnit og at det skulle gå lidt hurtigt med at få mig ind på operationsstuen. Så mig op i en kørestol og ind på operationsstuen hvor alt bare virkede total kaotisk. Jeg kom op på briksen og skulle op og sidde overskrevs på den for at få lagt en rygmarvsbedøvelse. AAAV for heeelved det gjorde ondt, men hvor var det en befrielse at blive fri for veerne. Jeg var vågen under hele forløbet, og tudbrølede det meste af tiden. Jeg var jo slet ikke forberedt på at det skulle foregå sådan, jeg havde set frem til at føde hende selv.
Endelig, kl. 20.32 kom den lyd jeg havde ventet på; hendes gråd da hun kom ud. Det var SÅ stort, og jeg tudede ENDNU mere , men denne gang af glæde.
Farmand stod ved hende imens hun blevet tørret og fik tøj på og jeg blev syet sammen. Fik hende først i mine arme over på opvågningen. Det var sådan en skøn følelse at sidde med hende, det var fuldstændig uvirkeligt.
Vi var på hospitalet indtil tirsdag aften, nu er vi bare herhjemme og nyder hver eneste dag, hun er den mest fantastiske lille pige 
