Barnløshed - Når man ikke er herre i eget liv

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

3.026 visninger
6 svar
0 synes godt om
13. november 2008

Trine2

Skrevet af Trine Hostrup Dige

Den eneste gang, hvor jeg ikke brugte prævention, blev jeg gravid. Så sådan troede jeg naturligvis også, at det ville være nu, hvor min nye kæreste og jeg gerne ville have et fælles barn.

Indrømmet, jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle stå i den situation, at det var mig, der ikke kunne få ønskebarnet.

Den eneste gang, hvor jeg ikke brugte prævention, blev jeg gravid. Så sådan troede jeg naturligvis også, at det ville være nu, hvor min nye kæreste og jeg gerne ville have et fælles barn.


Det barn, der ikke er

Jeg blev rigtig rigtig skuffet, da jeg første måned uden p-piller fik min menstruation. Også mere end der nok egentligt var rimeligt. Og det skulle så blive en tilbagevendende skuffelse måned efter måned i 1½ år.

Jeg skal ikke trætte læseren med lange beskrivelser af selve behandlingsforløbet. Der findes en masse informationer om behandling af barnløshed på nettet. Ligesom de informationer, man får på den fertilitetsklinik, man er tilknyttet, er meget detaljerede, og der indkaldes til møde på klinikken, hvor lægen forklarer hele forløbet meget detaljeret, og her er der mulighed for spørgsmål. Nogle steder er der en ”Klar- parat- skole”, inden behandlingen kan gå i gang.

Selvom man ikke har prøvet det eller har stået i den situation, at man ikke kunne blive gravid, er det nok næppe nogen overraskelse, at det er ubehageligt at være i behandling for barnløshed. Dels er der det fysiske, hvor hormonstimulering kan give hovedpine, kvalme, vægtøgning mm. Der er alle indsprøjtningerne, der alt efter, hvor hardcore man er, kan være ubehagelige, og som kan give blå mærker (dette vænner man sig dog til).

Dels er der den psykiske side af behandlingen, hvor man kan opleve humørsvingninger og vekslen mellem skyhøje forventninger, hvor man tænker: " YES! Denne gang er den der, jeg VED det bare…" og så den enorme skuffelse over, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Selvom det aldrig blev til en graviditet ved enten inseminatioen eller IVF, så er det, som om man sørger over et barn. Det barn, der ikke er, kan i perioder fylde lige så meget som det barn, der er der. Det kan være svært for andre at forstå, og derfor kan man ofte være uendelig ensom i sin sorg, for hvordan kan man sørge over noget, der ikke er? Men det kan man.

Naturligvis har jeg i perioder været nødt til at tale med store bogstaver til mig selv, så den baby, der endnu ikke er, ikke kom til at fylde det hele i mit liv. På samme måde som min snart 8 årige datter Caroline jo heller ikke fylder alt i min tilværelse. Det kan være meget godt at have med – det er ikke let i praksis – og det kan hjælpe med at sætte tingene lidt i perspektiv, når man får tunnelsyn.


Ikke herre i eget liv

Èt andet aspekt, som kan være svært i behandlingen for barnløshed, er følelsen af ikke at være herre i eget liv. Jeg kan ikke lave aftaler ud i fremtiden, week-end ture og ferier kan ikke planlægges, da jeg har scanninger, som skal foretages om ikke dagligt så hver anden dag eller ugentligt, når behandlingen kører.

Derudover er det nærmest på klokkeslæt, at indsprøjtningerne skal tages, og det er ikke altid, man har lyst til at stikke sig i maven ude i byen. Derudover skal selve insemineringen eller ægudtagningen/ ægoplægningen jo foregå på ægløsningstidspunktet, så her er det naturligvis nødvendigt, at man ikke sidder på den anden side af kloden eller bare er i sommerhus. Planlægning af logistikken kan tage vejret fra én.


Den nødvendige løgn

Det kan heller ikke undgås, at ens arbejde påvirkes af, at man er i behandling.
Jeg har ikke haft lyst til at forklare mine kollegaer om min og kærestens "projekt barn". For det går det hen og bliver: Et projekt! Derfor har jeg været nødsaget til at lyve. Det er ikke særligt rart, og jeg tror, at jeg for mit vedkommende har løjet om det, fordi det først og fremmest er meget privat. Både den følelsesmæssige som den fysiske side af det.

Jeg har løjet, fordi jeg ikke havde lyst til, at de skulle gå og tænke, hvad der så skal ske på arbejdet den dag, jeg bliver gravid, føder og skal på barselsorlov. Jeg har løjet, fordi jeg ikke vil være én, det er synd for. Og jeg har endda løjet over for nogle veninder, fordi jeg helt klart fornemmede, at de ikke troede, at jeg glædede mig på deres vegne, når det lykkes for dem at blive gravide, og så at blive skudt i skoen, at man er misundelig, jaloux mm. Jeg er rent faktisk i stand til at skille min sorg fra andres glæde.

Der er mange grunde til, at man ”lyver” omkring det. Det korte af det lange er, at det ikke er rart at stå at lyve over for andre mennesker.


To problemer i ét

Fertilitetsbehandling kan også være svært i forhold til kæresten/ ægtemanden. Jeg har reageret meget anderledes end min kæreste. For ham er det sådan, at nu er vi i behandling, og så er vi det, indtil jeg bliver gravid, eller vi beslutter os for at droppe det. Jeg, derimod, bliver ked af det hver måned, jeg bliver skuffet, jeg bliver mismodig og får negative tanker om, at det aldrig lykkes. To reaktioner, der går meget dårligt sammen.

Jeg har været vred på min kæreste over al den tid, som jeg skal bruge på scanninger, jeg har været vred over, at det var mig, der skulle spise piller, stikke mig, være obs på livsstil mm, mærke ubehaget/ smerten ved at få æggene taget ud, mens han bare skulle aflevere sin sæd i et glas. Det er naturligvis sat på spidsen, og sådan tror jeg, at det er, når man får tunnelsyn og kun kan se tingene fra ens eget snævre synsvinkel.

Så i stedet for at have ét problem (barnløshed) har vi to – fordi vi kommer op og skændes, han føler sig magtesløs (og det er han også og vil komme med plausible forklaringer, der helst skal ændre min reaktion. Jeg vil gerne holdes om og have at vide, at han godt forstår, at jeg er ked af det, og få at vide, at han også er ked af det. Jeg vil have lov at græde og være urimelig, for jeg ved, at det kun tager et par timer, så er gå-på-modet tilbage. Han føler sig utilstrækkelig som kæreste og mand, fordi han ikke kan gøre mig glad. Og sådan kører det rundt. Der er ingen kontakt, og det gør ondt.


”Jeg gør det for min skyld”

Jeg spørger ind imellem mig selv, om jeg skal fortsætte. På en god dag mærker jeg taknemmeligheden over, at jeg rent faktisk har et barn, og der er mange, der aldrig får det – der er behandlinger, der ikke lykkes. Jeg kan på en god dag sige til mig selv, at selvfølgelig sker det også for os, at vi får en baby sammen.

På en dårlig dag er der intet godt ved noget som helst, og ensomheden fylder det hele.

Og hvad er der så indimellem de to poler: Hvad er pointen med mit indlæg om barnløshed?

Jeg tror, at jeg er nået dertil, at går man i behandling for barnløshed, så er der én ting, som der kan være rigtig godt at have i baghovedet, og det er, at man gør det af rent egoistiske årsager; man gør det for sin egen skyld.

Det kan lyde underligt i manges ører, og jeg har da også hørt kommentarer om, at det er da noget, man gør sammen. Og til dels ja, for man gør det jo, fordi man ønsker at blive et forældrepar.

Og alligevel tror jeg, at det indimellem kan være meget klogt og hjælpe mod selvmedlidenhed, hvis man siger til sig selv, Jeg gør det for min skyld!

Det har i hvert fald hjulpet mig, når jeg syntes, at kosmos vendte sig mod mig, og alt gik galt, da at tænke: Husk, du gør det for din egen skyld! Så er det slut med offerrollen. Og derfor er det stadigt hårdt, men man kan se livet i alle de nuancer, det byder på.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

13. november 2008

Moderator

Profilbillede for Moderator

Er eller har du været i fertilitetsbehandling for at få dit ønskebarn?

Eller kunne du bare godt tænke dig at vide lidt om, hvordan det mon føles at gå igennem et behandlingsforløb?

Så læs denne super artikel og få indblik i en situation, der er langt hårdere, end man måske lige går og tror.

God læselyst


Karoline

Anmeld

13. november 2008

Pia

Vi har selv været i behandling for og få vores datter og det barn vi nu venter..
Jeg følte næsten det var mig der havde skrevet den artikel.
Den er kanon skrvet og meget tankevækkende også selvom man selv har været det hele igennem..

Rigtig god artikel.

Anmeld

13. november 2008

Bastian

Pia skriver:

Vi har selv været i behandling for og få vores datter og det barn vi nu venter..
Jeg følte næsten det var mig der havde skrevet den artikel.
Den er kanon skrvet og meget tankevækkende også selvom man selv har været det hele igennem..

Rigtig god artikel.


Ja, jeg kan også nikke genkendende til det meste. Jeg blev interviewet til en bog "Ønskebørn" om det at gå igennem fertilitetsbehandling og kommer ind på stort set alt det, som artiklen også omhandler. Jeg håber, at behandlingen snart bærer frugt...

Anmeld

13. november 2008

Miamaja

jeg har gudskelov ikke skulle igennem fertilitetsbehandlinger og haaber heller aldrig jeg skal det. Har allerede faaet mit onske barn
stort knus til dem der skal igennem det

Anmeld

8. juli 2009

oo

jeg sidder her og overvejer om jeg evt skulle sende et link til min mor og mine søstre. det beskriver rigtig godt hvordan det føles og det kan være rigtig svært at forklare selv, fordi jeg blir enormt påvirket hver gang jeg skal skrive om de her ting.
jeg måtte også lige synke en gang da Trine skriver at det barn der ikke er kan fylde rigtig rigtig meget. jeg blev gravid udenfor livmoderen i december/januar og endte med (efter først at have fået at vide at jeg var igang med at abortere, for derefter at se at hcg fortsat steg, men uden de kunne finde et foster, så fik jeg en cellegiftsprøjte, hvilket var utrolig uvirkeligt (tænk at få gift sprøjtet ind i sin krop for at slå det ihjel man allermest ønsker sig!)  at jeg kom  på operationsstuen med helt enorme smerter i underlivet og fik fjernet et foster der altså sad på venstre æggeleder. det barn fylder nogle dage hele min verden og andre dage er de bare en tanke. jeg skulle have født i september og det er med gru at jeg ser september nærme sig. så ja, det barn der ikke er, er et man sørger over og jeg tror at sorgen over vores mistede lille celleklump først bliver mindre hvis det en dag lykkedes at blive gravide og fuldføre. men hvem ved? det var vores første barn og jeg kan ikke forestille mig at jeg nogensinde skulle kunne pakke den kærlighed jeg føler til det barn væk.

det skal lige siges, at vi er i behandling også, vi er erklæret uforklarligt barnløse, dvs alle vores tal er gode og vi burde kunne få børn uden problemer, men det gør vi altså ikke. vi har nu prøvet i 26 måneder og da jeg blev gravid udenfor livmoderen var det vores første inseminationsforsøg. vi har siden været igennem 2 inseminationsforsøg mere og skal igennem et til i august eller september, da vi har fået tilbudt selv at vælge om vi vil fortsætte med insemination eller gå videre til IVF.

Anmeld

26. februar 2010

Alexis - i den virtuelle verden!

"Det barn, der ikke er, kan i perioder fylde lige så meget som det barn, der er der "  Det er lige præcis sådan jeg har det.

Din artikel er fantastisk. Tror jeg måske vil sende den videre til de venner jeg har, som ikke rigtig forstår.

Hvis jeg må?

 

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+