At elske på to forskellige måder...

Hej tøser

Jeg kunne godt tænke mig at få lidt kommentar på noget jeg går og bøvle med i mit hoved og hjerte. Nemlig at gøre forskel på sine børn...

Jeg har jo to skønne piger men jeg elsker dem på to meget forskellige måder! Må man det???

Tilde er min ældste og hende der opfylde min store og altoverskyggende drøm om at blive mor. Kun hende gjorde det jeg i to år troede aldrig skulle ske. Jeg er meget beskyttende overfor hende når Thomas skælder ud eller irettesætter hende. Ikke at han er urimelig, slet ikke men det går lige i hjerte. Samtidig er der nok ingen i denne verden der kan få mit pis i kog på et sekundt som hende. Jeg kan blive SÅ gal på hende. Jeg har høje forventninger til hende. Bliver træt af at hun glemmer ting jeg har sagt så mange gange og skælder hende nok for meget ud :-( Hun er den der gør mig stolt så meget at mit hjerte næsten revner og tårene presser sig på. Jeg elsker hende for den hun er og ville elske at have mere tid med hende. Jeg ville gerne kunne se igennem fingre med flere af de fejl hun gør men det er åbenbart svært for mig. Hun er en dygtig og meget følsom pige. Hun ligner mig helt vildt i personlighed. Ingen forstår Tilde bedre end mig og ingen vil komme til det. Men af og til føler jeg ikke det rækker.

Thea er min nummer to. Hun er bare min trold. Hun tuller og har helt vild meget brug for at blive hold om af sin mor. Meget. Jeg nusser rigitg meget med hende og føler jeg elsker hende bare sådan lidt mere helt tiden og mere afslappet. Hun skriger og er hys men jeg føler mig mere rustet til at takle det hun gør fordi jeg har prøvet det før. Ingen har et forhold til Thea som jeg og ingen vil nogensinde få det. Jeg forstå hende altid!! Hun elsker mig overalt på denne jord. Jeg er bedre til at se igennem finger med hendes fejl og bliver knap så sur på hende. Dog har hun nogle karakter træk som gør at verden ikke altid forstår hende. Hun er en meget specielt pige som skal takles meget bestemt. Det giver mig mange bekymringer...

Jeg vil helst ikke misforståes her. Jeg ELSKER begge mine piger af hele mit hjerte. Men er bare lidt nysgerrig og vil gerne høre om andre har samme tanker som mig. Tror i det er normalt at man elsker sine børn på forskellige måder?? Jeg kan blive helt trist og bange for at der er noget i vejen med mit mor-gen??!!! Hjælp mig lige piger. Er det normalt???

Kristine - der ligepludselig er lidt bange for at sende dette indlæg på nettet

PS: Til jer der genkender tråden så "JA" den er kopieret fra Navlestrengen.dk og skrevet om og sådan. Men jeg ville gerne høre jeres mening.  

 

jeg har læst og tænkt... man må gerne elske forskelligt. Det er jo to forskellige børn, så man kan ikke elske dem ens.

Jeg vil gerne sætte en hel masse flere ord på lige nu, men kan ikke... tankerne skal lige tænkes færdig.

Men en ting kan jeg sige, jeg elsker Mille og Malte forskelligt, begge lige højt, men på hver sin måde

Jeg syntes bare det er fantastisk at de får hver deres kærlighed med det bliver de jo også 2 vidt forskellige personer, og det er jo super godt. Du elsker dem jo begge og er så tydelig i det du skriver.

Og så længe det ikke er vildt åbenlyst for alle og en hver, så er der slet ikke noget galt i det, efter min mening.

Nu har jeg jo kun E, men jeg frygter for den dag jeg får et barn mere, for han betyder alt, og selv nu kan jeg bare mærke, at jeg er nervøs for om nummer 2 vil få så stor en plads som han har. Og det vi har været igennem, syntes jeg også er med til at det giver det lidt ekstra.

Jeg kommer ud af en flok på 3, og har altid været tydelig at jeg betød lidt mere for min mor end de anfdre 2, ikke at hun ikke elsker dem eller noget, men jeg var noget speciel, hendes ønske pige. Og har nu aldrig hørt det vilde brok fra mine brødre. Og er nu ikke altid nemt at være den "bedste" for der er tit nogle krav i det også.

Det er HELT ok, de er 2 forskellige individer, men helt forskellige træk og personligheder. Så selvfølgelig elsker man forskelligt. Og så er nummer 1 bare helt anderledes end nr. 2. Jeg synes man prøver at gøre ALT perfekt med nummer 1, hvor man tager lidt nemmere på det med nummer 2. Ka du følge mig.

Jeg elsker også mine drenge forskelligt men elsker dem lige højt.

Jeg tror det er helt naturligt at elske forskelligt. Og spørgsmålet er jo ikke om du elsker dem, for det er jeg slet ikke i tvivl om at du gør, men at du elsker deres forskelligheder

Jeg har kun August og nummer to er på tale, men jeg vil gerne indrømme at jeg også kan blive bange for nummer to. Nu har mit liv været helt anderledes end så mange andre der får børn. De har haft et arbejde mens de var gravide og efter deres barsel. Det har jeg ikke. August har aldrig oplevet at mor har haft et arbejde. Det er virkelig et nederlag, men jeg må vende det og så sige at det forhold jeg har med min søn det er den store guldmedalje jeg har fået. Og den store frihed vi har sammen vil jeg højst sansynlig ikke opleve med nummer to. Jeg kan også blive bange for ikke at slå til overfor August når der pludselig er to. Tror det er helt naturlige tanker

Stort kram til jer alle 3

Jeg er ikke i stand til lange svar og kloge formuleringer lige nu.

Vil blot sige, at der ikke er noget galt med den måde du tænker dem og føler det på. De er jo forskellige, og tackles forskelligt.
Kærligheden er muligvis også forskellig, men den er jo ikke ulige fordelt?!!

Mine piger er meget elsket begge to, og jeg kan ikke sige den ene over den anden. Men de er stadig to forskellige piger, som jeg tackler og reagerer forskelligt på. De vækker nogle følelser i mig hver især. Men begge vækker stolthed og kærlighed på hver sin måde - I en ligelig fordeling