Fortvivlet.

Jeg har valgt at skrive som anonym da der er nogle mennesker her inde som kender mig, denne debat er ikke oprettet for at der skal diskuteres eller noget den er oprettet for at jeg lige kan få lettet mit hjerte så jeg ikke bliver ved med at være forvirret, fortvivlet og ked af det.

Her kommer det så:

Jeg bor sammen med min forlovede vores vidunderlige søn (fælles barn) og vores kat & hund. Min forlovede og jeg har været sammen i 2 år og nogle måneder nu, lige fra starten har der bare været ting at se til da han også har en datter fra et tidligere forhold, hun er ikke en helt almindelig teenager da hun også har en sygdom borderline (staves) hun bor ikke hjemme hos os da hun bor på et opholdssted for at få behandling, lige fra starten har jeg gjort alt for at vi skulle ha et godt forhold og hun har fra starten altid været glad for mig, jeg har været som jeg er over for andre da jeg ikke ville lave mig om. Vi har haft pige hygge tur og min forlovede og hans datter har fra starten også snakket sammen om hvad hun syntes og om hun nu også var sikker på hun kunne li mig osv. osv.

De 2 har et meget specielt forhold da han i rigtig mange år har været alene med hende, han har ikke været så heldig med at finde kvinder og dem han så har haft har taget røven på ham.

Hun har mange gange trodset sin fars regler og bare været ligeglad med hvad han siger, så er hun bare taget ind til hendes mor som heller ikke er rask. Moren syntes det er sjovt når far og datter ikke snakker sammen så er hun jo in og far er ude.

Min forlovede har ikke så mange regler hun skal følge og har endelig aldrig haft det, vi er ikke helt enige men i lang tid har jeg ikke orket at ta diskutionen med ham, for hver gang jeg sagde noget blev han sur og så blev vi uvenner, men de få regler han har var:

- Hun måtte først få pircing når hun blev 18.

- Ingen tusser før hun blev 18.¨

Og det har hun vidst hele livet, men fordi hun lige satte sig i hovedet at nu ville hun ha en ringede hun en dag og sagde det til ham, mens mig og ham var i Ikea, under hele turen der inde gik han og snakkede/diskuterede med hende i tlf (nej en hyggelig tur)  det endte så med at hun lavede en på sig selv, det blev han så sur over men hun fik alligevel lov til at komme i klub og alt det andet hun havde lyst til, jeg stillede så spørgsmål ved det og så blev han sur og det jeg fik som svar var bare -JEG GIDER IKKE SNAKKE MERE OM DET! hmm...

Nu er vi så ude i at hun nu har 3 pircinger (2 i ansigtet) (1 i navlen) hun ringede til min forlovede i december (var meningen hun skulle holde jul med os) og sagde hun nu havde fået lavet pircing og hun ikke gad at holde jul med os, så vi har ikke set hende i 2 måneder eller hørt fra hende, så ringer opholdsstedet og siger at det ville være en god ide at få en snak og få alt det her ud, i mellem tiden vi ikke har snakket med hende har hun ikke været med til

- Hendes brors dåb.

- Oldemors begravelse.

- Fars fødselsdag.

- Jul hos os.

Hun har svinet min familie til inde på nettet samt hendes egen fætter (fra fars side)

Vi siger så at selvfølgelig vil vi snakke med hende og hun kommer her hjem (lillebror sov mens vi snakkede) vi sad så og snakkede og jeg var rimelig sur over at min familie (som der altid har været der for hende) var blevet svinet noget så groft på nettet, så alle kunne læse det. Og jeg sagde til hende at det ville jeg simpelthen ikke acceptere og hun havde bare at sige undskyld til alle ikke kun til min familie men også hendes fætter og så snakkede vi også om alle de andre ting som var sket. Vi har så ikke hørt fra hende siden og nu siger sagsbehandleren at vi skal tænke over hvad vi bliver uvenner med hende over og at man bare skal sige til hende at det ikke er i orden det hun gør og så ellers bare lade som ingen ting  hmm det får mig bare til at tænke sådan kan man da ikke bare gøre?? eller er det mig der er helt forkert på den...

Hun har siddet og fortalt en masse til sagsbehandleren om at hun bare ville have sin far for sig selv, at hun ikke ville hjem og bo hos ham men ville ind til hendes mor og så ellers bare været rigtig grov i sin mund overfor hendes far, sagsbehandler og opholdsstedet..

Undskyld det er lidt rodet men jeg trængte bare til at få det ud. Tak til jer der læser det  og tak for jeg lige måtte tømme mit hovedet bare en lille bitte smule

Det skal lige siges at jeg sagtens kan forstå han har det svært men det er sku hårdt hele tiden at prøve at hive ham op fra kælderen da han ryger meget langt ned hver gang hun gør de ting og hun ved lige hvad hun skal gøre for at såre hendes far.

ÆV hvor lyder det bare super hårdt for dig! 

Men fantastisk at du har været/er stærk nok til at være sammen med en mand med et sådant barn. Tror jeg helt ærligt at jeg ville have haft svært ved, når du beskriver hvordan din mand reagere. Synes at det er HELT ude i hampen at han ikke vil tale med dig om det, det kan godt ske at det er HANS datter, men det er JERES hjem... 

Ved ikke at tale med hinanden om det, får datteren jo netop rig mulighed for at gøre det som Boarderline personligheder er MEGET kendt for: At lave splitting! Det er jo også det hun gør, når hun er sur på far, og så i stedet tager hjem til mor... Og når hendes mening om dig tæller så meget... 

Kæmpe til dig - håber virkelig at der er lys forude for dig/jeres familie

Holbæktrunten skriver:

ÆV hvor lyder det bare super hårdt for dig! 

Men fantastisk at du har været/er stærk nok til at være sammen med en mand med et sådant barn. Tror jeg helt ærligt at jeg ville have haft svært ved, når du beskriver hvordan din mand reagere. Synes at det er HELT ude i hampen at han ikke vil tale med dig om det, det kan godt ske at det er HANS datter, men det er JERES hjem... 

Ved ikke at tale med hinanden om det, får datteren jo netop rig mulighed for at gøre det som Boarderline personligheder er MEGET kendt for: At lave splitting! Det er jo også det hun gør, når hun er sur på far, og så i stedet tager hjem til mor... Og når hendes mening om dig tæller så meget... 

Kæmpe til dig - håber virkelig at der er lys forude for dig/jeres familie

Mange tak  tro mig det er også super hårdt, det er ikke altid nemt og der har været meget at kæmpe for i de 2 år vi har været sammen, det er bare desværre blevet meget værre siden december. Han er blevet lidt bedre til at snakke men ikke så meget, det der bare er problemet er at vi har nu et fælles barn (han er mit eneste barn) og jeg vil ikke lade alle de her ting gå ud over ham da han ingen skyld har i noget af det her.

Jeg vil også gerne indrømme at jeg mange gange om dagen overvejer at gå fra ham og bare være mig selv, min søn og mine dyr. Det der bare holder mig tilbage er at jeg virkelig elsker ham, han er bare min skat og jeg vil ikke leve uden ham, men samtidig er det også super svært at jeg ser ham hele tiden komme så langt ned og jeg bare skal hive ham op igen, lige nu vil hun ikke se mig og hun sidder og siger at hun hader mig over alt på jorden og også hader min familie, det er jeg endelig ligeglad med det er bare meget hårdt at se hendes far ha det som han har det.  

Ja jeg ved de gør de ting, jeg arbejder til daglig med sådanne mennsker (når jeg ikke lige er på barsel )

Det er bare meget svært at forklare ham de ting som der er sandheden når han ikke rigtig vil indse det og bare gør alt andet end vi har snakket om.

Anonym skriver:

Jeg har valgt at skrive som anonym da der er nogle mennesker her inde som kender mig, denne debat er ikke oprettet for at der skal diskuteres eller noget den er oprettet for at jeg lige kan få lettet mit hjerte så jeg ikke bliver ved med at være forvirret, fortvivlet og ked af det.

Her kommer det så:

Jeg bor sammen med min forlovede vores vidunderlige søn (fælles barn) og vores kat & hund. Min forlovede og jeg har været sammen i 2 år og nogle måneder nu, lige fra starten har der bare været ting at se til da han også har en datter fra et tidligere forhold, hun er ikke en helt almindelig teenager da hun også har en sygdom borderline (staves) hun bor ikke hjemme hos os da hun bor på et opholdssted for at få behandling, lige fra starten har jeg gjort alt for at vi skulle ha et godt forhold og hun har fra starten altid været glad for mig, jeg har været som jeg er over for andre da jeg ikke ville lave mig om. Vi har haft pige hygge tur og min forlovede og hans datter har fra starten også snakket sammen om hvad hun syntes og om hun nu også var sikker på hun kunne li mig osv. osv.

De 2 har et meget specielt forhold da han i rigtig mange år har været alene med hende, han har ikke været så heldig med at finde kvinder og dem han så har haft har taget røven på ham.

Hun har mange gange trodset sin fars regler og bare været ligeglad med hvad han siger, så er hun bare taget ind til hendes mor som heller ikke er rask. Moren syntes det er sjovt når far og datter ikke snakker sammen så er hun jo in og far er ude.

Min forlovede har ikke så mange regler hun skal følge og har endelig aldrig haft det, vi er ikke helt enige men i lang tid har jeg ikke orket at ta diskutionen med ham, for hver gang jeg sagde noget blev han sur og så blev vi uvenner, men de få regler han har var:

- Hun måtte først få pircing når hun blev 18.

- Ingen tusser før hun blev 18.¨

Og det har hun vidst hele livet, men fordi hun lige satte sig i hovedet at nu ville hun ha en ringede hun en dag og sagde det til ham, mens mig og ham var i Ikea, under hele turen der inde gik han og snakkede/diskuterede med hende i tlf (nej en hyggelig tur)  det endte så med at hun lavede en på sig selv, det blev han så sur over men hun fik alligevel lov til at komme i klub og alt det andet hun havde lyst til, jeg stillede så spørgsmål ved det og så blev han sur og det jeg fik som svar var bare -JEG GIDER IKKE SNAKKE MERE OM DET! hmm...

Nu er vi så ude i at hun nu har 3 pircinger (2 i ansigtet) (1 i navlen) hun ringede til min forlovede i december (var meningen hun skulle holde jul med os) og sagde hun nu havde fået lavet pircing og hun ikke gad at holde jul med os, så vi har ikke set hende i 2 måneder eller hørt fra hende, så ringer opholdsstedet og siger at det ville være en god ide at få en snak og få alt det her ud, i mellem tiden vi ikke har snakket med hende har hun ikke været med til

- Hendes brors dåb.

- Oldemors begravelse.

- Fars fødselsdag.

- Jul hos os.

Hun har svinet min familie til inde på nettet samt hendes egen fætter (fra fars side)

Vi siger så at selvfølgelig vil vi snakke med hende og hun kommer her hjem (lillebror sov mens vi snakkede) vi sad så og snakkede og jeg var rimelig sur over at min familie (som der altid har været der for hende) var blevet svinet noget så groft på nettet, så alle kunne læse det. Og jeg sagde til hende at det ville jeg simpelthen ikke acceptere og hun havde bare at sige undskyld til alle ikke kun til min familie men også hendes fætter og så snakkede vi også om alle de andre ting som var sket. Vi har så ikke hørt fra hende siden og nu siger sagsbehandleren at vi skal tænke over hvad vi bliver uvenner med hende over og at man bare skal sige til hende at det ikke er i orden det hun gør og så ellers bare lade som ingen ting  hmm det får mig bare til at tænke sådan kan man da ikke bare gøre?? eller er det mig der er helt forkert på den...

Hun har siddet og fortalt en masse til sagsbehandleren om at hun bare ville have sin far for sig selv, at hun ikke ville hjem og bo hos ham men ville ind til hendes mor og så ellers bare været rigtig grov i sin mund overfor hendes far, sagsbehandler og opholdsstedet..

Undskyld det er lidt rodet men jeg trængte bare til at få det ud. Tak til jer der læser det  og tak for jeg lige måtte tømme mit hovedet bare en lille bitte smule

jeg kan godt følge dig i frustrationerne og at det slet ikke er iorden, hvis hun havde været en som ikke havde haft boderline. dog tænker jeg lidt alle tingene du stort set nævner i det kunne godt være pga. boderline, så kan godt se hvad sagsbehandleren mener, selvom det er rigtig svært bare at sige det er ikke iorden og så glemme det. men man kunne jo tage en snak med en der har forstand på det fagområde og evt. få nogle redskaber til at være pårørende til en med det, for det kan være rigtig svært selv at finde ud af hvad man skal gøre når man er i det.

metteswn skriver:

jeg kan godt følge dig i frustrationerne og at det slet ikke er iorden, hvis hun havde været en som ikke havde haft boderline. dog tænker jeg lidt alle tingene du stort set nævner i det kunne godt være pga. boderline, så kan godt se hvad sagsbehandleren mener, selvom det er rigtig svært bare at sige det er ikke iorden og så glemme det. men man kunne jo tage en snak med en der har forstand på det fagområde og evt. få nogle redskaber til at være pårørende til en med det, for det kan være rigtig svært selv at finde ud af hvad man skal gøre når man er i det.

Ja det er ikke altid nemt.

Vi har fået afvide nede fra hendes opholdssted at vi kunne få nogle papir på hvor de har sådan nogle støtte grupper og det sagde jeg så ja til og vi snakkede om det da vi kom hjem men ja det er så også det for manden høre mig ikke hver gang jeg siger noget om det.  det er ikke nemt at prøve at hjælpe en der ikke rigtig virker til at vil have hjælp

Anonym skriver:

Ja det er ikke altid nemt.

Vi har fået afvide nede fra hendes opholdssted at vi kunne få nogle papir på hvor de har sådan nogle støtte grupper og det sagde jeg så ja til og vi snakkede om det da vi kom hjem men ja det er så også det for manden høre mig ikke hver gang jeg siger noget om det.  det er ikke nemt at prøve at hjælpe en der ikke rigtig virker til at vil have hjælp

jeg kender det kun alt for godt, men må sige det hjalp mig meget at komme til samtaler så man forstod hvad vedkommende gik igennem og hvad man kunne gøre for at hjælpe og hvad man blev nødtil at se igennem fingre med.

giver dig helt ret i det er meget hårdt at se ens mand/kæreste gå fra at være den glade person til at blive trist og ikke vil tale om det, men min erfaring siger mig at på et tidspunkt når de et punkt hvor det går op for dem at de har brug for at snakke og så må man bare huske indtil da at fortælle man er der så snart han gerne vil snakke, for det kan jo tænkes han går med en masse tanker som han egentlig godt vil snakke om, han har måske bare ikke lyst til at hører andres meninger om det lige pt. fordi han selv har så mange tanker.

metteswn skriver:

jeg kender det kun alt for godt, men må sige det hjalp mig meget at komme til samtaler så man forstod hvad vedkommende gik igennem og hvad man kunne gøre for at hjælpe og hvad man blev nødtil at se igennem fingre med.

giver dig helt ret i det er meget hårdt at se ens mand/kæreste gå fra at være den glade person til at blive trist og ikke vil tale om det, men min erfaring siger mig at på et tidspunkt når de et punkt hvor det går op for dem at de har brug for at snakke og så må man bare huske indtil da at fortælle man er der så snart han gerne vil snakke, for det kan jo tænkes han går med en masse tanker som han egentlig godt vil snakke om, han har måske bare ikke lyst til at hører andres meninger om det lige pt. fordi han selv har så mange tanker.

Jeg går også meget op i at sige til ham at jeg altid vil være her for ham, at han skal bare sige til når han vil snakke og at jeg elsker ham af hele mit hjerte.

Anonym skriver:

Jeg har valgt at skrive som anonym da der er nogle mennesker her inde som kender mig, denne debat er ikke oprettet for at der skal diskuteres eller noget den er oprettet for at jeg lige kan få lettet mit hjerte så jeg ikke bliver ved med at være forvirret, fortvivlet og ked af det.

Her kommer det så:

Jeg bor sammen med min forlovede vores vidunderlige søn (fælles barn) og vores kat & hund. Min forlovede og jeg har været sammen i 2 år og nogle måneder nu, lige fra starten har der bare været ting at se til da han også har en datter fra et tidligere forhold, hun er ikke en helt almindelig teenager da hun også har en sygdom borderline (staves) hun bor ikke hjemme hos os da hun bor på et opholdssted for at få behandling, lige fra starten har jeg gjort alt for at vi skulle ha et godt forhold og hun har fra starten altid været glad for mig, jeg har været som jeg er over for andre da jeg ikke ville lave mig om. Vi har haft pige hygge tur og min forlovede og hans datter har fra starten også snakket sammen om hvad hun syntes og om hun nu også var sikker på hun kunne li mig osv. osv.

De 2 har et meget specielt forhold da han i rigtig mange år har været alene med hende, han har ikke været så heldig med at finde kvinder og dem han så har haft har taget røven på ham.

Hun har mange gange trodset sin fars regler og bare været ligeglad med hvad han siger, så er hun bare taget ind til hendes mor som heller ikke er rask. Moren syntes det er sjovt når far og datter ikke snakker sammen så er hun jo in og far er ude.

Min forlovede har ikke så mange regler hun skal følge og har endelig aldrig haft det, vi er ikke helt enige men i lang tid har jeg ikke orket at ta diskutionen med ham, for hver gang jeg sagde noget blev han sur og så blev vi uvenner, men de få regler han har var:

- Hun måtte først få pircing når hun blev 18.

- Ingen tusser før hun blev 18.¨

Og det har hun vidst hele livet, men fordi hun lige satte sig i hovedet at nu ville hun ha en ringede hun en dag og sagde det til ham, mens mig og ham var i Ikea, under hele turen der inde gik han og snakkede/diskuterede med hende i tlf (nej en hyggelig tur)  det endte så med at hun lavede en på sig selv, det blev han så sur over men hun fik alligevel lov til at komme i klub og alt det andet hun havde lyst til, jeg stillede så spørgsmål ved det og så blev han sur og det jeg fik som svar var bare -JEG GIDER IKKE SNAKKE MERE OM DET! hmm...

Nu er vi så ude i at hun nu har 3 pircinger (2 i ansigtet) (1 i navlen) hun ringede til min forlovede i december (var meningen hun skulle holde jul med os) og sagde hun nu havde fået lavet pircing og hun ikke gad at holde jul med os, så vi har ikke set hende i 2 måneder eller hørt fra hende, så ringer opholdsstedet og siger at det ville være en god ide at få en snak og få alt det her ud, i mellem tiden vi ikke har snakket med hende har hun ikke været med til

- Hendes brors dåb.

- Oldemors begravelse.

- Fars fødselsdag.

- Jul hos os.

Hun har svinet min familie til inde på nettet samt hendes egen fætter (fra fars side)

Vi siger så at selvfølgelig vil vi snakke med hende og hun kommer her hjem (lillebror sov mens vi snakkede) vi sad så og snakkede og jeg var rimelig sur over at min familie (som der altid har været der for hende) var blevet svinet noget så groft på nettet, så alle kunne læse det. Og jeg sagde til hende at det ville jeg simpelthen ikke acceptere og hun havde bare at sige undskyld til alle ikke kun til min familie men også hendes fætter og så snakkede vi også om alle de andre ting som var sket. Vi har så ikke hørt fra hende siden og nu siger sagsbehandleren at vi skal tænke over hvad vi bliver uvenner med hende over og at man bare skal sige til hende at det ikke er i orden det hun gør og så ellers bare lade som ingen ting  hmm det får mig bare til at tænke sådan kan man da ikke bare gøre?? eller er det mig der er helt forkert på den...

Hun har siddet og fortalt en masse til sagsbehandleren om at hun bare ville have sin far for sig selv, at hun ikke ville hjem og bo hos ham men ville ind til hendes mor og så ellers bare været rigtig grov i sin mund overfor hendes far, sagsbehandler og opholdsstedet..

Undskyld det er lidt rodet men jeg trængte bare til at få det ud. Tak til jer der læser det  og tak for jeg lige måtte tømme mit hovedet bare en lille bitte smule

forstår godt du syns det hele er hårdt.. ville simpelhen ik læse med uden at sende dig en masse tanker og .. håber i for snakket, og det hele bliver bedre, for er jo ik holdbart det andet

Anonym skriver:

Jeg går også meget op i at sige til ham at jeg altid vil være her for ham, at han skal bare sige til når han vil snakke og at jeg elsker ham af hele mit hjerte.

jeg er sikker på det er det bedste du kan gøre og så bare giv ham den tid og plads han har brug for