Endometriose (i behandlingskrævende grad) rammer ca. 2-4 % af alle kvinder.
Sygdommen opstår, når dele af livmoderslimhinden sætter sig uden for livmoderen i bughulen, som regel i underlivet, på æggestokkene og æggelederne. Vævet vokser og påvirkes af hormonerne på samme måde som livmoderslimhinden (endometrium). Endometriosevævet kan i modsætning til livmoderslimhinden ikke forsvinde ud gennem livmoderen ved menstruationen, men løber ud i bughulen, hvor det medfører en betændelsestilstand og blodcyster. Dette kan være meget smertefuldt. I svære tilfælde kan endometriosen vokse ind i andre organer, bl.a. livmoderens muskulatur, tarm eller blære.
Symptomer
Der er forskellige grader af endometriose. Nogle kvinder er meget plaget af sygdommen, mens andre ingen symptomer af betydning har.
Symptomerne er typisk følgende:
- Smerter før og under menstruation og i forbindelse med ægløsning
- Smerter i forbindelse med samleje
- Kraftige og/eller uregelmæssige blødninger
- Ufrivillig barnløshed: Endometriose kan nedsætte frugtbarheden, ofte pga. sammenvoksninger omkring æggelederne.
Behandling
Da det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor endometriosen sidder, og i hvilken grad kvinden har sygdommen, er det en individuel vurdering, hvilken behandling er den bedste.
Man kan behandle på to måder:
- Medicinsk behandling: Med p-piller eller andre præparater, der kan mindske svingningerne i hormonproduktionen eller helt afbryder kvindens egen hormonproduktion.
- Laparoskopi: En mindre kirurgisk procedure under fuld narkose, hvor endometriosevævet fjernes ved en kikkertoperation.
- Graviditet kan hos nogle kvinder få generne til at svinde.