Fertilitet » Om at være i barnløshedsbehandling

Trine Hostrup Dige har skrevet følgende artikel, hvori hun beskriver de følelsesmæssige aspekter ved at være i barnløshedsbehandling.

Barnløs - Når man ikke er herre i eget liv

Indrømmet, jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle stå i den situation, at det var mig, der ikke kunne få ønskebarnet.

Den eneste gang, hvor jeg ikke brugte prævention, blev jeg gravid. Så sådan troede jeg naturligvis også, at det ville være nu, hvor min nye kæreste og jeg gerne ville have et fælles barn.

Det barn, der ikke er

Jeg blev rigtig rigtig skuffet, da jeg første måned uden p-piller fik min menstruation. Også mere end der nok egentligt var rimeligt. Og det skulle så blive en tilbagevendende skuffelse måned efter måned i 1½ år.

Jeg skal ikke trætte læseren med lange beskrivelser af selve behandlingsforløbet. Der findes en masse informationer om behandling af barnløshed på nettet. Ligesom de informationer, man får på den fertilitetsklinik, man er tilknyttet, er meget detaljerede, og der indkaldes til møde på klinikken, hvor lægen forklarer hele forløbet meget detaljeret, og her er der mulighed for spørgsmål. Nogle steder er der en ”Klar- parat- skole”, inden behandlingen kan gå i gang.

Selvom man ikke har prøvet det eller har stået i den situation, at man ikke kunne blive gravid, er det nok næppe nogen overraskelse, at det er ubehageligt at være i behandling for barnløshed. Dels er der det fysiske, hvor hormonstimulering kan give hovedpine, kvalme, vægtøgning mm. Der er alle indsprøjtningerne, der alt efter, hvor hardcore man er, kan være ubehagelige, og som kan give blå mærker (dette vænner man sig dog til).

Dels er der den psykiske side af behandlingen, hvor man kan opleve humørsvingninger og vekslen mellem skyhøje forventninger, hvor man tænker: " YES! Denne gang er den der, jeg VED det bare…" og så den enorme skuffelse over, at det heller ikke lykkedes denne gang.

Selvom det aldrig blev til en graviditet ved enten inseminatioen eller IVF, så er det, som om man sørger over et barn. Det barn, der ikke er, kan i perioder fylde lige så meget som det barn, der er der. Det kan være svært for andre at forstå, og derfor kan man ofte være uendelig ensom i sin sorg, for hvordan kan man sørge over noget, der ikke er? Men det kan man.

Naturligvis har jeg i perioder været nødt til at tale med store bogstaver til mig selv, så den baby, der endnu ikke er, ikke kom til at fylde det hele i mit liv. På samme måde som min snart 8 årige datter Caroline jo heller ikke fylder alt i min tilværelse. Det kan være meget godt at have med – det er ikke let i praksis – og det kan hjælpe med at sætte tingene lidt i perspektiv, når man får tunnelsyn.

Ikke herre i eget liv

Èt andet aspekt, som kan være svært i behandlingen for barnløshed, er følelsen af ikke at være herre i eget liv. Jeg kan ikke lave aftaler ud i fremtiden, week-end ture og ferier kan ikke planlægges, da jeg har scanninger, som skal foretages om ikke dagligt så hver anden dag eller ugentligt, når behandlingen kører. Derudover er det nærmest på klokkeslæt, at indsprøjtningerne skal tages, og det er ikke altid, man har lyst til at stikke sig i maven ude i byen. Derudover skal selve insemineringen eller ægudtagningen/ ægoplægningen jo foregå på ægløsningstidspunktet, så her er det naturligvis nødvendigt, at man ikke sidder på den anden side af kloden eller bare er i sommerhus. Planlægning af logistikken kan tage vejret fra én.

Den nødvendige løgn

Det kan heller ikke undgås, at ens arbejde påvirkes af, at man er i behandling.
Jeg har ikke haft lyst til at forklare mine kollegaer om min og kærestens "projekt barn". For det går det hen og bliver: Et projekt! Derfor har jeg været nødsaget til at lyve. Det er ikke særligt rart, og jeg tror, at jeg for mit vedkommende har løjet om det, fordi det først og fremmest er meget privat. Både den følelsesmæssige som den fysiske side af det.

Jeg har løjet, fordi jeg ikke havde lyst til, at de skulle gå og tænke, hvad der så skal ske på arbejdet den dag, jeg bliver gravid, føder og skal på barselsorlov. Jeg har løjet, fordi jeg ikke vil være én, det er synd for. Og jeg har endda løjet over for nogle veninder, fordi jeg helt klart fornemmede, at de ikke troede, at jeg glædede mig på deres vegne, når det lykkes for dem at blive gravide, og så at blive skudt i skoen, at man er misundelig, jaloux mm. Jeg er rent faktisk i stand til at skille min sorg fra andres glæde.

Der er mange grunde til, at man ”lyver” omkring det. Det korte af det lange er, at det ikke er rart at stå at lyve over for andre mennesker.

To problemer i ét

Fertilitetsbehandling kan også være svært i forhold til kæresten/ ægtemanden. Jeg har reageret meget anderledes end min kæreste. For ham er det sådan, at nu er vi i behandling, og så er vi det, indtil jeg bliver gravid, eller vi beslutter os for at droppe det. Jeg, derimod, bliver ked af det hver måned, jeg bliver skuffet, jeg bliver mismodig og får negative tanker om, at det aldrig lykkes. To reaktioner, der går meget dårligt sammen.

Jeg har været vred på min kæreste over al den tid, som jeg skal bruge på scanninger, jeg har været vred over, at det var mig, der skulle spise piller, stikke mig, være obs på livsstil mm, mærke ubehaget/ smerten ved at få æggene taget ud, mens han bare skulle aflevere sin sæd i et glas. Det er naturligvis sat på spidsen, og sådan tror jeg, at det er, når man får tunnelsyn og kun kan se tingene fra ens eget snævre synsvinkel.

Så i stedet for at have ét problem (barnløshed) har vi to – fordi vi kommer op og skændes, han føler sig magtesløs (og det er han også og vil komme med plausible forklaringer, der helst skal ændre min reaktion. Jeg vil gerne holdes om og have at vide, at han godt forstår, at jeg er ked af det, og få at vide, at han også er ked af det. Jeg vil have lov at græde og være urimelig, for jeg ved, at det kun tager et par timer, så er gå-på-modet tilbage. Han føler sig utilstrækkelig som kæreste og mand, fordi han ikke kan gøre mig glad. Og sådan kører det rundt. Der er ingen kontakt, og det gør ondt.

”Jeg gør det for min skyld”

Jeg spørger ind imellem mig selv, om jeg skal fortsætte. På en god dag mærker jeg taknemmeligheden over, at jeg rent faktisk har et barn, og der er mange, der aldrig får det – der er behandlinger, der ikke lykkes. Jeg kan på en god dag sige til mig selv, at selvfølgelig sker det også for os, at vi får en baby sammen.

På en dårlig dag er der intet godt ved noget som helst, og ensomheden fylder det hele.

Og hvad er der så indimellem de to poler: Hvad er pointen med mit indlæg om barnløshed?

Jeg tror, at jeg er nået dertil, at går man i behandling for barnløshed, så er der én ting, som der kan være rigtig godt at have i baghovedet, og det er, at man gør det af rent egoistiske årsager; man gør det for sin egen skyld.

Det kan lyde underligt i manges ører, og jeg har da også hørt kommentarer om, at det er da noget, man gør sammen. Og til dels ja, for man gør det jo, fordi man ønsker at blive et forældrepar.

Og alligevel tror jeg, at det indimellem kan være meget klogt og hjælpe mod selvmedlidenhed, hvis man siger til sig selv, Jeg gør det for min skyld!

Det har i hvert fald hjulpet mig, når jeg syntes, at kosmos vendte sig mod mig, og alt gik galt, da at tænke: Husk, du gør det for din egen skyld! Så er det slut med offerrollen. Og derfor er det stadigt hårdt, men man kan se livet i alle de nuancer, det byder på.

Forrige side