Af Trine Hostrup Dige
I mit arbejde som terapeut møder jeg jo ofte mennesker, dér, hvor livet gør ondt, hvor der er sket et eller andet, som har rystet og bragt én ud af den trygge hverdag. Eller det kan være, at man som menneske er ”kørt fast” og trænger til et mentalt boost, så man får hanket op i sig selv og ændret på den eller de ting i sit liv, der udmatter og nedsætter livslyst og livsenergi.
Inden for gestaltterapien, som er den metode, jeg arbejder ud fra, taler man om de fire grundfølelser – glæde, sorg, vrede og frygt. Disse fire grundfølelser er ikke værdiladede, dvs. det er ikke sådan, at man kan sige: ” Der er én god (glæde) og tre dårlige (sorg, frygt, vrede) følelser”. De er neutrale, og i deres sunde form er de meget vigtige og naturlige reaktionsmønstre, når vi udsættes for virkeligheden.
Når vi misterSorg er den reaktion, vi helt naturligt får, når vi har mistet. Når vi mister en, vi elsker, vil vi helt naturligt føle sorg. Sorg er den følelse, vi skal igennem for at komme videre med livet, livet uden den elskede. Og som gør, at man senere kan finde mening og glæde i en ny tilværelse uden den, man har mistet, og at fremtiden trods alt indeholder muligheder, oven i købet ofte nye muligheder.
En stor sorg er naturligvis altid forbundet med en stor forandring. Det bliver aldrig det samme igen, og erkendelse af, at noget er uigenkaldeligt forbi, medfører i langt de fleste tilfælde sorg. Sorg er derfor også den følelse, vi skal igennem for at sige farvel til det, som var.
Vi reagerer forskelligt på denne ”afsked”. I min praksis ser jeg desværre ofte, at forældre ikke har rum til børns sorg. De er måske selv helt knuste og kan ikke overskue kravet fra barnet i sorg.
Og i mine sorggrupper for børn oplever jeg, hvor vigtigt det er, at børnene har nogle at dele sorgen med. Hvis man har én, som man har tillid til, og som ser én, så er verden stadig hård uden mor eller far, og jeg er ikke helt alene.
Førstehjælp til følelserneI sådanne situationer er det vigtigt, at forældre eller andre voksne tæt på, hjælper og støtter barnet i at gå i sorggruppe eller terapi. Her er der mulighed for at græde, skælde ud og være urimelig, uden at man gør de voksne kede af det eller vrede. Det, man har brug for ved kriser og sorg, er en slags førstehjælp i form af en kærlig arm, en voksen, der rummer barnets sorg, et sted, hvor der er plads til at græde ud uden at skulle tage hensyn til andre. Gråden er vigtig, fordi den virker afspændende på kroppen og fjerner den angst, der kan sidde i kroppen. Sorggruppen er et sted, hvor der er forståelse for alle de skræmmende og forvirrende følelser, sorgen normalt bringer med; fortvivlelse, skyld, vrede, hævn, lettelse og skam.
Jeg oplever ikke sjældent, når jeg har børn og unge i terapi, at gråden kommer, fordi jeg f.eks. spørger om, de er andet end kede af det, om de f.eks. også er vrede. Gråden kommer simpelthen, fordi vrede, hævn mm indtil da har været forbudte følelser, og pludselig bliver barnet set, hørt og taget alvorligt, som det er, og skal ikke forstille sig, være tapper eller lignende.
Barnet har brug for et menneske, der kan andet end at trøste, et menneske, der står uden for den private sfære, og som kan stille spørgsmål og lytte.
Desuden oplever jeg ofte, at børnene og de unge har brug for at tale om, hvad der sker med den døde. Kommer han eller hun i Himlen? Hvordan er der dér? Og her oplever jeg ofte, at det slet ikke er nødvendigt, at jeg ved, hvordan himlen er indrettet, hvem man møder osv. Det vigtige er, at der er én, man kan tale med om alle de tanker, man har.
”Det går jo nok alt sammen”I mit arbejde med børn og unge oplever jeg ofte, at samfundet og omgivelserne er bange for, at sorgen skal vare for lang tid. Man skal tage sig sammen, lære at blive glad igen, og det går jo nok alt sammen, du skal bare i gang igen. Velmenende ord, men sjældent særligt virksomme. Det er sjældent, det belønnes at turde være svag, OG det er faktisk tilfældet, når det drejer sig om sorg.
Dét, der er vigtigt i forbindelse med børn og sorg, er, at de ikke kommer ud af deres brudte relation med en nedsat følelse af egen værdi. Det er nemlig heller ikke sådan, at man ikke kan være glad i en sorgproces. Det er de færreste, der er kede af det hele tiden – selvom det føles sådan.
Nogle gange er der i livet brug for at vi kæmper og holder ud.
Andre gange er det bedre at give slip.
Det sidste er ofte det sværeste.
Et par gode råd i forbindelse med børn og sorg:• Vær ikke bange for at tale med barnet om, hvad der sker, når ”vi går bort”. Indrøm at du ikke ved, hvordan himlen ser ud, hvordan Gud ser ud mm. Men fortæl hvad du tror, hvis barnet spørger.
• Hjælp evt. barnet med et slags afskedsritual. Det kan f.eks. være at tegne en tegning til den afdøde, for lidt større børn at skrive et brev – det vigtigste er, at du hjælper barnet med at sætte ”ord” på de mest centrale tanker og følelser i forhold til den afdøde.
• Måske var begravelsen i kirken for overvældende for barnet, så han/ hun knap nok nåede at være ordentligt tilstede – lav evt. et lille ritual, hvor I tænder lys, spiller/ synger en sang barnet holder af.
• Lad barnet komme ud med alle de følelser, det har. Hvad enten det er vrede, sorg, lettelse osv. – der er ingen rigtige følelser. Dét der er vigtigt, er at barnet kommer hel ud af tabet. Når vi erkender et tab og sørger over det – og får lov til det, vil vi med tiden blive mindre vred, ulykkelig mm., og i stedet for være i stand til fortsat i fremtiden at turde træde ind i nye relationer.
