Kære nybagte far!
Tillykke med dit barn. Dette kapitel er skrevet til dig og alle de andre engagerede fædre, som ønsker deres børns bedste og også har lyst til at læse lidt om det. Vi ved godt, at de fleste mænd trygt overlader graviditets- og fødselslitteraturen til deres kærester, men vi ved også, at det er skønt, når ens mand kan overtales til at læse lidt med, og det håber vi, at du hermed er blevet.
Far er "på"
Efter at mændene begyndte at være med til deres børns fødsler i begyndelsen af 1970´erne, er der også kommet stigende interesse for og krav om deres deltagelse i yngelplejen, herunder også som støtte til de ammende mødre. Der er ingen tvivl om, at et nyfødt barn har mest brug for sin mor, men lige fra starten kan faderen komme på banen, og det er kun selve amningen, han ikke kan deltage i på lige fod med moderen. Det er derfor en stor misforståelse, at faderen bedre kan engagere sig i barnet, hvis det får flaske. Der er rig mulighed for at deltage i barnets pleje og knytte stærke bånd, selvom barnet lever af modermælk. Det er også meget bekræftende for en mor at se, at far og barn har det godt sammen og at far er engageret.
Din støtte er uvurderligI forhold til amningen er faderen af allerstørste vigtighed. Det føler du måske ikke selv, fordi det er mor, der har brysterne og rent fysisk er den eneste, der kan amme, men der er al mulig grund til at du som far er er dig din rolle bevidst. Faderens støtte, omsorg og opbakning er særdeles vigtig for, at amningen bliver en succes. Som far i dag har man mulighed for at tage barselsorlov i et vist antal uger, og det kan der være god grund til at benytte sig af. I forhold til amningen kan det give ro på hjemmefronten, hvor moderen kan have brug for megen opbakning i starten. Bare det at huske at få et glas vand eller saft med hen til ammestolen kan være svært, især hvis man har et utålmodigt og sultent barn, og hvis man så også har glemt gylpekluden og telefonen ringer – ja, så er det dejligt med en mand, der lige kan klare det praktiske, mens man koncentrerer sig om at få barnet til brystet.
Ammeperioden er heldigvis ofte meget længere end fars orlov, og det betyder som regel, at mor hurtigt lærer at klare amningen alene. Alligevel kan der være perioder, hvor hun har behov for moralsk opbakning. Om natten, hvor alle er trætte og helst vil sove, oplever de fleste familier at ressourcerne er sparsomme og humøret mest påvirkeligt. Hvis man som far har et fuldtidsarbejde at passe ved siden af familien, er det klart, at man har brug for sin nattesøvn, men sådan er livet ikke med en baby. Mange par skiftes til at tage sin del af byrden, også om natten. Nogle børn er meget rolige om natten og skal bare ammes i søvn et par gange, mens andre i perioder både skal ammes, bøvse og skiftes tre-fire gange, og så er det hårdt arbejde som mor at stå alene med hele opgaven. Her må man tale sammen om opgavefordelingen, helst inden det bliver nat, og eventuelt. skiftes til at gå tidligt i seng eller aftale, hvem der tager den første ble og bøvsetur og så videre.
Moderen har mulighed for at tage en middagslur med barnet, og det retter selvfølgelig op på noget af søvnunderskuddet, men undersøgelser viser, at mænd generelt har et lidt mindre søvnbehov end kvinder, så lad være med at få alt for ondt af dig selv, hvis nætterne ikke forløber helt som ”før børn”. Du kommer igennem det, og fædre, der også deltager i barneplejen om natten, lærer deres barn bedre at kende og scorer i øvrigt mange point rundt omkring - også hos deres kærester…
Viden er vigtigNår du som mand deltager i barnets pasning, er det vigtigt, at du er klar over, hvad der er bedst for dit barn. Det nyfødte, fuldt ammede barn har brug for megen nærhed og kontakt med mors bryst for at vokse sig stort og stærkt. Der er i dag ingen tvivl om, at denne hudkontakt og mors mælk er det bedste, man kan give sit barn i forhold til ernæring, tryghed og sygdomsforebyggelse.
På det psykologiske plan kan der køre mange skjulte og ubevidste spil mellem mor og far i forhold til amning. Der står så meget på spil, når det gælder ernæringen af den lille ny, og de mindste vink, signaler og hentydninger fra en far påvirker i høj grad den ammende mor, positivt såvel som negativt. En nybagt far er måske ikke klar over sin store magt i forhold til moderens selvsikkerhed og tro på, at hun kan amme, men det sker tit, at fædre overfører deres usikkerhed til moderen.
Mange nyfødte virker meget sultne og suttelystne, og som far kan man af mangel på information skubbe på for at den nyfødte får modermælkserstatning i de første dage, selvom det oftest slet ikke er nødvendigt. Det sker af kærlighed og bekymring for den lille ny, men det efterlader også tvivl om moderens evne til at holde liv i sit barn med sin egen mælk. Det er en kedelig spiral, der kan bevirke, at moderen netop er længere om at producere mælk nok, måske hurtigere tyer til modermælkserstatning og måske i sidste ende ikke prioriterer amningen så højt, fordi hun er usikker på, om hun er god nok til det.
Men sådan behøver det slet ikke at gå, for hvis en kvinde får støtte og opbakning, bliver hun en bedre mor og partner, og det ved de fleste mænd også godt. Så hvis du som far tvivler på, om den lille får mælk nok, så sig det meget pædagogisk og måske ikke, når bølgerne går højest og mor er træt, ked af det eller netop i gang med at amme. Støt hende hellere og sæt dig ind i, hvad der skal til for at øge mælkeproduktionen.
Tal om følelserNogle mænd er meget glade for deres kærestes bryster og har svært ved at se dem som maddepoter og i øvrigt konstant uden for rækkevidde, fordi brysterne måske er ømme eller lækker mælk. Andre er stolte af deres kvinde og føler glæde og lyst, når de ser hende amme. Det er ikke unormalt at føle et stik af misundelse, når den lille kan komme til brystet dag og nat, imens man selv pænt må kigge på fra anden parket. Vær ikke bange for at tale om det, men igen er det en god ide at tage det op, når der er ro og fred derhjemme og begge parter har overskud til at snakke om følelser.
I en periode med mindre nærvær, ømhed og sex kan det måske være en trøst, at jo mere man opmuntrer sin kvinde til at amme og samtidig accepterer, at brysterne i en periode er forbeholdt det lille barn, jo gladere og mere ubekymret bliver hun, og det giver højst sandsynligt pote i sidste ende! På samme måde med børnepasningen: Når far og barn er sammen om bleskift, et bad eller en fredelig hyggestund på sofaen, får mor tid til sig selv. Der er måske ikke tid nok til en tur i biffen i begyndelsen, men bare et kvarter på badeværelset eller en uforstyrret telefonsnak med en veninde kan give en træt mor humør og mod på endnu et nap med den lille.
Vær stolt af din kvinde - og af dig selvSå bryst dig af, at du er en rigtig mand, der kan støtte din kvinde og gøre rammerne omkring hende trygge og gode, så hun kan koncentrere sig om at lave mælk til jeres fælles barn. Og trøst dig med, at småbarnsperioden er kort i forhold til et helt liv og et langt parforhold – også hvis man skulle gå hen at få mere end ét barn…
Læs også "Når far er jaloux" i vores store ammesektion "Amning"
Denne artikel stammer fa bogen "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, fra forlaget Iris.