Opret gratis profil  

Fødsel » Hvad skal man have med på fødegangen?

Det vil være meget individuelt, hvad du skal pakke i tasken, når du tager af sted til fødegangen. Det vil blandt andet afhænge af, om du skal føde ambulant eller skal blive på hospitalet.

Der er dog flere ting, der er gode at have med, når du skal føde dit barn. Bliv inspireret af denne liste:


- Hav telefonnummer til fødestedet parat, inden fødslen går i gang, så du ikke skal stå og lede, mens dine veer tager til

- Husk vandrejournal.

- Kopier af jeres dåbs-/navneattester samt vielsesattest. Disse skal bruges til fødselsanmeldelse samt faderskabsregistrering, hvis I er ugifte.

- Når du tager på hospitalet, skal du have noget behageligt tøj på, som du kan bevæge dig frit i, og som er nemt at få af, hvis det lige pludselig går hurtigt, og barnet kommer hurtigere end forventet.

- Badekåbe og hjemmesko, hvis du skal blive på hospitalet efter fødslen

- Toiletsager: Såsom tandbørste, tandpasta, deodorant, hårbørste, elastikker, shampoo, læbepomade, creme, etc. Bind har de på føde- og barselsgangen. Det er en god ide at anvende produkter uden parfume, så barnet lærer din duft at kende og ikke påvirkes af parfumen.

- Tøj til at have på efter fødslen: Du kan låne tøj på hospitalet, men det kan være, at du vil føle dig bedst tilpas i dit eget tøj, så medbring evt. flere sæt. Du skal ikke regne med at kunne hoppe i dine normale jeans med det samme, medbring derfor noget, der er plads i og er behageligt at have på. Det er også en god ide at have en ammebh og ammeindlæg med. Mange ammende kvinder har også glæde af en ammevenlige overdele, så de kan emme let og uden at blotte sig alt for meget. Man kan købe specielle amme-bluse med en åbning ved brystet.

- Tøj til barnet: Du kan på de fleste fødesteder låne tøj og bleer til barnet på hospitalet. Medbring derfor kun 1-2 sæt til barnet. Det vil sige en bodystocking, en sparkedragt, varme strømper eller futter, hue, varm overdel eller flyverdragt, hvis det er koldt. Det er dog en god idé at spørge din jordemoder, hvordan praksis er på dit fødested, og om du skal medbringe noget specielt.

- Autostol og evt. tæppe til hjemturen: Sørg for inden fødslen at være godt instrueret i, hvordan du installerer autostolen, så I ikke er i tvivl, når I skal hjem fra hospitalet.

- Kamera og mobiltelefon: Sørg for, at begge dele er fuldt opladede, og at der er film nok på kameraet. Har I ikke mobiltelefon, så husk mønter til telefonen.

- Underholdning, især til manden. Du vil sikkert ikke have overskud til at læse, spille Stratego, lytte til musik, strikke eller hvad man ellers læser, at man kan gøre mellem veerne.

- Mad og drikke: De fleste steder serveres der ikke for manden under fødslen. Der er dog kiosk og caféteria på de fleste fødesteder. Undersøg åbningstider og medbring forsyninger i tilfælde af, at fødslen foregår om natten eller uden for åbningstiderne.
Forrige side Næste side



© 2014 Baby ApS
Brovej 20 A
8800 Viborg
CVR: 31753333