Kender du dit kærlighedssprog?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.881 visninger
4 svar
0 synes godt om
22. juni 2008

Christina T

Skrevet af Christina Tatarczuk

Føler du nogle gange, at du og din kæreste ikke taler det samme sprog, når det kommer til f.eks. kærlighed. omsorg og opmærksomhed? Få mere viden og inspiration i denne artikel om kærlighedens sprog.

Kender du dit kærlighedssprog?

Får du roser og chokolade, men vil egentlig hellere have tid sammen med din kæreste? Tænker du på, hvorfor din kæreste sukker efter sex og kram, når du faktisk bruger meget tid sammen med ham?

Måske taler I ikke samme kærlighedssprog, og det kan være godt at vide, at vi alle taler ét kærlighedssprog mere end et andet. For det er tit, vi i parforholdet taler to forskellige sprog og derfor ikke føler os fyldt helt op af den kærlighed, vores partner prøver at give os – i bedste mening.

Vi giver som regel det, vi selv gerne vil have, men det er ikke altid, at det er det samme som det, vores partner ønsker og føler sig elsket og værdsat af.

Der findes fem kærlighedssprog, og selvom det er dejligt at mærke dem alle, så er der ét af dem, der virker bedst på dig, når det kommer til at fylde din indre kærlighedsbeholder op! Ét sprog, som der skal mere til af, før du føler, at din kærlighedsbeholder er fyldt helt op.

De fem kærlighedssprog ser sådan ud:

1. Ros og verbale anerkendelser
2. Tilbringe tid sammen
3. Gaver
4. Tjenester
5. Fysisk kontakt

Har du ros og verbale anerkendelser som dit kærlighedssprog, oplever du måske, at du vokser enormt og din kærlighedsbeholder tankes op, når din partner roser og anerkender dig verbalt. Uhm, du dufter dejligt. Dit hår er så smukt. Hvor er du en fantastisk far. Sikke en skøn tilgang til livet, du har. Hvor er du klog.

Har du derimod kærlighedssproget tilbringe tid sammen, vil du føle dig særligt godt tilpas, når I tager i biografen sammen, oplever verden med hinanden, går tur hånd i hånd, sidder sammen i sofaen, går tur i haven sammen eller er i sommerhus sammen i en uge.

Eller måske har du gaver som kærlighedssprog? Er du typen, der virkelig elsker og føler dig set, når din kæreste giver dig roser, chokolade, sender dig et postkort eller forærer dig en flot jakke, så er gaver dit kærlighedssprog.

Er tjenester dét, der får dig til at føle dig særligt elsket og værdsat? Når din kæreste hænger en hylde op for dig, henter dig ved toget, maler din lejlighed eller kører dig på arbejde. Så er det måske tjenester, der er dit kærlighedssprog.

Er du derimod meget afhængig af kys, kram, massage, holden i hånd, sex og fysisk intimitet, så er dit kærlighedssprog fysisk kontakt.

Husk, at en ”tør brønd” elsker alt det vand, der måtte komme, men der er ét sprog, der virker bedre end andre.

Måske ved du instinktivt, hvad dit kærlighedssprog er? Eller måske synes du, der er to sprog, der virker særligt godt på dig? Eller vil du bare gerne have det hele?

En måde at komme tættere på dit kærlighedssprog er at spørge dig selv, hvad virkede bedst på mig, da jeg var barn? I hvilke situationer følte jeg mig mest elsket og værdsat? Når du blev rost? Når I lavede ting sammen? Når du fik gaver? Blev bragt og hentet? Eller når du sad på skødet af din far/mor eller fik et kram? Vores kærlighedssprog kan tit spores tilbage til vores barndom.

Du kan også spørge dig selv, hvorfor dine tidligere forhold gik i stykker? Hvad manglede der? Hvad fik du ikke nok af der? Sex? Ros? Tid? Eller?

Når du spørger dig selv, hvor fyldt din kærlighedsbeholder er lige nu – på en skala fra 0-100, så spørg også dig selv, hvad der skal til for, at den kan blive fyldt helt op. Ligger den fx på 60 – hvad skal der så til, før den er på 100? Måske er svaret, at du ønsker dig mere sex (kærlighedssprog nr 5)? Måske skal din kæreste være mere hjemme (kærlighedssprog nr 2)?

Fortæl din kæreste om de fem kærlighedssprog og fortæl, hvad dit eget sprog er. Fortæl ham eller hende, helt konkret, hvad der gør dig glad, og hvad du gerne vil have. Du kan også bede din kæreste tænke over, hvad hans/hendes kærlighedssprog er – så I begge kan imødekomme hinanden.

Når vi i hverdagen kender og handler på hinandens kærlighedssprog, har vi et godt udgangspunkt for at fylde hinanden og os selv op med kærlighed.

God fornøjelse!

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

22. juni 2008

Moderator

Profilbillede for Moderator

Jeg er fan er nr 5......

Anmeld

20. oktober 2009

Moderator

Profilbillede for Moderator

Her godt et år efter, er jeg stadig stor fan af nr 5

Anmeld

20. oktober 2009

Rasmine

Henrik skriver:

Her godt et år efter, er jeg stadig stor fan af nr 5



Flexer du da stadigvæk ligeså meget med mullerne?

Anmeld

21. oktober 2009

Moderator

Profilbillede for Moderator
Mebach skriver:

 

Flexer du da stadigvæk ligeså meget med mullerne?



Nej, jeg er skrumpet ind til det rene ingenting - det slider at lave Baby

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+