Skrevet af Henrik Johnsen
Ud fra overskriften, kunne man let gå hen og tro, at vi nu skal snakke om store, hvide bryllupper; brude der stikker af i sidste øjeblik; gomme, der svarer nej, når de står foran præsten; eller andre katastrofer der kan opstå, når man vælger at gifte sig. Det skal vi ikke. Der er noget langt mere alvorligt på programmet.
Lad mig starte med at sige, at jeg elsker mine børn. Overalt. Ubetinget. Og så alligevel er der tider, man overvejer, hvilken en af dem man bedst kan undvære. Andre gange er man slet ikke i tvivl om, hvem af dem skal sendes til Afrika, hurtigere end Nick & Jay kan nå at tungeslaske samtlige gæster efter en koncert.
Der er forskel på mænd og kvinder. Det har man forsket i til hudløshed - af mere eller mindre stabile, kloge hoveder herunder en stor gruppe af små, fede, halvgamle, skaldede mænd. Men især på ét punkt er der en stor forskel. Mænd er udstyret med en udadvendt, poseformet kontaktflade, der kan sende selv den største behårede rocker i gulvet, blot en flue lander lidt kraftigt på overfladen. Her er naturligvis tale om testiklerne.
En let berøring kan få vandet til at fosse ud af øjnene af de fleste mænd, med større kraft end hvad Niagara-vandfaldene leverer på en hel måned. Her er altså tale om så store mængder vand, at skridt-sparkede man samtlige mænd i hele verden samtidigt, ville verdenshavene stige med adskillige meter! Med denne syndflod følger der ofte en hyletone, der er så kraftig, at man kan skære mursten med den.
En lille forårsklokke ringer
Vi tog for nyligt i Zoologisk have. Og som børnefamilie, kræver enhver udflugt mere logistik og tålmodighed, end da de Allierede gik i land i Normandiet. Men vi fik det stablet på benene en formiddag, hvor solen skinnede, og humøret var højt. Vi glædede os til at se, hvordan ungerne ville reagere på alle de spændende dyr, da det var deres første tur i Zoo nogensinde.
Vi kører afsted om formiddagen, og alt glider. Trafikken er blid, parkeringsbåsen kunne næsten ikke være tættere på, der er kun én foran os i køen til haven. Vupti! Vi er inde, klar på at se dyr!
På et tidspunkt, efter at have studeret røven på en kamel, når vi til pingvinerne. Vanen tro løfter jeg min ældste op, så hun kan lære om de små svømmende fugle. Begejstret pludrer hun løs og holder godt fast i toppen af hegnet, mens vi kigger på de små sort/hvide grillkyllinger. Jeg står glad og tænker på, hvor skønt livet er, mens jeg smilende inhalerer stanken af rådden fisk og våd fugl.
Pludselig svinder mit syn ind til en lille hvid prik, og jeg hyler så kraftigt, at samtlige løver i Zoo forskrækket kaster sig op i nærmeste træ og forsøger at ligne behårede appelsiner. Min datter har valgt at dele begejstringen over de næbbede sæl-praktikanter ved at hamre hendes hæl direkte ind i daddys løgpose. Her er altså tale om et angreb udført med større præcision og effekt, end da atom-bomben blev kastet over Hiroshima. Man har ikke en chance. Det er så uretfærdigt, man skulle tro, at det var noget, Mogens-Palle havde arrangeret.
Men jeg kommer da til mig selv igen, og oplyser min datter, venligt men bestemt, at hvis hun gør det igen, får hun et lynkursus i rygsvømning af pingvinerne.
Déjà vu… denne gang sparker hun hårdt nok til at knuse en støbejernsklokke, og endnu en gang svinder mit syn ind til en lille hvid prik. Det er i sådan en situation, man ønsker sig, at ens testikler endnu ikke er faldet ned. Kun kærlighed afholdt mig fra øjeblikkeligt at tippe den lille djævel over rækværket… samt de geleagtige arme og ben. Med cirka samme præcision, som når Peter Brixtofte udfylder kommunale bilag, lykkedes det mig at styre i retningen af en bænk og, nænsomt, sætte mig ned.
Store Klaus og Lille Klaus
Det var ikke spændende, men jeg overlevede da trods alt, og smerten forsvinder ret hurtig. Stor var min overraskelse, da det så småt begyndte at gøre ondt igen et døgns tid efter. Men hvad pokker; man skal ikke drage forhastede konklusioner, og det kunne jo være, at jeg havde siddet, så bukserne strammede eller noget i den retning. Smerten aftog dog ikke, faktisk blev den værre, og sidst på dagen lignede jeg mest af alt en Fakta-ekspedient på en travl lørdag formiddag, som har sat sig lige hårdt nok på en kasse med rødvin. Et ansigtsudtryk som en hønserøv.
Hvile hjælper dog på det meste, så jeg gik i seng med håb om bedring.
Næste morgen var jeg godt nok øm. Meget… øm! Til sidst vover man sig på toilet, og med rystende hænder får man syn for sagen. Det lykkedes mig at ramme en tone, der var så høj, at samtlige hunde i kvarteret begyndte at tude. Den højre testikel var svulmet op i sådan en grad, at jeg øjeblikkelig overvejede, om det var muligt at udvide pungen med hud fra lårene, inden den sprækkede! Den venstre testikel lignede derimod sig selv. Det er altså en kokosnød og en lille kiwi side om side. Lidt ligesom at se Poul Nyrup med en alt for lille cykelhjelm - det er på ingen måder et kønt syn.
Jeg har aldrig hørt om sådanne bivirkninger ved et slag under bæltestedet. Det optræder omtrent lige så ofte som et par hotpants i Anders Foghs garderobe. Men lægen kunne oplyse at jeg blot skal vente på, at hævelsen fortager sig, mens jeg går rundt som en gammel mand, der har skidt i bukserne.
Moralen er: Pingviner får det værste op i både børn og voksne.
Anmeld
