Nåårh ok…DET er også kærlighed???

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.850 visninger
4 svar
0 synes godt om
20. februar 2010

Moderskabet

Sofie L. G. RasborgKlumme - skrevet af Sofie L. G. Rasborg

Livet med barn og børn jo ikke kun byder på glæde, lykke og kærlighed. Det byder også angst og frygt.

Hold da op for en lang pause, jeg har taget mig her fra klummeskrivningen. Alt for lang, beklager.

Men der er sket ting og sager, som har taget min tid og opmærksomhed. OG overskud.

Jeg er gravid. Igen. Vi skal have nr. 2.

Det er skønt, fantastisk og vi glæder os, men i modsætning til min smooth graviditet sidste gang, har jeg simpelthen haft det skidt denne gang! Virkelig. Og i lang tid. Puha. Nu er jeg halvvejs i graviditeten, i næste uge venter en organscanning (jubii og lidt åh-åh), og jeg er omsider ved at være ovre kvalme og opkast. Øv, det havde jeg ikke lige kalkuleret med.

Nå. Men det var i virkeligheden ikke det, den her klumme skulle handle om, sådan rigtigt. Den handler nemlig om kærlighed, og om at opdage, hvad den er og også kan være. For der er noget, som jeg lige har opdaget…

 

De forsvundne piger

Som de fleste danskere nok så, var to piger forleden forsvundet i de norske fjelde på en skitur, og der var drama, eftersøgning og helikoptere i luften. Den ene pige er datter af min veninde, og derfor blev jeg nok mere end almindeligt berørt, bekymret og ja..bange for pigernes skæbne. Alt endte jo heldigvis rigtig godt. OG, i tråd med mine tidligere klummer, kom så jeg til at tænke over det der med, at livet med barn og børn jo ikke kun byder på glæde, lykke og kærlighed. Det byder også ANGST og FRYGT. Fra det øjeblik det lille menneske er født, er man bange for at miste det. Og den følelse stopper nok aldrig, så længe man lever.

 

Det bedste og det værste

Og også derfor er det at have fået min lille pige både det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for det kæmpe ansvar og en følelse af ikke at elske mit barn nok eller på den rigtige måde. Følelser, som var lang tid om at slippe mig. Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)

Men på sådan en dag, hvor de piger var forsvundet, og min veninde var dødsensangst for at have mistet sit barn, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg til at starte med synes det var så forfærdeligt at have fået et barn.

Man er gravid den ene dag (la-da-da-diii, vælge-vælge barnevogn..og andre rosenrøde forestillinger). Og den næste. SLAM!!!.

MOR.

Til et helt rigtigt barn…

 

Det ømmeste punkt

Og fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder (OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi ofte glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.

 

Freakshow?

Og igår slog det mig. Dengang jeg sad med kæmpe, spændte mælke-bryster, som mit barn ikke kunne få fat på. Og jeg havde hormoner ud over det hele. Og fortrød at vi nogensinde havde valgt at få et barn, fordi viste sig at være meget mere, end jeg og vi kunne magte. Da elskede jeg! For i bund og grund var jeg bare bange. For at barnet var der, for at hun pludselig ikke skulle være der mere, for at jeg slet ikke egnede mig til at være mor. Dengang troede jeg, at jeg var helt forkert, fordi jeg ikke elskede hende som en mor burde, og fordi jeg åbenbart slet ikke kunne finde ud af at være en mor. Forfærdeligt! Jeg følte mig som en vanskabning. Hvordan kunne jeg, en mor, fortryde at have fået mit lille nye, smukke, perfekte barn? Ravnemor!

 

Den allerstørste kærlighed

Men som med så meget andet, moderskabet har lært mig, så har jeg nu også lært, at DET VAR OGSÅ kærlighed. For kærligheden rummer altså ikke bare lutter lagkage, nyvasket bittesmåt babytøj, og små sunde æblekinder. Den rummer også alt det grumme. Jeg tror, at jeg allerede fra første øjeblik følte, at der var tale om så store følelser, at det ville involvere alt, ALT for meget af det grumme. Og derfor fortrød jeg. Men nu, hvor mit hoved har fået et par år på at hale ind på mine instinkter og kan følge med, er den så sivet ind. Angsten er OGSÅ kærlighed. Måske endda tegn på kærlighed af den allerstørste slags.

Og desværre er de to nok helt uadskillelige. Og har det så ikke også en positiv side? Jo, det synes jeg faktisk. For det siger jo noget om, at jo mere man har at miste, jo meget, meget mere har man at leve for…og med. Helt banalt, men ikke mindre rigtigt af den grund. Og jeg glæder mig over, at det positive langt om længe vejer meget tungere på den følelsesmæssige vægtskål end det grumme.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

20. februar 2010

Pia

Først et stort tillykke med graviditeten... Skønt med familie forøgelse..

 

Og ellers super godt skrevet..
Ordene er som taget ud af min mund..
Jeg har haft præcis de samme tanker føelse du beskriver...
Både da vi fik Lærke for 4 år siden, men særlig da vi fik Louise i Juni sidste år.. Men hun har så heller ikke være nem overhovdet..

Virkelig rammende det du skriver...

Anmeld

20. februar 2010

Bayze

Karoline skriver:

Klumme af Sofie Louise Grove Rasborg

Livet med børn byder ikke kun på glæde, lykke og kærlighed. Det byder også angst og frygt.

Hold da op for en lang pause, jeg har taget mig her fra klummeskrivningen. Alt for lang, beklager.

Men der er sket ting og sager, som har taget min tid og opmærksomhed. OG overskud.

Jeg er gravid. Igen. Vi skal have nr. 2.

Det er skønt, fantastisk og vi glæder os, men i modsætning til min smooth graviditet sidste gang, har jeg simpelthen haft det skidt denne gang! Virkelig. Og i lang tid. Puha. Nu er jeg halvvejs i graviditeten, i næste uge venter en organscanning (jubii og lidt åh-åh), og jeg er omsider ved at være ovre kvalme og opkast. Øv, det havde jeg ikke lige kalkuleret med.

Nå. Men det var i virkeligheden ikke det, den her klumme skulle handle om, sådan rigtigt. Den handler nemlig om kærlighed, og om at opdage, hvad den er og også kan være. For der er noget, som jeg lige har opdaget…

 

De forsvundne piger

Som de fleste danskere nok så, var to piger forleden forsvundet i de norske fjelde på en skitur, og der var drama, eftersøgning og helikoptere i luften. Den ene pige er datter af min veninde, og derfor blev jeg nok mere end almindeligt berørt, bekymret og ja..bange for pigernes skæbne. Alt endte jo heldigvis rigtig godt. OG, i tråd med mine tidligere klummer, kom så jeg til at tænke over det der med, at livet med barn og børn jo ikke kun byder på glæde, lykke og kærlighed. Det byder også ANGST og FRYGT. Fra det øjeblik det lille menneske er født, er man bange for at miste det. Og den følelse stopper nok aldrig, så længe man lever.

 

Det bedste og det værste

Og også derfor er det at have fået min lille pige både det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for det kæmpe ansvar og en følelse af ikke at elske mit barn nok eller på den rigtige måde. Følelser, som var lang tid om at slippe mig. Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)

Men på sådan en dag, hvor de piger var forsvundet, og min veninde var dødsensangst for at have mistet sit barn, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg til at starte med synes det var så forfærdeligt at have fået et barn.

Man er gravid den ene dag (la-da-da-diii, vælge-vælge barnevogn..og andre rosenrøde forestillinger). Og den næste. SLAM!!!.

MOR.

Til et helt rigtigt barn…

 

Det ømmeste punkt

Og fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder (OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi ofte glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.

 

Freakshow?

Og igår slog det mig. Dengang jeg sad med kæmpe, spændte mælke-bryster, som mit barn ikke kunne få fat på. Og jeg havde hormoner ud over det hele. Og fortrød at vi nogensinde havde valgt at få et barn, fordi viste sig at være meget mere, end jeg og vi kunne magte. Da elskede jeg! For i bund og grund var jeg bare bange. For at barnet var der, for at hun pludselig ikke skulle være der mere, for at jeg slet ikke egnede mig til at være mor. Dengang troede jeg, at jeg var helt forkert, fordi jeg ikke elskede hende som en mor burde, og fordi jeg åbenbart slet ikke kunne finde ud af at være en mor. Forfærdeligt! Jeg følte mig som en vanskabning. Hvordan kunne jeg, en mor, fortryde at have fået mit lille nye, smukke, perfekte barn? Ravnemor!

 

Den allerstørste kærlighed

Men som med så meget andet, moderskabet har lært mig, så har jeg nu også lært, at DET VAR OGSÅ kærlighed. For kærligheden rummer altså ikke bare lutter lagkage, nyvasket bittesmåt babytøj, og små sunde æblekinder. Den rummer også alt det grumme. Jeg tror, at jeg allerede fra første øjeblik følte, at der var tale om så store følelser, at det ville involvere alt, ALT for meget af det grumme. Og derfor fortrød jeg. Men nu, hvor mit hoved har fået et par år på at hale ind på mine instinkter og kan følge med, er den så sivet ind. Angsten er OGSÅ kærlighed. Måske endda tegn på kærlighed af den allerstørste slags.

Og desværre er de to nok helt uadskillelige. Og har det så ikke også en positiv side? Jo, det synes jeg faktisk. For det siger jo noget om, at jo mere man har at miste, jo meget, meget mere har man at leve for…og med. Helt banalt, men ikke mindre rigtigt af den grund. Og jeg glæder mig over, at det positive langt om længe vejer meget tungere på den følelsesmæssige vægtskål end det grumme.



Dejligt indlæg - smukt skrevet - tak fordi du deler dine tanker med os:-)

 

Kh Tina 

Anmeld

20. februar 2010

Mira0911

Flot skrevet...

Tillykke med graviditeten...

Anmeld

23. februar 2010

Moderator

Profilbillede for Moderator
Bump

Jeg har synliggjort, at det er Sofie og ikke Karoline der står bag denne klumme

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.