Skrevet af Trine Hostrup Dige
Jeg har læst ”Indret med Feng sui”, jeg har bøger som ”Kys dit Kaos” stående på min reol, jeg er ivrig indkøber af ringbind og faneblade til mine papirer, og alligevel så er det mere Kaos, end det er Stauning i mit hjem. Jeg indrømmer det: Jeg er et rodehoved!
OK, jeg springer ud i det. Århundredets indrømmelse (håber ikke, at min kæreste eller datter læser det her, for så fryder de sig da for vildt) men jeg indrømmer det – jeg er et rodehoved.
Sådan den slags rodehoved, der ikke vil være ved det – den slags rodehoved, der ligesom en anden struds tror, at rodet forsvinder, hvis bare man ikke kan se det.
Det resulterer i, at mine rodeskuffer parrer sig – mine sokker lader sig skille eller lever som singler – mine lakerede trægulve ligner ryatæpper mindre end en time efter, at jeg har støvsuget – ja, jeg kunne fortsætte.
Jeg har læst ”Indret med Feng sui”, jeg har bøger som ”Kys dit Kaos” stående på min reol, jeg er ivrig indkøber af ringbind og faneblade til mine papirer, og alligevel så er det mere Kaos, end det er Stauning i mit hjem.
Jeg er verdensmester i at lave de der helt vanvittige spaghettiknuder af snørklede, indviklede ledninger bag min computer – mine regninger ender i grønsagsskålen på køkkenbordet. Min taske er et virvar af bolcher á la taskefnuller, læbestifter, gule post- it sedler – som, når jeg skal bruge dem, er væk, brugte bagerposer mm.
Det kunne i for sig være fint nok – det frygtelige er, at jeg ikke vil indrømme det. Jeg har nemlig til min skræk fundet ud af, at jeg lever i en indbildt forestilling om at være moderen, der med tandpastasmil serverer Toffifee for min overskudsramte familie. Jeg har forestillingen om, at det er mig, der render i røven på de andre og samler vasketøj op fra gulvet. Jeg er typen, der fornærmet lader en bittersød bemærkning falde om rod og snavs til min rødhårede kronragede kæreste, når støvsugeren stopper til pga. af en platinblond hårbold på størrelse med en rugbybold. I det hele taget så er det gået op for mig, at jeg går og gør mig selv bedre, end jeg er – jeg er blevet en hustyran!
Hvor nederen er det lige? Hvad sker der for mig?
Har jeg virkelig glemt det løfte, som jeg gav mig selv for 7 år siden – om at jeg ville være en glad mor? Er det gået hen og blevet så vigtigt for mig, at alt er på overfladen ser fint og ordentligt ud? Er det ikke lige meget, at man, når man kommer hos os, rent faktisk kan se, at der her bor to voksne mennesker, en 7-årig pige med dertilhørende rend af veninder og en 6-årig kæmpe af en Kleiner Münsterlænder?
Bliver jeg mon lykkeligere af at vores hjem ser organiseret og stilrent ud, at trægulvene ser ud, som om de lige kommer ud af lakeringsmaskinen, og at tøjet ligger sorteret og nystrøget i skabene – og måske det bare hænger sådan sammen, at min vaskemaskine har brug for de ekstra vitaminer, der findes i et par bomuldsstrømper til 19,95 fra HM?!
Og til sidst men ikke mindst, bliver jeg lykkeligere af at gå og bilde mig ind, at det er de to andre, der roder, og ikke mig? Tværtimod – det bliver jeg højst sådan lidt martyragtig af.
Så fra nu af skal det være anderledes. Jeg indrømmer det – jeg synder tappert som den gamle kirkereformator Luther opfordrede datiden til – jeg er et rodehoved. Jeg vil ikke længere være rodestresset. Jeg vil glæde mig over, at jeg er i en familie, der aldrig gør mig arbejdsløs. Jeg vil glæde mig over, at mit hjem måske nok ikke ligner en reklame fra Bo Bedre – men slipper jeg mit rodestressede gen, så bliver det til gengæld måske til et hjem, hvor vi bor og ikke mindst lever bedre.
Det er da værd at prøve.
Ps. Er det tilladt for døtre og kærester at læse på bloggen her?
Anmeld
