Om usikkerhed og erfaringer/ skrumpehjerne

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.793 visninger
4 svar
0 synes godt om
4. november 2009

Moderskabet

Sofie L. G. RasborgKlumme - skrevet af Sofie L. G. Rasborg

Som nybagt mor er det helt naturligt at spejle sig meget i andre mødre i ens omgivelser, og det kan let gøre én usikker på, om man gør det godt nok.

Klumme af Sofie L. G. Rasborg

Jeg har fået en masse dejlig respons på min første klumme, og tak for det. Det giver jo blod på tanden at mærke, at man sender noget af sted, som andre kan bruge positivt, og som medvirker til at skabe det mødrefællesskab, som jeg jo er en stærk fortaler for.

Det bliver godt!

Samtidig vil jeg også sige, at nu skal det jo ikke forstås sådan, at jeg har tænkt mig at skrive klummer med jammer og klage og tristhed over livet som mor. Det er bestemt ikke mit budskab at være fortaler for, at livet bare er surt, slut og forfærdeligt, når man har det svært med at overgive sig til moderskabet. Tværtimod. Jeg vil skabe åbenhed og fællesskab om de svære følelser, og vende det triste, angsten, tvivlen og uoverskueligheden til noget godt. Jeg vil gerne sige, at DET BLIVER GODT. Men det tager længere tid og sker med lidt mørkere skyer over hovedet for nogle end for andre. Da jeg var nybagt mor, tudede jeg over uoverskueligheden og det tunge ansvar. Jeg tuder stadig (det følger med mor-pakken). -Af grin, af glæde og overvældelse over vores lille hjemmelavede menneske, der kan alt muligt og siger ”ikk’åss??” efter alle spørgsmål. I næste uge fylder hun 2 år, der tuder jeg sikkert også.

Ensomheden giver næring til tristheden

Som en af de skønne kvinder, som har svaret på min klumme, har skrevet til mig, er følelsen af at stå alene i meget høj grad med til at give næring til at de sorte tanker og usikkerheden. Så snart man fornemmer, at man ikke står alene med de følelser, som man jo heller ikke selv ønsker at sidde med, så bliver det pludselig lidt lettere og mindre smertefuldt at forholde sig til. I modsat tilfælde, bliver man mere og mere paranoid og usikker, jo mere man føler, at man er den eneste i verden, der har det helt forkert.

Andre mødre

Som nybagt mor er det helt naturligt at spejle sig meget i andre mødre i ens omgivelser. Man ser på, hvordan f.eks. de andre i mødregruppen gør, når de skifter, ammer, nusser og leger med deres barn. Og man lytter til mor, søster, svigermor og andre kvinders erfaringer. Og det er jo skidesmart, at man oveni at kunne læse sig til erfaringer, også at har levende lære- og sammenligningsbøger gående rundt, som man kan støtte sig op af. MEN! Når man står der, og er helt nybagt mor og hormonel fra tå- til hårspids, så bliver man altså meget let både bekymret, usikker og paranoid. ”Nå, gør hun sådan?..Det er jo meget smartere end det jeg gør”. ”Gud, kan hun bare få sit barn til at sove så hurtigt…?”. ”Ej, de andre børn tager bare meget hurtigere på i vægt end mit barn”. ”Ih, de andre er bare meget mere tjekkede, rolige og mor-agtige”. Man sammenligner og sammenligner sig selv med andre, - naturligt nok, det er jo sådan man som menneske gør sig erfaringer og håndterer nye situationer. Se bare på spædbarnet, - det udvikler sig ved at se på og opleve mennesker og verden omkring sig. 

Helt forkert

Jeg gik selv i meget lang tid (og gør stadig, på mor-områder, hvor jeg endnu ikke er så erfaren), og brugte virkelig meget energi på at tænke på, at andre gjorde det bedre end mig. Det startede nok med amningen, som var meget smertefuld i laaaaang tid. Jeg var nødt til at bruge ammebrikker, og det var jo helt forkert. Barselsgangens sygeplejersker (kolleger til dem, som havde givet mig ammebrikkerne, fordi min datter ikke kunne få rigtigt fat på mit bryst uden) rådede mig til at skille mig hurtigst muligt af med dem, og det samme gjorde sundhedsplejersken, da vi kom hjem igen. Jeg var nødt til at bruge dem i 3 uger, før det gik uden. Helt forkert. Undervejs havde vores datter fået lidt gulsot, som resulterede i en meget stædig og vedholdende gul ansigtskulør…helt forkert. Hun skulle derfor ammes regelmæssigt (hver 3. time hele døgnet), så vi sov hverken ret meget eller ret sammenhængende i den første tid. Jeg hørte kun om at andres børn var dejlige sovebørn, og at forældrene kun blev vækket til et par natteamninger. Igen helt forkert. Desuden sad de der, og så smilende og glade ud for at være mødre allesammen. Alle de mødre jeg kendte. Stort set sådan, oplevede mit hormon-hoved verden. Det var vist bare mig, der var forkert.

Skrumpehjerne-perspektiv

Men mon ikke det var mit perspektiv, der var helt forkert?

Forleden var jeg sammen med en veninde, og vi snakkede om netop det med, at det nok er ret typisk for en mere eller mindre nybagt mor at tro og tænke, at alle andre mødre er lidt mere tjekkede end en selv. Hun fortalte, at hun kunne huske en dag, hvor vi havde mødtes til frokost inde i byen. Hun havde tænkt, at jeg så godt ud, håret fint sat op, og bare så ud til at hvile i moderskabet med styr på det hele. Jeg kunne slet ikke huske, at jeg havde haft opsat hår på noget tidspunkt i min barsel, og var forundret over, at hun havde oplevet mig præcis sådan, som jeg brændende ønskede mig, at jeg virkelig havde det indeni. Jeg sad selvfølgelig og tænkte det samme om hende. Hun havde helt sikkert meget mere styr på det end mig.

Nobody’s perfect

Det siger jo en hel del om, at ens perspektiv let kan blive lidt fordrejet, når man står der med et nyt barn. For det betyder, at hver dag er ny, og at kroppen er i beredskab for at være på forkant med, hvad sådan en dag kan byde på. Det kan man altså godt få lidt skrumpehjerne af. Det gjorde jeg i hvert fald, og derfor skal man med livrem, seler eller det fortøjningsmateriale, man har i husstanden, spænde sig fast til en vigtig lektie:

Alle andre mødre føler sig også forkerte og usikre på nogle områder. Du oplever kun øjeblikke af deres dag med barnet. Kun få af de andre mødre er modige nok, til at indrømme deres usikkerhed.

Eller den lidt mere venligtsindede og kvinde-loyale udgave:

Du er den bedste mor, dit barn kan få.

Eller den helt nedkogte version:

Nobody’s perfect.

Det skal man holde fast i og huske på, når man har tvivl omkring det at blive og være mor. Alle har deres baggrunde, historier og indgangsvinkler til moderskabet, til forældreskabet. Alle andre er ikke en grød af ens mor&far-mennesker, som gør på en bestemt måde, som er den rigtige. Og man er ikke selv den eneste, der står og danser om den lune, bekymringsfri grød med ekstra selvsikkerhedsdrys på!

Min erfaring er efterhånden, at det er ret almindeligt at føle skam over ikke-lykkelige følelser omkring at blive mor. Og at det, der virkelig hjælper på de følelser, er at dele byrden med andre. Så kommer selvsikkerheden lige så stille snigende. Og når man så er nået dertil, hvor man kan tænke ”det vil jeg skide på, sådan gør jeg”, så er man efter min erfaring rigtig godt på vej. Indtil da er man ved at lære og forberede sig, og det kan indebære rigtig mange tanker og følelser.

Jeg håber I vil være med til at tænke højt.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

12. november 2009

Moderator

Profilbillede for Moderator
Uh ha Sofie, hvor er du god til at sætte ord på MINE oplevelser og tanker

Jeg kan huske at jeg inden jeg blev gravid og såmænd også lidt under graviditeten var overbevist om at jeg var den fødte mor. Jeg havde passet så mange børn i min tid så jeg vidste bare ALT om børn. Lige indtil jeg fik mine egne. For sulan hvor var det bare et frygteligt andet ansvar. Jeg kunne ikke bare ringe efter forældrene hvis der var noget jeg var i tvivl om. Jeg var jo en af forældrene. Og så opførte de sig bare slet ikke som andre folks børn. De gav slet ikke op over for mig når der var noget de ville (og det gør de forøvrigt stadig ikke) og der var nogle helt andre følelser på spil (fx. moderkærlighed) der gjorde at det slet ikke var (og er) så nemt som at passe andres børn. Der fulgte ikke nogen brugsanvisning med og man må prøve sig frem for at finde vejen.
Lidt efter lidt er jeg blevet overbevist om at der ikke er nogen der kan være en bedre mor for mine børn end mig, men for søren der er da også gået 3 år før jeg kom så langt

Tak for endnu en god klumme.

Knus Tine

Anmeld

24. november 2009

mariamiss6

åhåååh den er lidt farlig Jeg er faktisk, selvfølgelig, også som de fleste andre mødre, og tænker at der da for fanden må være bare 1 (éen) af de andre mødre i mit lokalområde, som slet slet slet ikke er så super, sådan som jeg jo selv mener, at jeg ikke er

MEN, og det er lidt et stort men, for mig at indrømme. Jeg hører faktisk lidt til de der andre mødre også.

Altså en af de der andre mødre, der synes at hende dér, hun burde stresse lidt af....
Jeg synes jo jævnligt jeg ser mødre der bare har SÅ travlt med at være super-mom for omverdenen, og slet ikke ænser deres barns behov, altså lige pt bare.

Kan huske 1 dag i fællesskab med andre mødre. Vi skulle sådan snart ud af døren, alle sammen, men især hende vi var hjemme hos, var rigtig stresset. Hendes barn lå i kravlegården, og lå vel egentlig bare og snakkede og øvede nye lyde, mens hun daskede til noget legetøj. Den her stakkels mor, hun fes bare rundt, og tyssede på barnet, selvom det ikke brokkede sig. Og det endte med hun flåede barnet op af kravlegården, og nærmest centrifugerede det til ro, på trods af, at der slet ingen uro havde været til at starte med...
Lige dér tænte jeg, sådan lidt: "pyyyyha, slap dog af. Stop op og se på barnet, det bad dig jo ikke om noget, og du når det no alligevel"
Men så igen, jeg har sgu alligevel ikke set nogen anden mor, som tilsyneladende er SÅ stresset, alligevel klare en ekstra uddannelse, fjernstudie vel at mærke, IMENS hun var på barsel. Plus at hendes mand har en ret høj stilling, og sjældent var hjemme i børnenes vågne timer. Denne her mor skulle simpelthen op før fanden får sko på, for at få en time alene-tid. Nåh ja, hun fik 12 (ny skala) i næsten alle fagene
Så nu efter at have skrevet lidt, så misunder jeg hende igen.... Og ikke nok med det, så ser hun da bare pissehamrende godt ud HVER dag, og finder alligevel tid til at smide maaaange kilo, som vi andre alligevel slet ikke kunne se var for mange på hende.

Men igen, ja, igen, et men... Jeg ved at mange ser på mig, som værende lidt en isdronning. For eksempel så farer jeg ikke frem og tilbage mellem her, og lægehuset, med mine unger, fordi deres bussemænder har en giftgrøn farve, og deres lort ser lidt mærkelig ud i disse dage. Næh, hvis ikke de ligefrem er skide sure, og driver mig til vanvid (oven i en meget høj feber og opgivenhed), så er de nok bare forkølede, og går det lidt op i hat og briller, ved nattetide, så får de lidt børnepanodil, gerne skudt lidt under vægten. Og kun en gang imellem rådfører jeg mig med en vagtlæge, men oftest for ikke at behøve diskutere med resten af familien, som jeg jo klart synes pisker en stemning op. Jeg har da også selv været syg som barn, og man bliver sgu da slatten, og man bliver sgu da sur, og man gider fandme da ikke æde havregrød, hvis man har lidt ondt i halsen eller kaster op bare man tænker på en dejlig is.... Altså ikke alle forkølelser er livstruende, det gælder for mænd, og det gælder også børn, i min verden.
Til gengæld, når nogen alligevel har overtalt mig til at tage til vagtlægen, så har jeg altid fået beskeden, at det sørme ellers er nogle friske unger, og at lidt børnepanodil til natten burde kunne tage det værste, ind til næste nat.

Så, altså, ja. Helt dum kan jeg sgu da heller ikke være???? vel???

Jeg føler tit, at fordi lige præcis jeg ikke altid føler mig underdanig, i forhold til andre mødre, så giver det pludselig alle andre forældre, gamle som nye, ret til at ændre på mine metoder, og tvinge mig ned i sølet... Kan det nu også være rigtigt?

Karoline: jeg tror jeg tager " - Jeg ER (fandme) den bedste mor for mine børn -, med et lille twist af - nobody's perfect -, og et enkelt gram af - hvorfor skal de alle sammen være bedre end mig? - (den sidste ret sjældent faktisk)"

Så altså, jeg synes egentlig jeg er irmelig cool hele tiden. Okay okay, jeg vil heslt smide min ebørn i skraldespanden, nogle dage, og jeg er da sikker på at især den store på 2½ er ham alle i byen bare IKKE orker at have besøg af. Men han er sgu da også hyper altså. han har krudt i røven, og han kan tage pusten fra 10 vilde heste på bare 5 sekunder.... Men han er da min unge, og jeg elsker ham jo, og han er da bare simpelthen det sjoveste, skønneste gladeste, og mest elskværdige 2½ årige menneske i hele verden.....

Jeg skal lige indrømme, at jeg det seneste år (efter nummer 2's ankomst) har haft det rigtig rigtig rigtig svært. Ikke en fødselsdepression, men bare generelt deprimeret på grund af alt ANDET end mine unger. Det har resulteret i ekstra besøg af sundhedsplejersken, og jeg har faktisk 1 endnu, i denne måned. Nåh men det korte af det lange er, at hun komme rher, for at tjekke op på mig, og ikke mine unger, fordi jeg ikke har kunnet få hjælp.
Og i den forbindelse har jeg fået det ultimative mor-kompliment
Nemlig dette ("citeret" så godt som muligt, ud fra sien): "Maria! jeg forstår det simpelthen ikke.... Dig som er så ked af det, trist, og dårlig hele tiden. Du har de gladeste, mest veltilpassede drenge. Hvordan gør du det?" Dette sagde min sundhedsplejerske til mig, efter hun havde siddet i stilhed og kigget på den yngste, som legede på gulvet omkring os.

Det mener jeg faktisk må være det ultimative skulderklap at få, som mor. Især som deprimeret mor, uden for rækkevidde af hjælp. Det gav i hvert fald mig en oprigtig tro på, at jeg gør hvad der er bedst for mine børn, og at mine børn er glade for det jeg "giver" dem. Og hvis ikke det kan være godt nok, at man har super glade, og veltilpassede børn, som alle andre roser til skyerne, i næsten alle "fagene", hvad er så godt nok, når man er mor?

Ja det var så alt jeg lige kunne kradse ned, men det blev da vidst også til en masse volapyk, jeg håbe i kan finde hoved og hale i det, og se den god emor i mig, trods hende isdronningen dér...

Anmeld

24. november 2009

Moderator

Profilbillede for Moderator

Jeg hiver lige denne klumme frem igen, for den er rigtig læseværdig. Jeg synes, at vi mødre er blevet bedre til at åbne op for alle de forskellige følelser, der følger med moderskabet. Det er jo for de fleste ikke kun lutter lykke at være mor. 

Anmeld

24. november 2009

mariamiss6

Karoline skriver:

Jeg hiver lige denne klumme frem igen, for den er rigtig læseværdig. Jeg synes, at vi mødre er blevet bedre til at åbne op for alle de forskellige følelser, der følger med moderskabet. Det er jo for de fleste ikke kun lutter lykke at være mor. 



jeps, lad os få nogle flere super-moms på bordet (for det er vi jo alle i andres øjne, tror jeg nok )

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.