Min første klumme – om at dele, - også med manden

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.287 visninger
5 svar
0 synes godt om
16. oktober 2009

Moderskabet

Sofie L. G. RasborgKlumme - skrevet af Sofie L. G. Rasborg

Baby.dk har fået en ny klummeskribent: Sofie Louise Grove Rasborg. Her kan du læse hende første klumme - om at blive mor for første gang og at dele forældreskabet med andre.

Så har baby.dk glæden af at byde velkommen til vores nye klummeskribent, Sofie. Du kan læse mere om Sofie her

Min første klumme – om at dele - også med manden

Det er så spændende. Jeg har meldt mig på banen som fast skribent her på baby.dk, og jeg glæder mig. Til at bidrage, til at lytte og allermest – til at DELE. Der er ikke noget som at dele sine dyrtkøbte (eller rettere dyrt-erfarede) oplevelser, opture, nedture og ture i det hele taget med andre mødre. Og fædre…sådan skal det jo heller ikke være. Jeg kan bare bedst udtale mig om mor-delen.

At turde dele sandheden

Det at dele er en vigtig del af det overordnede tema, som bliver ret gennemgående i mine klummer: At være ærlig og turde dele min ærlighed med andre. Jeg har selv haft så skrigende stort behov for ærlige mødre, som ville dele deres ærlighed med mig, da det hele var nyt, gråt, uforudsigeligt, tåget og søvnløst. Så jeg har tænkt mig at levere den her, så godt jeg overhovedet kan, - sandheden. Det er i mine øjne det vigtigste overhovedet, at kvinder deler alt det gode JA, men også alt det grumme, det forbudte, det ubehagelige, som kan være en del af livet som mor. Især første gang. For de fleste af os har oplevet, at moderskabet knirker og gør ondt, og så skal vi saftssuseme sige det højt! S29; vi ved, at vi ikke er alene.

Hvor svært kan det være at deles?

Og det fører mig videre til ham, som vi jo trods alt deler det hele med, hvis ikke forældreskabet, forældremyndigheden, det praktiske, fysiske eller geografiske, så i hvert fald det genetiske. Da jeg var gravid, var jeg (ligesom med stort set alt andet omkring min kommende rolle som mor) helt sikker på, at jeg ville klare dele-rollen til ug. Jeg ville i hvert fald ikke blive en af de der kvinder, som skal fortælle deres mænd, hvordan ALT skal gøres, og at min måde var bedst. Men det blev jeg. Forskellen fra min forestilling og virkeligheden var, at jeg var bange. Hunderæd. Det var jo slet ikke et spørgsmål om, at jeg VILLE bestemme. Jeg kunne simpelthen ikke slippe ansvaret. For noget som helst. Tænk hvis han giver hende for lidt tøj på, tænk hvis han ikke vasker hende ordentligt, husker han nu at støtte hovedet???….Listen over bekymringer var uendelig, og jeg skammede mig. Hvorfor kunne jeg ikke være så god til at dele forældrerollen, som jeg troede jeg ville kunne, og som jeg virkelig gerne ville?

Giv slip?

Min mand var sød, forstående og tilgav mig 100 gange dagligt min manglende styrke til at give ham plads. Heldigvis. Et eller andet sted tror jeg, at han dels kunne fornemme og forstå, at hormonerne havde overtaget styringen, og at jeg fortvivlet famlede rundt efter resterne af min selvkontrol. Dels tror jeg, at han også var lidt lettet over, at jeg tog styringen, for det var jo også nyt og lidt angstprovokerende for ham at skifte en ble på og i det hele taget håndtere det der lille skrøbelige nye menneske. Efterhånden er jeg blevet bedre. Meget bedre. Men det tog mig lang tid at give slip. Usædvanligt lang tid kan jeg se, når jeg ser mig om i min bekendtskabskreds. Jeg husker ikke helt, hvor stor vores datter var, før jeg kunne sove trygt, mens manden passede barnet, eller, oh skæk, han tog hende med uden for hjemmet alene, så jeg kunne få lidt ”fri”. Jeg ved bare, at hun var stor. Mindst et halvt år…måske et helt. Og der gik endnu længere tid, før jeg reelt nød at foretage mig noget på egen hånd.

Verdens største kontroltab

Jeg tror det handlede om, at det i bund og grund føltes det som et meget kontroltab at blive mor. Intet var det samme, alle vaner, rytmer, passioner, glæder og ikke mindst søvnmønster skulle redefineres og genopstå i ny form. Det var et chok, som skulle fordøjes, indtil jeg var nogenlunde på benene igen. I de første uger var jeg ikke helt til stede i min krop, mens hormoner og instinkter tog over og skabte en eller anden form for overlevelses-løsning af en mor ud af mig. Og den var bange. Det var som om hormonerne satte turbo på frygten for alt det ukendte, det uoverskuelige og afmagten. Som en mørk sky, der matchede det grå novembervejr, jeg kiggede ud på fra min ammeplads i sofaen, kom en mistanke snigende om, at det nok var en kæmpe fejltagelse med det her barn, som vi nu skulle bøde for resten af vores liv. Samtidig skabte mine instinkter et livsvigtigt bånd til det lille barn, og en ufattelig frygt for at miste det. Det var virkelig modsætningerne der kæmpede, på den ene side med et dybt ønske om, at få mit bare lidt af mit gamle liv tilbage, og på den anden side en ubeskrivelig smerte ved tanken om, at der skulle ske vores vidunderlige lille datter noget.

Mor, langt om længe

I den situation, hvor alting flyder, må man have kontrol over noget. Bare lidt. Og den fik jeg så ved at styre hvordan bleen blev skiftet, barnet blev vasket osv., sådan som jeg syntes. Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg se både det tragiske og det komiske i min frygt, men det ændrer ikke på, at de følelser var reelle dengang. For et stykke tid siden så jeg et afsnit af programmet ”Vores første barn” på TV2. Afsnittet handlede om, at moderen havde svært ved at give slip, og overlade barnet til faderen bare et øjeblik. Hun var bange for at miste barnet, og turde ikke overlade ansvaret til andre end sig selv. Samtidig var det tydeligt, at hun trængte til bare 5 minutters pause. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var jo nærmest latterligt at se, hvor bange hun var for, at der skulle ske barnet noget. Troede hun faderen ville tabe barnet på gulvet, hvis hun vendte ryggen til? Men jeg genkendte frygten i hendes blik, og jeg ved hvor ondt hun har indeni. Og det er der ikke noget som helst latterligt i. Det er ren og skær overlevelse, i en sindssyg, turbulent og magtesløs periode i ens liv. Heldigvis er der også rigtig mange, som slet ikke oplever det som så svært. Men for nogle af os, tager det bare rigtig lang tid at blive mor for første gang. Men det bliver bedre, lige så stille, og lige pludselig glider alt det svære i baggrunden og alt det sværeste forsvinder ud i glemslen. Og så kommer lykken og kærlighed ud over alle grænser, og det har været det hele værd.

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

20. oktober 2009

Matheima

Tak for en rigtig god klumme!
Jeg har ikke selv oplevet de følelser du beskriver i så udpræget grad, men det kender jeg mange, der har! Og jeg tror det er meget, meget rigtigt, at vi kvinder skal være bedre til at dele de grimme, "forbudte" følelser, og dermed legalisere dem, fremfor -  som det nok ofte(st) er tilfælde -  at ligge under for den uskrevne "god-mor-konkurrence", som for mange ikke bare skaber usikkerhed men også en form for præstationsangst.

Hvad angår moderkontrollen,- den har vi nok næsten alle oplevet en snert af. Man kan ikke se bort fra at der også er forskel på mænd, og hvordan de håndterer situationen. Nogle vil måske ligefrem fremskynde den moderkontrol igennem egen apati eller måske endda ligegyldighed overfor den lille ny. Altså..nogle mødre kæmper måske også med ikke at kunne slippe ansvar og dele, og samtidig have frustrationen over at der heller ikke er nogen der er interesserede i at man deler med dem?

Ja, det er et svært skab at komme ind i, det moderskab - og jeg glæder mig til at læse flere af dine klummer om emnet!

 

Anmeld

20. oktober 2009

Ansemusen

Åh hvor er det dog befriende læsning Sofie!

Jeg venter selv mit første barn, og mange af de ting du beskriver, er min allerstørste frygt! Jeg bruger allerede, her tidligt i graviditeten, meget energi på at frygte for min evne som mor, frygte for frygten der måske kommer når barnet er født, frygten for at 'fortryde', at jeg bliver deprimeret pga. manglende søvn osv. osv. Ja listen af tanker er meget lang og det er fantastisk at læse om andre, som tør kalde en spade for en spade og en lort for en lort! For er der noget som kan give frygten næring, så er det netop præstationsangsten og frygten for at være helt alene i verden med sine sorte 'forbudte' tanker!

TAK!!!

Anmeld

20. oktober 2009

Moderator

Profilbillede for Moderator
Rigtig godt skrevet. Hvor jeg dog kan huske hvor svært det var at overlade ansvaret til andre og acceptere at også farmand kunne gøre tingene udmærket. Det ville jo ikke blive gjort helt på min måde så Men heldigvis vokser man jo med opgaven.

Glæder mig til at læse flere af dine klummer

Anmeld

28. oktober 2009

justice

Tak for god klumme......

 

Er også gravid men samtidig enlig mor, da han ikke ønskede at deltage da jeg havde besluttet mig for beholde det. Siden er jeg blevet meget i tvivl om det er det rigtige valg - hvad har jeg at byde et barn?? Hvordan ser fremtiden ud - nu står der jo altid skrevet i panden "enlig mor" og undgå samværet med barnets far slipper man jo aldrig for, og det vil jeg da heller ikke- jeg håber han snart vågner op og vil hjælpe til. Sværest bliver det nok med bedsteforældrene - får jeg lov til være mor, eller vil de altid se mig som deres lille datter og på den måde overtage opdragelsen af mit barn??

 

Mange spekultaioner.... så håber flere nu er klar til åbne op og smide de dårligste kort på bordet.

 

 

Tak

Anmeld

28. oktober 2009

saharalarsen

Dejligt at læse man ikke er den eneste der går i en angst for om man nu også har truffet det rette valg og om man kan gøre det godt nok...

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+