Klumme: Små børn bør passes hjemme – for hele familiens skyld

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

770 visninger
16 svar
13 synes godt om
3. oktober

Baby.dk

Fra Voresbørn.dk

Klumme: Små børn bør passes hjemme – for hele familiens skyld

Klumme: For at I måske bedre kan forstå min pointe, vil jeg gerne have lov til at sammenligne hjemmepasning med det at leve økologisk/bæredygtigt. Mange af os kan blive enige om, at det allerbedste ville være, hvis vi levede 100% økologisk og bæredygtigt – både for vores kroppes skyld, men også for vores planet. I den ideelle verden gjorde vi måske også det. Men det er der desværre ikke mange der gør. Hvorfor? Fordi det koster for meget. Ikke bare er det afsindigt dyrt at købe de råvarer, der skal til for at leve på denne måde, men man skal også være villig til at give afkald på MANGE ting, blot fordi de ikke eksisterer i en bæredygtig/økologisk variant. For ikke at tale om, hvor meget det kunne komme til at påvirke ens sociale liv. Jeg er for eksempel ikke villig til det. Jeg ville ønske, jeg var så sej, at jeg solgte alle mine materielle goder og flyttede på landet. Lige som den familie Søren Ryge præsenterede på DR1 for godt et år siden, hvor forældrene havde sagt sine faste jobs op, solgt deres ejendele og købt et lille landsted, hvor de nu levede af at dyrke jorden sammen med deres fire børn. Men det gør jeg ikke – det vil koste for meget for mig.

 

At passe hjemme: Socialisering er intet problem

På samme måde har jeg det lidt med hjemmepasning. I den ideelle verden startede børns liv i institutioner noget senere end det gør i dag – måske lige så stille ved to-tre-års-alderen. Dette er ikke kun for børnenes skyld, men for hele familiens skyld. Der er f.eks. ingen tvivl om, at det er de første år af barnets liv, der er de hårdeste for mange forældre, hvorfor det også vil give god mening, at der ikke var pres på fra arbejdsgivere i denne periode. I tillæg vil jeg påstå at sige, at det er de allerfærreste børn, der sover igennem når de er 11 måneder – og så ender man med en presset familie, der både skal præstere på arbejdet og tage sig af alt det praktiske (og familiære) på hjemmefronten uden at få en anstændig nats søvn!

For børnene ville en senere institutionsstart give mulighed for at være sammen med en af sine ”primære omsorgspersoner” i de år, hvor hjernen udvikles mest, og de dermed har brug trygge og stabile rammer. Det vil også gøre, at barnet er mere selvstændigt i kraft af, at det er mere mobilt og kan gøre sig bedre forstået. Og nu er der måske mange, der tænker, at børnene (og forældrene) i så tilfælde vil mangle socialisering – men hvis det bliver normen, at man er hjemme lidt længere end de første 11 måneder, så vil der jo være mange andre børn og mødre man kan omgås med. Og min personlige erfaring efter to år som hjemmegående er, at der ikke har været noget problem at stimulere og socialisere både børn og mig selv. Man skal bare være lidt opsøgende (og for børnenes vedkommende er det altså også begrænset, hvor mange timers socialisering de har brug for, når de er 11 måneder. Der er det nok mere mor, der kan have behov for det).

 

Tager ikke skade af institution

Når jeg nu siger, at børn har bedst af at blive passet hjemme, er det ikke det samme som at sige, at de nødvendigvis tager SKADE af at komme i institution – på samme måde, som jeg ikke tror, mine børn tager skade af ikke at leve økologisk/bæredygtigt. Jeg tror også, at børnene lærer rigtig meget godt af at komme i institution. Men i de allerførste leveår er det min mening, at de behov, de ikke kan få dækket helt, sådan som 1:1 nærhed og opmærksomhed, vejer tungere end de gode ting, institutionslivet kan tilbyde. Og dette er ikke pædagogernes fejl. Man skal højere op i systemet for at finde den rigtige syndebuk. Pædagogerne gør det så godt de kan og kæmper en brav kamp for at gøre dagen så god som mulig for de børn, de har ansvar for. Men det er altså ikke fysisk muligt for pædagogerne at få flere end de to arme og det ene skød, de nu er udstyret med.

Samfundet er desværre bygget op på sådan en måde, at det i alt for mange tilfælde vil kræve et FOR stort offer for familien at vælge hjemmepasning i længere tid end de gængse 10-11 måneder. Ikke blot økonomisk i de år, det pågår, men også karriere- og relationsmæssigt. Hvis det skulle lade sig gøre, ville det indebære en massiv samfundsmæssig ændring, og den er vi ikke engang på vej imod – tværtimod, med tanke på de konstante besparelser, der bliver foreslået indenfor børne- og ungeområdet i de forskellige kommuner.

Jeg er godt klar over, at det er en utopisk tanke, at alle familier både ønsker og kan vente med institutionsstart til barnet er 2+ år, men det hindrer mig ikke i at drømme om et samfund, hvor det nemmere kan lade sig gøre for de familier, der ønsker det – vi kunne jo starte med at kigge på, hvordan vores nordiske naboer gør.

Læs resten

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

11. oktober

Kurt_H

Profilbillede for Kurt_H
Baby.dk skriver:

Fra Voresbørn.dk

Klumme: Små børn bør passes hjemme – for hele familiens skyld

Klumme: For at I måske bedre kan forstå min pointe, vil jeg gerne have lov til at sammenligne hjemmepasning med det at leve økologisk/bæredygtigt. Mange af os kan blive enige om, at det allerbedste ville være, hvis vi levede 100% økologisk og bæredygtigt – både for vores kroppes skyld, men også for vores planet. I den ideelle verden gjorde vi måske også det. Men det er der desværre ikke mange der gør. Hvorfor? Fordi det koster for meget. Ikke bare er det afsindigt dyrt at købe de råvarer, der skal til for at leve på denne måde, men man skal også være villig til at give afkald på MANGE ting, blot fordi de ikke eksisterer i en bæredygtig/økologisk variant. For ikke at tale om, hvor meget det kunne komme til at påvirke ens sociale liv. Jeg er for eksempel ikke villig til det. Jeg ville ønske, jeg var så sej, at jeg solgte alle mine materielle goder og flyttede på landet. Lige som den familie Søren Ryge præsenterede på DR1 for godt et år siden, hvor forældrene havde sagt sine faste jobs op, solgt deres ejendele og købt et lille landsted, hvor de nu levede af at dyrke jorden sammen med deres fire børn. Men det gør jeg ikke – det vil koste for meget for mig.

 

At passe hjemme: Socialisering er intet problem

På samme måde har jeg det lidt med hjemmepasning. I den ideelle verden startede børns liv i institutioner noget senere end det gør i dag – måske lige så stille ved to-tre-års-alderen. Dette er ikke kun for børnenes skyld, men for hele familiens skyld. Der er f.eks. ingen tvivl om, at det er de første år af barnets liv, der er de hårdeste for mange forældre, hvorfor det også vil give god mening, at der ikke var pres på fra arbejdsgivere i denne periode. I tillæg vil jeg påstå at sige, at det er de allerfærreste børn, der sover igennem når de er 11 måneder – og så ender man med en presset familie, der både skal præstere på arbejdet og tage sig af alt det praktiske (og familiære) på hjemmefronten uden at få en anstændig nats søvn!

For børnene ville en senere institutionsstart give mulighed for at være sammen med en af sine ”primære omsorgspersoner” i de år, hvor hjernen udvikles mest, og de dermed har brug trygge og stabile rammer. Det vil også gøre, at barnet er mere selvstændigt i kraft af, at det er mere mobilt og kan gøre sig bedre forstået. Og nu er der måske mange, der tænker, at børnene (og forældrene) i så tilfælde vil mangle socialisering – men hvis det bliver normen, at man er hjemme lidt længere end de første 11 måneder, så vil der jo være mange andre børn og mødre man kan omgås med. Og min personlige erfaring efter to år som hjemmegående er, at der ikke har været noget problem at stimulere og socialisere både børn og mig selv. Man skal bare være lidt opsøgende (og for børnenes vedkommende er det altså også begrænset, hvor mange timers socialisering de har brug for, når de er 11 måneder. Der er det nok mere mor, der kan have behov for det).

 

Tager ikke skade af institution

Når jeg nu siger, at børn har bedst af at blive passet hjemme, er det ikke det samme som at sige, at de nødvendigvis tager SKADE af at komme i institution – på samme måde, som jeg ikke tror, mine børn tager skade af ikke at leve økologisk/bæredygtigt. Jeg tror også, at børnene lærer rigtig meget godt af at komme i institution. Men i de allerførste leveår er det min mening, at de behov, de ikke kan få dækket helt, sådan som 1:1 nærhed og opmærksomhed, vejer tungere end de gode ting, institutionslivet kan tilbyde. Og dette er ikke pædagogernes fejl. Man skal højere op i systemet for at finde den rigtige syndebuk. Pædagogerne gør det så godt de kan og kæmper en brav kamp for at gøre dagen så god som mulig for de børn, de har ansvar for. Men det er altså ikke fysisk muligt for pædagogerne at få flere end de to arme og det ene skød, de nu er udstyret med.

Samfundet er desværre bygget op på sådan en måde, at det i alt for mange tilfælde vil kræve et FOR stort offer for familien at vælge hjemmepasning i længere tid end de gængse 10-11 måneder. Ikke blot økonomisk i de år, det pågår, men også karriere- og relationsmæssigt. Hvis det skulle lade sig gøre, ville det indebære en massiv samfundsmæssig ændring, og den er vi ikke engang på vej imod – tværtimod, med tanke på de konstante besparelser, der bliver foreslået indenfor børne- og ungeområdet i de forskellige kommuner.

Jeg er godt klar over, at det er en utopisk tanke, at alle familier både ønsker og kan vente med institutionsstart til barnet er 2+ år, men det hindrer mig ikke i at drømme om et samfund, hvor det nemmere kan lade sig gøre for de familier, der ønsker det – vi kunne jo starte med at kigge på, hvordan vores nordiske naboer gør.

Læs resten



Det som jeg udmiddelbart får af tanke er at du efterlyser mere tid til det enkelte barn. Ret mig hvis det er forkert.

Den hverdag som de fleste børnefamilier har valgt er jo ligesom afgørende for strukturens nødvendige elementer.

Igennem årene har jeg mødt en del familier og nogen var mere bundet op til at fører en bestemt livsstil i forhold til andre.

At være alenemor til trillinger er virkelig en prøvelse, når det økonomiske ikke rækker og vinteren står for døren... Det kræver en vis planlægning at få tre piger i børnehave hver dag, så mor kan søge job og få lidt flere midler til rådighed. En kæreste er ikke altid kærkommen, når tiden til hvert barn er begrænset. Det jo dem som hun tænker på først, right ?

Det har heller aldrig været meningen at pædagoger/medhjælpere skulle erstatte dét som forældre er der for, men eftersom at kvinderne absolut skulle have ligestilling , så er der ikke andet at gøre end at sende børnene i vuggestue/børnehave og stole på at der bliver taget god hånd om dem der.

Hver dag kæmper pædagogerne for at forælderne kommer og henter deres børn inden at børnene glemmer hvor de bor...

Fra kl. 6:45 til kl. 16:45 er så hårdt for de, (heldigvis få), børn som gennemlever dette senarie dag efter dag... De skal jo ud af sengen kl. 6:30 eller før for at kunne nå i børnehave til dén tid !

Anmeld Citér

11. oktober

Hekate

Profilbillede for Hekate

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!

Anmeld Citér

11. oktober

Morogbarn

Profilbillede for Morogbarn
Hekate skriver:

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!



Super godt skrevet !!!!! . Så det må vi jo gøre noget ved. Kvindekampen fortsætter... vi har kæmpet for stemmeret, en plads på arbejdsmarkedet og ligeløn. Da kvinderne forlod kødgryderne for at gå på arbejde, begik vi  fejlen, at vi ikke fik vores mænd til at overtage den plads, vi efterlod. Den blev i stedet overtaget af samfundets institutioner. Taberne blev og er børnene. 

Det bør kunne lade sig gøre at indrette et samfund og et arbejdsmarked, der giver den fleksibilitet, som småbørnfamilien kræver... virker det utopisk, så kig på vores nabolande. 

Anmeld Citér

11. oktober

Morogbarn

Profilbillede for Morogbarn
Kurt_H skriver:



Det som jeg udmiddelbart får af tanke er at du efterlyser mere tid til det enkelte barn. Ret mig hvis det er forkert.

Den hverdag som de fleste børnefamilier har valgt er jo ligesom afgørende for strukturens nødvendige elementer.

Igennem årene har jeg mødt en del familier og nogen var mere bundet op til at fører en bestemt livsstil i forhold til andre.

At være alenemor til trillinger er virkelig en prøvelse, når det økonomiske ikke rækker og vinteren står for døren... Det kræver en vis planlægning at få tre piger i børnehave hver dag, så mor kan søge job og få lidt flere midler til rådighed. En kæreste er ikke altid kærkommen, når tiden til hvert barn er begrænset. Det jo dem som hun tænker på først, right ?

Det har heller aldrig været meningen at pædagoger/medhjælpere skulle erstatte dét som forældre er der for, men eftersom at kvinderne absolut skulle have ligestilling , så er der ikke andet at gøre end at sende børnene i vuggestue/børnehave og stole på at der bliver taget god hånd om dem der.

Hver dag kæmper pædagogerne for at forælderne kommer og henter deres børn inden at børnene glemmer hvor de bor...

Fra kl. 6:45 til kl. 16:45 er så hårdt for de, (heldigvis få), børn som gennemlever dette senarie dag efter dag... De skal jo ud af sengen kl. 6:30 eller før for at kunne nå i børnehave til dén tid !



“Det har heller aldrig været meningen at pædagoger/medhjælpere skulle erstatte dét som forældre er der for, men eftersom at kvinderne absolut skulle have ligestilling , så er der ikke andet at gøre end at sende børnene i vuggestue/børnehave og stole på at der bliver taget god hånd om dem der.”

Der var jo også den mulighed, at mændene tog en tørn på hjemmefronten og hjalp med at passe de børn, som han har været fælles med kvinden om at sætte i verden... Men deet er jo en vanvittig tanke

Anmeld Citér

11. oktober

Carina:-)

Profilbillede for Carina:-)
Mod
Hekate skriver:

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!



Vi må gerne være sammen med de børn vi sætter i verden.

Vi skal bare selv betale for det- og det kan godt lade sig gøre for en del mennesker.

De fravælger så andre ting i deres liv,

Kender selv en del  der har valgt at sige nej til stort hus,dyr bil og ferie. Ingen takeout og går i genbrug. 

Til gengæld bor de til leje og går aldrig til bageren eller shopper på nettet.

Man kan godt leve på en indkomst- ellers så det jo surt ud for enlige.

Det kræver at man vil det ,og erstatter afsavn med nærvær og tid med ens børn.

Når man bor til leje har man også¨ret til boligsikring  som kan være helt op til 3500 pr måned.

Før jeg blev selvstændig arbejde jeg på forskudte tider med min mand sådan at vores børn kunne være hjemme indtil bh .alderen

Og så sparede i op af de penge jeg tjente sådan at jeg kunne holde orlov i forlængelse af barsel der dengang kun var 26 uger alt i alt. 

Man kan ved at sige nej til noget finde mulighed til andre ting - hvis man self er i et forhold for der skal naturligvis være en indkomst for at det kan lade sig gøre....

 

Anmeld Citér

11. oktober

Mariehøne123

Profilbillede for Mariehøne123
Hekate skriver:

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!



Hvilke bedre muligheder er det du ønsker for at gå hjemme ? Det er da en mulighed idag, du skal bare prioritere - det er der massere af mennesker inkl min egen familie der gør. 

Alle de ting du ønsker er dyre og hvis forældre pludselig har alverdens goder vil arbejdsgiver ikke længere ansætte dem. Så det er ikke så simpelt. 

Anmeld Citér

11. oktober

Kurt_H

Profilbillede for Kurt_H
Hekate skriver:

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!



Sammenligningen, mistillid, diverse test af børnene er jo politiske elementer... brugt forkert og vi har en dårlig regering... brugt rigtigt og vi har en dårlig regering... Alt er relativt og kan diskuteres til hudløshed...

I dag er der krav om mere dokumentation som aldrig før... det tager en del tid væk fra børnene, hvor de kunne have få noget mere en-til-en tid med en voksen... eller se voksne som ikke drøner stresset rundt, fordi dét er ikke et sundt miljø for børn at være i !!!

Som sagt, så er ligestilling ikke en lyserød sky som kvinderne er vild stolte af i dag, fordi alle medaljer har en bagside...

Kvinder ud på arbejdsmarked... de skal også kunne få et godt arbejdsliv sammen med andre kvinder... fint fint... men børnene... skal de droppes ?

Nej, dem snupper nabokonen, fordi hun har ikke noget job på arbejdsmarked lige nu pga. sit nyfødte barn... Puff... dagplejemoderen blev "opfundet !"

De fleste institutioner er opstået pga. behov og ikke for at styre børns udvikling...

Hvis ikke dit barn får en tidlig diagnose, så er helvede løs i Laksegade, fordi så kommer forældrene og klager over det mangelfulde system... som de selv er en del af...

 

Anmeld Citér

11. oktober

Kurt_H

Profilbillede for Kurt_H
Morogbarn skriver:



“Det har heller aldrig været meningen at pædagoger/medhjælpere skulle erstatte dét som forældre er der for, men eftersom at kvinderne absolut skulle have ligestilling , så er der ikke andet at gøre end at sende børnene i vuggestue/børnehave og stole på at der bliver taget god hånd om dem der.”

Der var jo også den mulighed, at mændene tog en tørn på hjemmefronten og hjalp med at passe de børn, som han har været fælles med kvinden om at sætte i verden... Men deet er jo en vanvittig tanke



Tjaa... hvis du siger sådan til din partner, så tror han muligvis også på at du ikke mener det er en mulighed og giver dig ret for at gøre dig glad...

Jeg ser intet problem i at manden deler opgaverne med kvinden... i denne tidsalder hvor opvaskemaskiner, vaskemaskiner, tørretumblere osv. er mere eller mindre allemandseje, så er der ikke noget som er fysisk krævende som manden ikke har overskud til at hjælpe med. Børn kan jo også nemt hjælpe til med forskellige opgaver... En på 3 år kan godt hjælpe med borddækning, putte i opvaskeren o.l.

Jamen, hva´ så med den lille på 10 md. ? Jaah, hun/han kan jo komme med det mest fantastiske smil som kan løfte selv den mest krævende opgave !

 

 

Anmeld Citér

13. oktober

Kurt_H

Profilbillede for Kurt_H
Hekate skriver:

Jeg kan da kun være enig!

Men det står sløjt til i Danmark på barsels- og institutionsområdet, når man sammenligner os med vores nabolande (og det gør og bør vi jo ofte) og derfor kan det ikke lade sig gøre. Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!
Det er vel dels et produkt af den mistillid, som der gennemsyrer det danske system; systemet der behandler alle som potentielle snyltere og omsorgssvigtere, som altid tager udgangspunk t i den laveste fællesnævner.
De tænker, at det er nødvendigt for en baby på 10-11 måneder at komme i institution og blive passet og stimuleret (og dermed også gennemtestet for at se, om udviklingen er alderssvarende i forhold til skemaerne) for at blive et veludviklet barn!
Og dels er det vel fordi, at regeringen vil have, at vi alle skal arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde, arbejde....

Argumenterne om at babyen skal socialiseres holder ikke; jeg kan da fortælle fra min barsel, at der er masser af gode aktiviteter at deltage i og at holdene bliver fyldt op på rekordtid. Vi mødre skal da nok sørge for at komme ud til babyyoga, babybio, tumlastik, rytmik, mødregrupper og så videre!
Jeg skal da indrømme, at jeg hader tanken om, at min baby skal overlades til andre i næsten alle hans vågne timer, når han er under et år og ikke engang kan gå endnu. Det betyder jo, at min indflydelse på min egen søns opdragelse (og kost! Der er ingen kostpolitik/økologi hernede! Hvor mange pesticider skal der proppes i ham, mens jeg bare står og skriger stumt fra Jobcenteret?!) begrænser sig til weekenddagene og hverdagsmorgener og sene eftermiddage! Hvad nu hvis han tager sine første skridt hos dagplejen? Siger sine første ord? Jeg vil da have min søn herhjemme, indtil han er noget større og det er jeg sikker på, at jeg ikke er den eneste, der vil! Det er en fryd at se ham øve sig på at trille, at kravle, at pludre, ryste med rangler og undersøge verden... tanken om, at jeg ikke længere er førstehåndsvidne til hans udvikling, når han bliver lidt større, er da hjerteskærende!

Danmark halter virkelig bagefter, som en gammel syg, krikke, når det kommer til børneområdet. På den ene side skal vi knalde for Danmark og på den anden side, må vi ikke være sammen med de børn, vi så får af det? Vi skal sende dem ud til professionelle, så de kan testes og problematiseres og diagnosticeres og imens skal vi arbejde og pendle og realisere os selv.

For fremtidens Danmark ønsker jeg, at det bliver nemmere at vælge en længere barsel til både far og mor, flere fridage, når børnene er syge og bedre muligheder for at være hjemmegående eller have deltidsjob, når man har børn!



Du skrev:

"Min søn skal død og pine ud til fremmede før han overhovedet kan gå og tale!"

Hvis ikke en fagperson reagere på dit barns udvikling, så er det i strid mod loven. Mere konkret er det omsorgssvigt. Og hvem vil ikke gerne være foruden den titel ? Selvom fagpersonen "bare" møder dig på gaden, så skal der indgives en indberetning, hvis der er tale om lovovertrædelser. Hvor mange tror du som gør dét ? 1%, 5% eller alle fagpersoner ? Det er desværre for få der gør det, hvilket rammer børnene hårdest !

Sagt med andre ord, så er systemet indrettet på en sådan måde at hvis DU ikke tager dig af dit barn, så har systemet pligt til at gøre det uden dit samtykke et langt stykke hen ad vejen.

Du skal derfor selv stimulere dit barn til at kunne gå og tale ellers er dét jo omsorgssvigt ! Og ved man ikke 100% hvordan man bedst stimulere barnet, så står systemet klar til at råde og vejlede.

Det er ikke pædagogens primære opgave at lære børnene noget som sådan... men som voksen er det svært ikke at lære børnene et eller andet. Børn vil gerne gøre det samme som andre, så prøv at tænk på alle de ting som du ikke vil have dit barn til at gøre, men som du selv gør dagligt... så ved du også hvorfor at barnet bliver trodsigt af flere omgange i sit liv... det hører ikke kun til i bestemte årgange !

Det sker typisk når den voksne prøver at ændre barnets adfærd, men ikke får barnet med i processen, så stejler de og kæmper for det de har "lært" for det har jo fyldt en del i deres liv til dato.

Hvis man er ryger og får besked om fra sin læge at man skal droppe cigaretterne, så kommer alle undskyldningerne frem prompte...

- nogen bliver vrede, fordi det er deres eneste nydelse i livet

- nogen bliver deprimeret

- nogen bliver bange for hvad den besked udtrykker om ens helbred

Børn reagerer efter samme mønster og det giver mange forældre hovedpine...

Kunne lægen så bare have sagt at der på sigt vil kunne tilstøde problemer og evt. hvilke... så ville beskeden måske være mindre slem at skulle sluge !

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.