Foster
Størrelse: 18 cm og cirka 150 gram
Det er nu muligt at afsløre ved en ultralydsscanning, om jeres baby er en dreng eller en pige – hvis fosteret altså vender rigtigt inde i maven og ikke dækker sine ædlere dele med eksempelvis navlestrengen.
Fosteret begynder at udvikle fosterfedt i talgkirtlerne. Fosterfedtet vil snart dække fosterets krop og beskytte det mod at blive opblødt af fostervandet. Der begynder også at komme mønster i huden, som for eksempel fingeraftryk.
Fosteret bliver stadigt mere bevidst i sine bevægelser, fordi nervesystemet udvikles mere og mere. Fosteret bøjer og strækker således arme og ben livligt.
Mor
Din livmoder når nu op til navlen og begynder at presse de indre organer opad.
Du kan med stor sikkerhed høre dit barns hjertelyd med en doptone hos din læge eller jordemoder.
Hvis du har født før – og måske, hvis det er dit første barn - kan du eventuelt mærke liv nu.
Tip
Undgå rygning, alkohol, narkotika og andre stoffer, der kan være skadelige for dit ufødte barn.
Det anbefales at tage et dagligt jerntilskud på 40 – 50 mg ferrojern fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten.