Eksperthjælp: Er en doula eller fødselscoach nødvendig?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.541 visninger
0 svar
0 synes godt om
14. februar 2011

Karina Isolde Balslev

"Er en doula eller fødselscoach nødvendig?"

Hej Karina

Min kæreste som er gravid i 5. måned har talt om at hun gerne vil have en hjælper med til fødslen. Hun har nævnt sin mor nogle gange og en enkelt gang snakkede hun om en doula, altså en professionel. Min kæreste er noget bange for fødslen, men vil gerne prøve at føde naturligt.

Umiddelbart hælder jeg mest til en professionel, da jeg ikke tror hendes mor er en særlig god hjælp, hun fabler nemlig altid om hvor hårdt og ubehageligt det var at føde min kæreste og om hvor ondt det gjorde osv osv. Og måske er det slet ikke nødvendigt med en doula, jeg er der jo.

Hvad er det en doula kan hjælpe med under fødslen, og hvor nødvendigt er det overhovedet med en doula når der også er en jordemoder til stede?

Hilsen faren



Karinas svar

Kære far

Tillykke med graviditeten og tak for dit interessante og yderst relevante spørgsmål.

Det første jeg lægger mærke til er, at du fornemmer din svigermor ikke vil være en god støtte. Det er en ganske god observation som skal lyttes til og handles ud fra. For hvis der er noget som i dén grad forstyrrer en fødsel, er det tilstedeværelsen af en utryg person der ikke har tillid til kvinden og fødselsprocessen. Det duer ganske simpelt ikke. Din svigermor havde en dårlig fødselsoplevelse med din kæreste, og derfor forventer hun nu, at det er sådan det er at føde.  Hvad nytte har din kæreste, du og jeres barn af disse forventninger?

Du skriver også, at din kæreste er noget bange for fødslen og ønsker at prøve at føde naturligt. Naturlig fødsel er et vidt begreb som - alt efter hvem du spørger - tolkes og defineres forskelligt. Her tager jeg derfor udgangspunkt i definitionen: vaginal fødsel uden medicinske indgreb eller medicinsk smertelindring. Samtidig tager jeg også udgangspunkt i, at fødslen er planlagt som hospitalsfødsel.

Når din kæreste ønsker at føde naturligt og samtidig er noget utryg ved det, er det oplagt at få støtte fra en doula/fødselscoach. (Det samme gælder også hvis I vælger at føde hjemme og I ikke kender jordemoderen på forhånd). En doula/fødselscoach vil gennem graviditeten mødes med din kæreste og dig, og herved få opbygget et grundigt kendskab til jeres behov og ønsker, og I vil også få lært hende at kende. Under fødslen betyder det, at I har en kvinde ved jeres side som I kender, en kvinde som har tillid til fødselsprocessen og til din kærestes formåen. Det skaber tryghed for din kæreste og dig, og dermed øget mulighed for, at fødslen forløber så hensigtsmæssigt som muligt.

Som far er du kvindens primære fødselshjælper. Det er tit lidt af en mundfuld at være ene om den opgave, specielt i et omskifteligt miljø som det på hospitalet. Doulaens/fødselscoachens primære opgave er, at facilitere fødselsprocessen bedst muligt. Dvs. hun bl.a. ser til, at din kæreste bliver forstyrret så lidt som muligt, fungerer som talerør for din kæreste og dig selv så hun/I kan koncentrere sig/jer om fødslen og at oplyse jordemoderen om fødselsforløbet når I ankommer til hospitalet eller når der er vagtskifte. En doula/fødselscoach kan man sige fungerer som ’buffer’ for udefrakommende påvirkninger, så din kæreste, med dig ved sin side, kan give sig hen til fødslen.

I forhold til jordemoderen har en doula/fødselscoach også en betydningsfuld rolle. Doulaen/fødselscoachen kan informere jordemoderen - som i langt de fleste tilfælde aldrig har mødt kvinden og derfor ikke kender hende - om alle de nødvendige informationer hun har brug for at vide om fødslens forløb når I ankommer til hospitalet. Doulaen/fødselscoachen kan desuden, gennem sin indsigt i jeres bekymringer og forventninger, også videregive oplysninger om forhold der kan have indflydelse på fødselsforløbet. Herved forstyrres din kæreste og du ikke, og jordemoderen får oplysninger som gør hende i stand til at hjælpe din kæreste, jeres barn og dig på bedste vis.

Den positive indflydelse en doula/fødselscoach kan have på et fødselsforløb, har rent faktisk også foranlediget en undersøgelse. Du kan læse et abstract fra undersøgelsen her: http://www2.cochrane.org/reviews/en/ab003766.html

Jeg vil anbefale dig og din kæreste, at kontakte forskellige doulaer og fødselscoaches så I kan finde den som I føler jer allermest trygge ved.

Du er velkommen til at vende tilbage hvis du har yderligere spørgsmål.

Jeg ønsker dig og din kæreste en fantastisk oplevelse og jeres barn en rigtig skøn fødselsdag.

 

De bedste hilsner

Karina



Karina tilbyder alternativ fødselsforberedelse med udgangspunkt i den sunde og naturlige fødsel som individuelle forløb i Gentofte og privat, hold og workshops i København og fødselshjælp i Københavnsområdet.

Se Karinas hjemmeside: TrygFoedsel.dk - her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få "3 tips til en tryg fødselsoplevelse" ganske gratis.

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.