Derfor lyver mødre om deres børn

Hmm interessant artikel - for ja der er helt sikkert noget om det!

Men skal jeg være helt ærlig er det sjældent at jeg lyver om det at være mor og hvordan vores hverdag ser ud.

Jeg er en af de typer der uden at tøve indrømmer hvor mega hårdt jeg i perioder synes det er, indrømmer når vi bruger 1,5 timer på at få ham til at sove om aftenen, gør alt hvad vi kan for at han "fanger" noget i tv - bare så han lige gider sidde der lidt så vi kan lave mad/slappe af, - indrømmer kampene omkring at pålægget skal blive på rugbrødet - indrømmer at knægtens livret er pommes frites ;-) !

Men jeg føler heller ikke jeg har noget "at skjule" - vi spiser som oftest rimelig sundt, ja drengen ser lidt teletubbies indimellem, og ja det smutter da at han en enkelt morgen ikke når at få børstet tænder - og ja han er hysterisk når han skal have overtøj på., ja han er en forsigtig-per i visse situationer osv. osv.

Så bundærligt, jeg fortæller kun sandheden omkring hvordan jeg føler det er at være mor, og hvordan mit barn er! På både godt og ondt :-)

Men man kan tydeligt mærke at nogle mødre, bla. fra min mødregruppe virkelig LYVER! Synes faktisk de er temmelig nemme at spotte...  Heldigvis er langt de fleste jeg kender med børn "bundærlige" og fortæller gerne om alt det negative også - helt ærligt, hvorfor lyve sig frem til at ens barn er "bedre" end andre? Virkeligheden er jo at alle børn ikke KUN er nemme...

Umiddelbart nej til begge spørgsmål.

Min søn havde meget svært ved at sove da han var helt lille. Det var omkring 20 min af gangen i løbet af dagen, først sove til natten efter midnat og derefter vågen omkring hver time. Jeg var fuldstændig FÆRDIG!! Alle de andre i min mødregruppe var overskudsmødre, der gik til gymnastik, babysvømning osv, og jeg kunne slet ikke overskue andet end at sidde og glo ud i luften eller på min søn. Følte mig ærlig talt som alt andet end en "god mor".

Hver gang vi mødtes i gruppen fortalte jeg om hvor træt jeg var, og hvor meget det påvirkede vores hverdag at vores søn ikke ville/kunne sove. De andre lyttede og snakkede mine tanker igennem med mig, men så heller ikke mere. Indtil en dag hvor en af de andre mødre måtte fortælle at hun simpelthen ikke kunne mere: Hendes søn ville/kunne simpelthen ikke sove, og hun var løbet tør for overskud. Jeg følte mig faktisk endnu mere alene.

Jeg er ikke en "god mor", men jeg er den bedste min søn kan få. Han lever i mit kaos og han har det godt! Og jeg sætter en ære i ikke at være perfekt. Både overfor mit barn, men også overfor den omverden der kunne finde på at sætte det jeg siger som standard. Jeg ser det som et mål at mine venner og veninder med nye børn føler at de klarer sig godt efter at have hørt en "skrækhistorie" fra vores verden, fremfor det modsatte efter en løgnhistorie udformet som et glansbillede

De første måneder var et helvede. Jeg var i den grad påvirket af det glansbilled som bliver malet af andre mødre, og hvor alt bare køre på skinner. Jeg havde mange forestillinger om hvordan det hele var, og skulle være - for sådn var det jo hos alle de andre! Troede jeg. Det var faktisk herinde på baby.dk at jeg fik det lidt dejligt, og en god fornemmelse i kroppen over at jeg ikke var den eneste, som døjede med nogle af de dagligdags problemer som der kan være.

Jeg gik tit og spekulerede på hvorfor pokker min datter var så umulig, Eksempel..

- Hvorfor hun ikke ville ligge i barnevognen højst nødvendigt (NØJ, hvor har jeg bare kæmpet,  taget hende op mange gange fordi hun bare var grædefærdig, ildrød i hoved og for at gå med hende ned af  Jagtvej, skubbende med den ene hånd på barnevognen, og den anden brugte jeg til at holde en sur baby oppe på skuldreren, samtidig med lige at skulle holde et vågent øje så man ikke kom til at køre ind i folk, udover kantstenen, og se bare lidt overskudsagtig ud med et falsk smil på læben)

Jeg troede at babyer bare syntes det var skønt, at ligge nede i kassen, og sove sove sove .. Jeg har virkelig kæmpet med at barnevognen skulle være en god ting, og jeg tror at hvis Sne kunne snakke ville hun sige ting  til mig som  "Jeg HAAAADER barnevognen, åh nej - ikke nu den igen, Moooar jeg vil op NU, Kan du ikke forstå at jeg ikke f"#)! gider ligge hernede". Det er først nu her inden for de sidste uger, at hun har ændret helt adfærd, og egentlig syntes det er 'okay' at ligge dernede og kigge på de tegnede dyr i kalechen. Tit ligger hun også bare og stirre ondt på mig, virkelig stener på mig i længere tid .. Men det er HELT okay  Så længe hun ikke skriger og laver et show  Så kan jeg sagtens klare at blive nedstirret!

dobbelt post

pokulati skriver:

Jeg er ikke en "god mor", men jeg er den bedste min søn kan få. Han lever i mit kaos og han har det godt! Og jeg sætter en ære i ikke at være perfekt. Både overfor mit barn, men også overfor den omverden der kunne finde på at sætte det jeg siger som standard. Jeg ser det som et mål at mine venner og veninder med nye børn føler at de klarer sig godt efter at have hørt en "skrækhistorie" fra vores verden, fremfor det modsatte efter en løgnhistorie udformet som et glansbillede

Samme her.

Jeg læste godt artiklen, og har startet en debat andetsteds om samme artikel..

Hvis jeg har løjet, så har det ikke være bevidst, men fordi jeg ikke har kunnet huske tingene ordentligt, eller bare aldrig har tjekket efter... SÅ det er ikke en direkte løgn.

Jeg har intet behov for at skulle pynte på mit liv med falske historier. Heller intet behov for at skulle forsvare mig overfor andre, hvadenten det er mennesker på nettet eller i virkeligheden.

Jeg har selv prøvet at være i en mødregruppen hvor jeg skilte mig fuldstændig ud.. Jeg havde haft fødselsdepression, knægten var født for tidligt, havde kolik og gulsot osv. Stilmæssigt var jeg nok en bums, som havde forvildet mig ind i det finere selskab..

Men det som jeg heller ikke havde til fælles med dem var at min knægt sov igennem og det gjorde deres ikke...

Behøver jeg at sige at jeg ikke er en del af den mødregruppe mere??

Folk ved der er sket i mit liv - ligepå og hårdt.. Det betyder dog ikke at jeg fortæller alverdens ting, men jeg lyver ikke om det jeg fortæller  og fortier heller ikke noget for at fremstå som et "bedre menneske"

Jeg syntes da det er meget befriende at det til tider er lidt løgn at det hele bare er så nemt, heldigvis er der jo nogen der bare har det sådan, kan dog ikke se hvem man skulle være ærlig overfor hvis man ikke kunne være det med veninder osv.. jeg er på ingen måde ked af at indrømme at jeg syntes det var en forbandet hårdt første år, jeg syntes det er langt nemmere nu, til tros for at det stadig er svært indimellem, men jeg ville aldrig lyve om det..