"pludselig mindre mælk?"
hej catrine. min datter er 6 måneder gammel og jeg har ammet hende glimrende indtil videre. hun har suttet aktivt og jeg har haft rigelig med mælk. men den sidste uges tid synes jeg ikke jeg har nok mælk. jeg kan mærke at mine bryster er bløde og ikke spændte som før, hvor jeg kunne mærke tungheden af mælken. min datter er stadig meget interesset, så der er ikke noget der, og jeg ammer hende også når hun ønsker. jeg er startet på noget ammete som jeg har købt fra matas. men jeg ville lige høre om du har nogle råd til mig og evt har en forklarring? jeg har nemlig været meget ked af det, da jeg er meget glad meget for at amme hende.
Catrines svar
Hejsa.
Umiddelbart ville jeg ikke være bekymret hvis jeg var dig. Mælken forsvinder ikke lige pludselig, og det er helt normalt at brysterne ikke føles spændte, selvom de producerer mælk. Du skal kikke på din datter og bruge hende som parameter: er hun glad og aktiv som hun plejer? vil hun ammes som hun plejer? (det lyder det til i dit brev). Hvis din datter er som hun plejer, ville jeg ikke være bekymret. Læg hende endelig til så ofte hun vil - jo mere hun ammes, jo mere mælk laver du. Det vigtigste er at du holder op med at være bekymret, da det i sig selv kan have en negativ virkning på mælkeproduktionen.
Er din datter mon begyndt på skemad, og spiser derfor lidt sjældnere og eller mindre hos dig? Det kunne ihvertfald forklare, at du føler at der er mindre mælk. Den mælkemængde du har i brysterne følger din datters behov. Måske får hun heller ikke så meget mælk om natten længere, hvilket igen kan forklare hvorfor du synes du laver mindre mælk. Men det skal du ikke fortvivle over, da den mængde du har i brysterne er nok til din datter. Hvis ikke din datter allerede er igang med skemad, så skal hun til det, og det vil unægteligt betyde mindre mælk i brysterne. Hendes behov for mælk daler i takt med at hun får mere og mere rigtig mad. Det betyder dog ikke at du skal stoppe med at amme. Amningen er stadig vigtig, både pga mælken, men også som nærhed, trøst og hygge.
Mht ammethe, så er der ikke dokumentation for at det virker, men hvis du kan lide det, er det dog helt fint at drikke.
Jeg håber mit svar hjalp dig lidt - ellers er du velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner fra Catrine
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk
Anmeld