"vil stoppe amningen"
Hej Cathrine,
Jeg har den dejligste lille dreng på 5 uger.. Han tog godt fat fra start, og det har egentlig ikke været et problem.. Efter de første dage fik jeg en smule sår på brystvorten, de gik hurtigt væk, men var stadig øm.. Herefter fik jeg svamp, som vi nu har behandlet og det gør ikke ondt mere.. Jeg har på intet tidpunkt brudt mig om at amme, men slog det hen med at det var nok bare fordi det gjorde ondt.. Men nu gør det altså ikke ondt mere, og jeg bryder mig stadig ikke om det, tager mig selv i at tænke når han vågner om han for fa'en da ikke kunne sove lidt længere, for jeg har virklig ikke lyst til at amme ham.. Selvom jeg prøver at overbevise mig selv om at, mine bryster er lavet til at amme, kan jeg ikke lide det, det er simpelthen for grænseoverskridende og væmmeligt..
Jeg går ikke rundt og er ked af det, men er sikker på at jeg bedre kan nyde at give ham mad, og bedre kan nyde ham hvis han får flaske..
SÅ, nu har jeg besluttet mig for at stoppe.. Spørgsmålet er bare hvordan? Kan jeg trappe stille og roligt ned, gå direkte på flaske eller hvordan gør jeg?
På forhånd tak 
Knus fra Karina
Catrines svar
Hej Karina.
Stort tillykke med din lille dreng.
Jeg vil ikke begynde at skrive en hel masse om dit ammeforløb, for jeg kan høre på dig, at du er fast besluttet på at stoppe med at amme. Jeg synes det er fint, at du har erkendt, at amning ikke føles rart for dig. Så er det også det bedste at stoppe. Du har jo gjort dig nogle fine overvejelser omkring det.
Kort fortalt er der to måder at stoppe sin mælkeproduktion på, og det er enten med medicin eller ad naturlig vej via nedtrapning. Hvis du ikke har lyst til at trappe ned, men vil stoppe med det samme, så kan du via lægen få receptpligtigt medicin der stopper mælkeproduktionen ret hurtigt.
Hvis du vælger at trappe ned, så start med at erstatte ét brystmåltid om dagen med flaske. Næste dag to, tredje dag tre osv. På den måde skulle din mælkeproduktion langsomt nedtrappes, og du skulle gerne undgå at få spændinger og mælkeknuder. Skulle det alligevel ske, så kan du malke lidt ud, så du lige tager toppen. Men ikke mere end det, da du så vil stimulere til mere mælkedannelse.
Vær opmærksom på, at hvis der er allergi i jeres familie, så er jeres søn disponeret for allergi, og skal derfor have en særlig allergiprofylaktisk modermælkserstatning.
Jeg håber det lykkes for dig at stoppe på en god og udramatisk måde, så du får overskud til at nyde din søn 100% igen, uden kvaler omkring amning.
Mange hilsner fra Catrine
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk