"Efter 3 måneder med kolik, finde sin egen rytme."
Hej Lisbeth
Efter 3 måneder med aftenkolik, er det nu endelig gået i sig selv. Men nu er der nye "problemer" eller hvad man nu skal kalde det, for nu skal vores lille datter til at lære gode sovevaner. Den sidste uges tid har jeg lært hende at sove formiddags- og eftermiddagslur alene i barnevognen og i sin seng. Her er det jeg har gjort: jeg har svøbt hende, ammmet hende, derefter listet en sut i munden på hende og båret hende over i hendes seng/barnevogn, hvor hun har fået en klud, der har duftet af mor og mælk. Derefter har jeg holdt hende i hånden indtil hun er faldet i søvn. Nå men det korte og det lange er, at hun kun har sovet i ca. 1/2 time.
Indtil sidste uge har hun sovet ved mit bryst på ammepuden, imens jeg har set fjernsyn eller læst i en bog. Hun har også tit sovet i bæreselen imens jeg har lavet ting, og om natten har hun indtil nu sovet i vores seng. Jeg har forsøgt at give hende så meget nærhed som muligt, fordi hun har haft sådan en hård start. Det har ikke været rart at se sin lille bebs have så ondt og være så ulykkelig! Når hun sover hos mig, sover hun ca. 2 timer af gangen. Og om natten sover hun fra kl. ca. 20.00 til kl. 07.30 kun afbrudt af spisepauser. Vi har sat hendes seng op ved siden af vores og har taget den ene side af, så hun i princippet bare ligger i forbindelse med vores seng. Hun virker glad for sin seng, og synes at uroen over sengen er meget spændende.
Jeg læste et sted at babyer på 3 måneder powernapper mere, fordi de har travlt med at opleve verden. Vores lille datter har også virkelig travlt med at opleve og være nysgerrig, og når vi er ude og gå tur enten i bæreselen eller barnevognen, har hun mere travlt med at kigge end med at sove. Det er som om den der "stop-knap" er svær at finde hos hende, og hun skal bare have det hele med!
Jeg synes nogengange det er svært at sortere i mængden af informationer, jeg finder på nettet, og hvad sundhedsplejerske, familie og venner fortæller. Jeg kommer nogengange til at sammenligne vores lille pige med vores venners dreng på 5 måneder, der sover godt i barnevognen og i sin egen seng. Han har aldrig grædt så meget som vores lille pige. Det er selvfølgelig ikke godt at sammenligne, men det er ikke rart at have en baby, der græder. Nogengange kan jeg godt føle, der bliver set mere skævt til én, når andres babyer ikke græder og har gode sovevaner. Det er ikke rart, når vi nu har prøvet alt, hvad vi kan for at hun skulle ha' det godt. Og ja, som førstegangsmor bliver jeg da også usikker, når vores baby ikke er lige så "nem", som vores venners baby, der bare er glad stort set uanset hvad. Det er måske lidt groft tegnet op. Jeg elsker selvfølgelig min baby med hud og hår :-) Jeg tror hun er en mere følsom lille pige, samt at hun både stiller krav til at blive stimuleret godt. Derudover tror jeg hendes grænser lettere kan blive overskredet, når vi er ude blandt andre, fordi hun ikke kan finde ro. Og når hun er træt, når vi er ude, så græder hun indtil vi tager hjem... Indtil for 3 uger siden, kunne hun fint sove i slyngen, når vi var ude, men sådan er det ikke længere.
Ja, det var lige en lang smøre. Og ja, der sneg sig vist også lidt af de tanker ind, jeg har gjort mig, og som nogle gange kan gøre mig usikker og tvivle på mig selv. Jeg synes i princippet at vores lille pige skal være så tæt på som muligt, men når jeg er sammen med andre, kan de ikke forstå, at vores barn stort set ikke har brugt barnevognen og først nu er begyndt at sove i vores seng. Jeg har nok svært ved at stå ved mine egne beslutninger. Derudover synes jeg også det er svært at overskue, hvordan konsekvenserne bliver af de vaner, jeg er med til at give vores datter. Jeg vil jo gerne give vores lille datter den bedste start på livet, så hun bliver så trygt et barn som muligt.
Lisbeths svar
Kære Anne Sofie!
Tillykke med din lille pige, som desværre har været plaget af kolik. så det har været en hård tid , for hende og for jer.
Når jeg læser din beskrivelse , er det en gave for hende, at du har magtet at opfylde hendes behov for tryghed og nærvær og formået både at få hende til at sove, og også at du har fået slappet lidt af med en bog.
Det sværeste ved at blive mor er alle de forventninger, som man selv har og så de meninger og holdninger, som man tror de andre har til ens måde at være forældre på.Derer altid nogen som ved bedre, og det gir usikkerhed, for du tænker måske, at der er noget du ikke gør godt nok.
Jeg tror ,du gør det super godt, du læser dit barn, og opfylder hendes behov for kærlighed, nærvær og tryghed, og det kan dit barn ikke få for meget af.Du giver hende kun gode vaner, hun er et lille barn, der skal have opfyldt sine behov, og du mærker, når der er noget, der ikke passer hende, for så græder hun.
Børn er forskellige, nogen har et bedre sovehjerte end andre, forsøg at lade være med at sammenligne. Når du får kommentarer, så stik et selv sikkert smil og sig, jeg ved hvad der bedst for min datter, jeg er nemlig hendes mor.Du kan også sige meget venligt til dem der vil give råd. Hvis jeg har brug for råd, så beder jeg om det.
Jeg har et par fif, som du måske kan få glæde af. Et besøg hos en kiropraktor er ofte en god ide, hvis baby har kolik, måske har i været der?
Babymassage før et dejligt varmt bad er de fleste babyer glade for.
Nu er hun også begyndt at blive meget nysgerrig, så nu er det tid til god leg på gulvet, indtil hun ikke orker mere.Når du putter hende til barnevognsluren, hæng en ble op foran kalechen så hun får fred dernede, vågner hun efter en halv time,, så forsøg med sutten og gyngen med vognen at fortælle hende, at der skal soves mere.Sig : mor er her, alt er godt sov du bare videre.
Børn bliver beroliget. når mor bevarer roen, og med sin kærlige stemme siger at alt er i orden. Jo mere overbevisende du oplever dig selv, jo mere smitter det af på hende.
Jeg ønsker dig/jer alt det bedste og håber du nu tror på, at du er en vidunderlig mor, som gør alt det bedste. for dit barn.
Fortsat held og lykke, håber du kan bruge lidt af det her, og ellers skriver du bare igen.
Varme hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk