"Mælkeknuder"
Mælkeknuder - igen - igen - igen...
Jeg er den heldige indehaver af en skøn datter på nu 4 måneder. Jeg har ammet hende indtil nu, men nu er toppen ved at være nået. Jeg lider så frygteligt af mælkeknuder. Må have haft det en 30 gange nu siden uge 10.
Jeg har forsøgt blok-amning, hvilket virkede fint. Min mælkeproduktion blev nedsat, men efter blot en nat, hvor jeg ikke har ammet i 5 timer har jeg idag fået store mælkeknuder. Især på det ene bryst, hvor man ikke bare kan se mælken fyldt op i en gang, men man kan også mærke en stor hård klump inde bag ved brystvorten.
Det gør ondt og det frustrerer. Jeg har forsøgt amning her til aften, men hun gad ikke rigtig tage fat. Især mælkeknude-brystet var hun frustreret på. Normalt kommer mælken hurtigt (hun plejer at kløjs i den), men måske bliver mælken stoppet derinde pga. knuderne?
Mine spørgsmål:
*Udover panodil, varme omslag, bade, let massage kan jeg så gøre mere for at få mælkeknuderne til at gå væk?
*Jeg vil gerne begynde på ske-mad, men hvordan introduceres det, når mine bryster er ved at sprænges af mælk?
*Hvad er den hårde knude bagved vorten - er der noget jeg slet ikke er opmærksom på?
Normalt forsvinder mine mælkeknuder i løbet af 24 - 48 timer, men denne gang er jeg bare SÅ træt af dem. Pyyy... I håb om et svar, der giver mig det skulderklap jeg skal bruge. Jeg orker bare ikke den amning mere, når det skal være så hårdt og gøre så ondt.
venlig hilsen
Christina (der sidder pakket ind i varme sweatre så babberne ikke fryser)
Catrines svar
Hej Christina.
Av, hvor har jeg ondt af dig! Det må ikke være sjovt at få mælkeknuder så nemt. Du er en af de, relativt få, kvinder, der har en større mælkeproduktion end dit barn har behov for, hvorfor du har lettere ved at få mælkeknuder. Løsningen plejer at være blok-amning, dvs amning af samme bryst flere gange i træk, og det lyder du som om du har helt styr på. Dog kan det være at du skal øge intervallerne ved samme bryst, når du stadig får mælkeknuder?
Jeg vil forsøge at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan. Jeg vil dog foreslå dig også at ringe til en ammerådgiver, da svaret kan blive mere fyldigt, hvis man kan spørge ind til nogle ting. Det kan du gøre helt anonymt og gratis.
Vedr. første spørgsmål, så gør du allerede alle de rigtige ting. Det er desuden vigtigt at du ammer ofte. Brug varierede ammestillinger, da din datter tømmer brystet mest, dér hvor hendes underkæbe er. Hvis din datter bruger sut, kan du prøve at begrænse hendes brug af den, så hun istedet får sít suttebehov opfyldt hos dig. Det er også en god idé, at malke ud efter amning indtil brystet føles blødt. Her ud over er det vigtigt at du får hvilet dig og spiser og drikker nok. Det er også meget vigtigt, når man som du har problemer med mælkeknuder, at bruge en bh uden snærende bøjle. Dine bluser må heller ikke stramme over brysterne.
Jeg tænker lidt på, om du måske skulle snakke med din læge om muligheden for at begynde på p-piller, da de kan være med til at nedsætte din mælkeproduktion.
Vedr. andet spørgsmål, så burde det ikke give yderligere problemer at introducere skemad, da du starter op tidligt. I starten skal din datter kun have små smagsprøver, og det er et supplement til mælken. Hendes mælkebehov er derfor stadig det samme, og skemaden er blot det ekstra mad hun efterhånden har brug for.
Vedr. tredje spørgsmål, så kunne knuden lyde som en galactocele, hvilket er en mælkefyldt (godartet) cyste. De kommer netop af tilstoppede mælkegange, altså mælkeknuder. Somme tider kan de gå i sig selv, men andre gange skal de dræneres. Jeg synes derfor at du skal kontakte din læge, hvis du stadig døjer med knuden når du får mit svar.
Jeg vil ønske dig fortsat held og lykke med amningen - det skulle gerne være en fornøjelse og ikke en pine at amme sit barn. Du skal samtidig have et skulderklap for at du, på trods af dine hyppige problemer med mælkeknuder, stadig ammer. Det er godt gået! :-)
Mange hilsner fra Catrine
Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.
Forældre og Fødsel: fogf.dk