Eksperthjælp: forberede brysterne til amning?

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

3.115 visninger
0 svar
0 synes godt om
22. august 2010

Catrine Hansen

"forberede brysterne til amning?"

Hej Catrine

Jeg venter mit 3. barn - en lille efternøler. Ved mit ældste barn fik jeg aldrig rigtig etableret amningen, og ved mit andet barn måtte jeg stoppe efter 10 dage pga. store betændte, behandlingskrævende sår. Den eneste hjælp jeg fik fra sundhedsplejersken var nogle strandskaller, som kun gjorde det hele værre.

Jeg har et meget stort ønske, om at amningen skal lykkes denne gang, og da jeg skal føde ved kejsersnit, håber jeg at få hjælp af personalet, når jeg nu alligevel skal blive nogle dage på sygehuset.

Nu er mit spørgsmål så, om der er noget jeg kan gøre for at "forberede" brysterne på, at jeg om ca. 10 uger skal amme igen ?



Catrines svar

Hejsa.

Tillykke med graviditeten af dit tredje barn. Det er synd at du har haft nogle dårlige oplevelser med amning af dine to ældste børn. Strandskallerne, som du skriver om, er man gået væk fra at anbefale, da man har fundet ud af, at der er en øget risiko for at få svamp ved brug af dem. Svamp trives især godt hvis man har nogle sår, hvorfor det nok har været derfor at dine sår blev forværret sidste gang.

Der findes ikke nogle dokumenterede metoder der skulle kunne forberede brystvorterne på amning. Den bedste forberedelse er efter min mening den mentale. Og du er allerede et langt stykke vej til at amningen skal lykkes, da du er meget indstillet på det. Alle babyer er forskellige, og det er alle ammeforløb også, hvorfor du ikke må lade dine tidligere erfaringer dominere dine tanker. Tro på at din krop er skabt til at amme, så skal det nok lykkes! Når det er sagt, er det selvfølgelig rigtig vigtigt med god støtte i starten - som du også selv er inde på. Selv om du får lov at blive et par dage på sygehuset, er det ikke sikkert at din mælk når at løbe til på så kort tid, så måske kommer du hjem inden du rigtig får oplevet at din baby drikker mælk hos dig. Hvis det er tilfældet, synes jeg at du skal ringe til din sundhedsplejerske og bede om et tidligt besøg, da der ellers godt kan gå op til 10 dage inden det første besøg i mange kommuner. Det er dog helt legalt at ringe og bede om hjælp!

På sygehuset kan du dog få hjælp til at få lagt den lille korrekt til, da det er meget vigtigt for at undgå sår. Det er endvidere vigtigt at få den lille op på maven/brystet af dig kort tid efter fødslen, og det er også muligt selv om du skal have kejsersnit. Fortæl personalet at det er et stort ønske for dig. Måske kan du få dit barn op til dig allerede mens du bliver syet sammen. Man ved nemlig i dag, at den første hud-mod-hud kontakt er meget vigtig for et ammeforløb.

Jeg tror også det kunne være en hjælp for dig at læse lidt om amning inden din fødsel. Man ved at viden øger chancen for et godt ammeforløb. Der findes flere gode bøger om amning, men jeg vil da især fremhæve "Alt om amning" af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk. Det er en god og overskuelig bog med nogle fine illustrationer.

Jeg ønsker dig held og lykke med fødslen og med amningen.

Mange hilsner fra Catrine



Forældre og Fødsel er Danmarks eneste brugerforening der varetager de gravides, fødendes og småbørnsforældres vilkår. Forældre og Fødsel tilbyder desuden rådgivning inden for emner som slynger, søvn, vandfødsler, abort, søskende, samsovning, tvillinger, efterfødselsreaktioner med videre.

Forældre og Fødsel: fogf.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.