Eksperthjælp: hjælp min datter 6 måneder vil ikke sove om dagen.

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

8.553 visninger
0 svar
0 synes godt om
6. juli 2010

Lisbeth Jess

"hjælp min datter 6 måneder vil ikke sove om dagen."

Hej! Jeg skrev til dig for knap to uger siden, da jeg var bekymret for min datter, som havde svært ved at spise grød. Jeg skrev at min næste plan var at prøve med hjemmelavet øllebrød, og det viste sig at være et vendepunkt. Hun spiste øllebrøden med stor fornøjelse, og efter en lille uges tid prøvede jeg igen at lave grøntsagsmos, og det ville hun også gerne have, og nu har jeg også fået hende til at spise hjemmelavet havregrød med most banan. Jeg skrev også at hun spiste lidt for lidt MME, men det er hun af en eller anden grund også begyndt at spise mere af igen. Så det kører bare med maden nu, og tusind tak for dit svar! I mit sidste brev nævnte jeg kort at hun havde lidt problemer med at sove om dagen, og det er nu blevet meget værrer, så derfor skriver jeg altså nu igen.

Hun plejer at sove ½ time om formiddagen, og hun bliver træt 1 time til halvanden efter hun er stået op om morgenen, så der bliver hun puttet ud i barnevognen. Af en eller anden grund er hun begyndt at være meget svær at få til at sove om formiddagen selvom hun er meget træt. Jeg har forsøgt at ligge hende ud i barnevognen ca. samme tid hver formiddag, og jeg har også forsøgt at gå ture med hende, men intet hjælper - hun nægter bare at sove. Den sidste lille uges tid er hun endda begyndt at give sig til at græde og ligger og sparker og bliver hidsig i barnevognen, så til sidst er jeg nødt til at sætte hende op af ryglænet, og så falder hun til ro igen. Så nu er det blevet sådan at jeg hver formiddag kæmper en kamp for at få hende til at sove mens jeg går tur med barnevognen og skiftevis lader hende sidde lidt op og lægger hende ned igen. Tit ender det med at jeg giver op, og tager hende med ind igen og putter hende i tremmesengen i stedet. Der ligger hun så og skiftevis pludrer og leger i op til 1 time inden hun falder i søvn. Det er også tit nødvendigt at give hende en ekstra flaske som hun falder i søvn med. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor hun pludselig ikke vil sove, og jeg er bange for at det bliver en vane for hende at skulle have en flaske i munden for at kunne falde i søvn. Derudover tærer det rigtig meget på min energi og humør, at jeg skal bruge hele formiddagen på at få hende til at falde i søvn. Hun plejer at falde i søvn ved 9-9.30 tiden, men nu lykkes det som regel først mellem kl. 11 og 12, og nogle dage ender det endda med at jeg giver op, og lader hende springe over formiddagsluren. I de tilfælde er hun meget pylret resten af dagen. Det er tydeligt at hun er træt og trænger til at sove ved 9 tiden, så hvorfor kæmper hun så meget imod? Tror du at det ville hjælpe hvis jeg begyndte at give hende grød til morgenmad også? Jeg vil prøve at blande lidt vælling i hendes morgenflaske (hun vil ikke drikke ren vælling) i tilfælde af at det er fordi hun ikke bliver ordentlig mæt af MME.

Omkring middagstid får hun så frokost i form af grød og ved 13 tiden bliver hun meget træt igen, og jeg fandt ud af for længe siden, at hun sover bedre indenfor i sin tremmeseng end udenfor i barnevognen til middag, så der bliver hun lagt til at sove, og det tager som regel 15-45 min. inden hun falder i søvn, og så sover hun for det meste 2-2½ time. MEN hvis vi ikke er hjemme bliver middagsluren en næsten lige så stor kamp som formiddagsluren. Hvis jeg går med hende i barnevognen f.eks. nede i byen hvis jeg skal have ordnet nogle ting og handlet, så falder hun godt nok i søvn, men sover kun ½-1 time, og så er hun træt og pylret resten af dagen, fordi hun ikke har sovet nok. Nogle gange tror jeg hun vågner pga. larm fra andre mennesker eller biler og busser (hun har altid vågnet meget nemt når hun sover). Men hun plejer nok at kunne falde i søvn igen, hvis hun ikke er færdig med at sove. Men det kan hun altså åbenbart ikke længere. Nogle gange er vi på besøg et eller andet sted om eftermiddagen - f.eks. hos min søster (der er vi ca. 1 gang om ugen), og sådan en dag skal jeg kæmpe ret længe med at få hende til at falde i søvn til middagsluren. Jeg har forsøgt at gå en tur med hende i barnevognen, men der vil hun ikke falde i søvn. Jeg har også forsøgt at ligge hende i en tremmeseng eller dobbeltseng, og gøre ligesom jeg gør derhjemme når hun skal sove til middag. Men hun kan bare ikke falde til ro, og det ender tit med at jeg bliver nødt til at lægge mig ved siden af hende og give hende flaske indtil hun falder i søvn. Det er jeg også bange for hurtigt bliver en dårlig vane. Det samme gør sig gældende hvis vi er på besøg om aftenen efter hendes sengetid (som er mellem kl. 19 og 20), eller hvis vi sover hos min søster eller mine forældre. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for at få hende til at falde i søvn. Jeg nævnte også i mit sidste brev, at min datter er begyndt at springe over aftensluren ind imellem. Problemer og fremgangsmåden er her det samme som ved formiddagsluren. Og hvis hun ikke får sovet den halve time, som hun plejer at gøre (ved 17.30-18 tiden), så er hun træt og pylret resten af aftenen.

Er jeg for "sød"? Giver jeg hende dårlige vaner, ved at komme og trøste hende og indrette mig efter hende, når hun græder? Min søster mener at jeg skal lade hende græde, og på den måde lære hende, at hun skal lægge sig til at sove, når det er sengetid og hun er træt. Men det har jeg virkelig ikke lyst til, og jeg er også bange for at det vil sende hende et signal om at hun bliver efterladt og er alene, når hun har behov for trøst. Min søster har en datter på 20 mdr., som altid har sovet som hun skulle, når hun var træt. Min søster mener at det er fordi hun fra starten af lærte hende at hun skulle lægge sig til at sove, ved at lade hende græde, i stedet for at gå ind og trøste hende gang på gang. Min niece er som regel en glad og forholdsvis nem pige, men hun råber og skriger tit når hun vil have opmærksomhed eller hvis der bare er noget hun vil, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det nok er fordi hun har lært at hun bliver nødt til at skrige højt og længe før hun får sine behov opfyldt. Er jeg helt gal på den?

Jeg er virkelig fortvivlet for lige nu ser det ud til, at jeg bliver nødt til at holde mig hjemme 24-7, hvis min datter skal have den søvn hun har brug for. Herhjemme sover hun trods alt som hun skal til middagsluren og når hun skal i seng om aftenen. Her er det kun formiddagsluren og aftensluren der er et problem. Men kan det virkelig passe at det skal være sådan? Jeg trives ikke ved at sidde herhjemme dag ud og dag ind. Jeg har brug for at komme ud blandt mennesker og være lidt sammen med venner og/eller familie nogle gange om ugen. Skal jeg bare acceptere at det ikke kan lade sig gøre, fordi min datter tilsyneladende er meget følsom og har brug for at være hjemme for at være tryg? Eller kan jeg vænne hende til at være væk hjemmefra ind imellem? Og i så fald hvordan skal jeg så gøre det? Hvordan vil det påvirker hende hvis jeg lader hende græde i et stykke tid inde jeg går ind og trøster hende, når hun er blevet lagt i seng?

Jeg er igen meget fortvivlet og bekymret, og har de sidste dage haft svært ved at holde tårerne tilbage, fordi jeg bare ikke ved hvad jeg skal gøre. Og det gør mig ulykkelig at min lille pige bliver så nemt påvirket og ked af det, når hun skal sove. Det skal lige siges, at min datter ellers er en meget glad pige med let til smil, som ikke er bange for fremmede eller at prøve nye ting/lege.

Jeg håber at du kan hjælpe mig endnu engang, for min sundhedsplejerske har ferie i to uger endnu, men så snart hun kommer tilbage har jeg planlagt at ringe til hende og bede om et ekstra besøg inden 8 mdr.'s besøget.

MVH. den fortvivlede alenemor



Lisbeths svar

Hej Med dig! Nu gik det lige så godt og din datter spiser al den mad du laver, hvor er det flot, ros til dig.

Alligveler du lige nu meget ulykkelig fordi du oplever hun ikke vil sove uden du skal bruge meget tid på det.

Du er alenemor og har også brug for et par pauser i løbet af dagen, samt komme lidt ud mellem andre mennesker.

Deter klart det slider når du bruger så meget krudt på at få hende til at sove, og det så alligvel ikke lykkes.

Først vil jeg sige til dig, tag den med ro, lige nu er det så varmt så de fleste børn har svært ved at sove som de skal.

Mit råd er at lade hende styre sin søvn, hvis hun gaber og gnider sig i øjnene så læg hende på et tæppe på gulvet eller i en kravlegår hvis du har en sådan. Lad hende ligge og lege, mens du lægger dig på sofaen og slapper af. Lad være at presse hende til at lægge sig ned og sove, for hvis og når hun mærker du bliver en anelse frustreret eller irriteret, så bliver hun  urolig og vil ikke sove.

Når I har slappet af og hun ikke er faldet i søvn, så gå en tur med hende og lad hende sidde op, støttet af ryglæn og puder, Lad hende se sig omkring i verden, snak med hende, og smil til dem du møder. De fleste smelter når de ser en baby. Sæt dig på en bænk og drik noget vand eller tag en kop kaffe med.Slap af og få købt ind.Falder hun i søvn er det fint, holder hun sig vågen er det også fint. Sig til dig selv at alt er i orden.

Efter frokost putter du hen de i tremmesengen som du ved er bedst for hende. LaD HENDE SOVE EN RIGTIG GOD LUR.

Så er det pausetid for dig, hvor du skal nå alt det der hører med i en familie som du nu er.også selvom du er alenemor.Men slæk på præstationerne,. deter vigtigere du slapper af en der er helt clean.

selvfølgelig skal du ikke holde dig inde mellem kl 24 til 07, alligvel er det fint hvis du accepterer at din datter siger fra når det ikke passer hende.Hvis du skal putte hende ude, kan du ikke regne med at hun lægger sig ned og falder flot i søvn, I er ude, og alene det faktum at du er bekymret for, om hun nu græder og hvad de andre vil sige, er nok til at give hende uro.

Når din søster siger du skal lade hende græde, så skal du svare som din sandhed er:. Mit barn græder når det har et behov og jeg hendes mor opfylder hendes behov, og det er min måde.

Et lille barn kan ikke forkæles, et lille barn græder når det har et behov, behovet kan også være træthed, og så kan det græde et par minutter, og kan være svært at trøste, det kender du sikkert.

Derer også mange andre behov, mad, en tør ble, ubehag, ensomhed, brug for omsorg, mærke sin mor, være i arm, en prut på tværs, og nogen gange græder de fordi de simpelthen bare er ulykkelige.

Vi bliver bombarderet med at børn skal sove, børn skal lære og rigtig mange andre ting, alligevel skal du som hendes mor læse dit barn og give hende det hun har brug for.Jo mere lydhør du er , jo mere tryg bliver hun.

Når du er flad som det lyder til du er lige nu, så smitter det også af. Hvis du har et godt netværk, så få nogen til at komme og aflaste så du kan komme en tur i biografen, eller ud med nogle veninder, så du kan få lidt alene tid  .Deter hårdt at være alene, og tårerne kan flyde og deter også o.k.det er  befriende med en god gang gråd.

Derer også nogle bedsteforældre læser jeg, ræk ud og bed dem komme og tage en tørn hjemme hos dig.

Lige nu tror jeg at din datters behov er at være derhjemme, når det er puttetid, hun skal nok lære at sove ude, men hun er kun 6 måneder.

Fortsat rigtig meget held og lykke med hende, fornuftigt du beder om  et besøg af din  sundhedsplejerske.og du kan også trygt skrive igen.

Varme hilsner

Lisbeth Jess



Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.

Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.