Oliver10 skriver:
I torsdags sidder jeg med lille Oliver i mine arme og ammer ham. Han falder i søvn ved mit bryst og da han har ligget lidt, kan jeg pludselig mærke han er helt livløs. Jeg tager ham op og han bryder ud i gråd. Det sker en gang mere og vi tager på sygehuset i Slagelse hvor han får målt blodtryk, iltningsniveau mm. Det hele ser fint ud! De ringer til Holbæk sygehus, som gerne vil se os på børneafdelingen. Vi kører stille og roligt afsted i ambulancen, hvor jeg ammer ham, men 4-5 km før Holbæk sker det samme igen, men denne gang kan jeg ikke få liv i ham. Jeg giver ham til lægen ved siden af mig og hun kan heller ikke få kontakt med ham. Sirenen bliver sat til og så er det afsted til skadestuen. Vi kommker hurtigt ind på en stue, hvor der står 9 læger og sygeplejersker omkring ham. Hvad de gør ved jeg ikke, for er så grådkvalt at jeg ikke kan se ud af mine øjne, men efter et par minutter hører jeg Oliver bryde ud i gråd 
Aldrig har jeg været så glad for at høre ham græde Jeg var jo sikker på han var død i mine arme.
Vi bliver indlagt på børneafdelingen, hvor han får lagt drop, får taget blodprøver, tjekket afføring, hjerte, lunger, men intet usædvanligt er at finde. Han ligger nu med en sonde i næsen, der skal tjekke hans PH i maven for at se om der er noget dér. Finder de ikke noget, så sidder vi tilbage med uvisheden og det er ikke særlig rart 
Han ligger på et apnøtæppe, hvor der er en alarm der går, hvis han ikke trækker vejret og sådan en har jeg også bestilt hjemtil, men ikke engang det er nok!
Jeg tør nu hverken amme ham eller have ham i mine arme når han er træt. Simpelthen fordi jeg er SÅ bange for at miste ham. At han igen skal være livløs i mine arme. Og selvom de har fået liv i ham denne gang, gør de så også det næste gang?
Vi er stadig indlagt på børneafdelingen og jeg tør ikke tage hjem.
Hvordan skal jeg nogensinde komme ovenpå igen? Jeg er så ked af at jeg ikke kan være den samme mor, som jeg var før.
Hilsen den dybt fortvivlede mor
Uha hvor jeg godt kan forstå dig.... Jeg prøvede det samme med min datter da hun var 1½ mdr gammel.
-Og din oplevelse lyder meget, som det jeg oplevede med Malucca. Jeg var også hunderæd, for at komme hjem, give hende flaske og ligge mig til at sove..... Jeg fik så en apnøpalarm fra sygehuset. som tog en lille del af frygten, men det tog mig meget langt tid, at komme videre.
Det der gjorde jeg kom det første skridt videre, var samtaler med en psykolog. (krisepsykolog tilknyttet til sygehuset) Så prøv og hørt personalet, om de har sådan en tilknyttet, da det jo rent faktisk er en krise situation du har været ude i, og folk ofte for post-traumatisk-stress... Jo tidligere man kommer igang med disse samtale jo bedre. Da du også (er) begyndt at "fantasere" om hvad der kan ske. -Jeg vil sige til dig det bedste udover psykolog er at tale om det igen og igen og igen. Jeg taler stadig meget om det, selv nu hvor Malucca snart bliver 1 år.
Du er meget velkommen til at skrive en privat besked til mig, hvis du har lyst til, at tale mere om det med mig.
Trine.