3 råd, jeg ikke kunne bruge, da mit barn blev delebarn

Opret bruger, og spring til sidste ulæste indlæg
Opret bruger, og følg denne tråd

385 visninger
0 svar
0 synes godt om
7. august

Baby.dk

Fra Voresbørn.dk

3 råd, jeg ikke kunne bruge, da mit barn blev delebarn

I vinter gik min søns far og jeg fra hinanden.  Som der nok altid er ved opbrud i familier, uanset hvor ventet det er, og uanset hvor roligt det foregår, så er alle følelserne uden på tøjet i tiden lige efter. Drømmene er gået i stykker og man står i vintermørket og forsøger at samle resterne sammen for at skabe en ny illusion, en ny idé om fremtiden.

Faktaboks

Om Iben Maria Zeuthen

32 år og mor til en søn på to år og ni måneder, som hun har sammen med sin eksmand. De to gik fra hinanden, da deres barn var to år.

Iben Maria Zeuthen er redaktør og vært på programmet ”Det Næste Kapitel” på Radio24syv. Derudover skriver hun klummer i diverse medier.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

I en sådan periode er man rådvild og man leder bevidst efter stier, der hvor græsset er trådt fladt af andre fødder, så man kan finde sin vej videre. Og man er derfor rigtig modtagelig for gode råd. Skrækeksemplerne er mange, og panikken bølger op og ned for hver time, for tænk nu hvis det mest uoverskuelige skulle ske: At mor og far bliver uvenner, rigtig uvenner, og ikke nogensinde kan finde melodien fremover.

Rådene er mange, det er jo nærmest halvdelen af os, der bliver skilt. Men man skal passe på, hvad man tager til sig, og hvad man giver fra sig af ”gode råd”.  For en nyskilt person er en sårbar person. 

LÆS OGSÅ: Blog: Sommerferie som skilsmissefamilie

Det første, man bliver tudet ørerne fulde af, er, at det vigtigste ved en skilsmisse er, at samarbejdet mellem mor og far kører gnidningsfrit. At være delebarn kan sagtens lade sig gøre, hvis altså far og mor har et sundt forhold til hinanden. Men det kan blive svært. Ikke fordi mor og far har været onde mod hinanden eller svigtet i deres tidligere liv sammen, eller fordi de ikke vil. Men simpelthen fordi, at det næste, der sker, er, at både mor og far fra hver deres side bliver gjort opmærksom på de eventuelle kommende storkonflikter.

Far bliver måske kontaktet af foreningen far med skrækeksempler på mødre, der har snydt i børnebidrag. Mor bliver opfordret af parterapeut bag fars ryg om at huske at søge barnets bopæl. Bekendte fortæller om venners venner, der mødes på en parkeringsplads ved udveksling af børn, fordi de skal mødes på neutral grund. Og så den anden ting: Nettet flyder over med klummer af familieterapeuter og børnepsykologer, der hele tiden betoner barnets skrøbelighed og i spørgsmål om deling af barnet er enige om behovet for mest kontakt hos moderen. Mor har ammet, mor skal have mest tid med barnet, far er ”fast babysitter” og kan passer barnet, mens mor hver søndag er til zumba (Og ja, zumba-eksemplet er nuppet fra en landskendt familieterapeut).

Og så er det bare, jeg har lyst til at sige følgende: De typiske råd fra eksperter og omgivelser, går i stik modsat retning af det ypperste råd, man får som deleforældre: Vigtigheden af et godt samarbejde.

Hvis det vigtigste efter en skilsmisse er forældrenes samarbejde og kollegaskab, er det så ikke vigtigt som udgangspunkt at betone det smukke, fine og kærlighedsbetonede, der har været mellem mor og far, siden de fik et barn sammen? Er det ikke en ide at vente med at køre konfliktskytset frem, til man ved, om der overhovedet er en konflikt på vej? Har vi indrettet systemet efter de kendte skrækscenarier og glemt, at det, at man forbereder forældrene på det værst tænkelige, jo desværre kan betyde, at parterne bliver modstandere i stedet for samarbejdspartnere i den opgave, som et fælles barn er? At man gør dem til modparter uden, der overhovedet er ren reel konflikt på vej?

Vi, hjemme hos os, er foreløbigt fine venner, men det skete sgu ikke på grund af gode råd men på trods. Vi lukkede ørerne for alle eksperters sørgemasker og rettighedsrytteri. Her oplister jeg nogle af de råd, som jeg ikke synes virker logiske – slet ikke, hvis det, man prioriterer, er et godt samarbejde. Og nu er det sådan, at den forskning, der findes på området, er ret svær at tyde, fordi alle børn og situationer er forskellige. Så jeg forbeholder mig retten til at udtrykke min tvivl ved rådenes urokkelighed.  Her kommer de tre oftest givne udsagn, som jeg synes er mest problematiske. Simpelthen fordi de for mig at se ikke fordrer det gode forældreliv, og fordi det gode forældreliv i meget højere grad, end det bliver italesat, forudsætter både det gode samarbejde og det glade børneliv:

1. Hvis barnet er under to år, skal det bo hos mor

At mor pr. definition rådes til nærmest at overtage barnet, hvis barnet er under to år, når skilsmissen finder sted, er et kæmpe problem. Man risikerer at skabe grobund for en højkonflikt mellem mor og far, fordi far jo i praksis mister sit barn. Det er voldsomme sager, hvis faren hidtil har været en nærværende figur i barnets liv.

Hvis man mener, at samarbejdet er nøglen til alt godt, vil det være en god idé at betone farens uafviselige slægtskab i højere grad. Devisen er ofte, at mor har ammet. Det har mor så ikke altid. Og i mange tilfælde har far givet supplerende flaske. Hvad stiller man egentlig op i de tilfælde, hvor moren ikke har ammet?

Desuden føler jeg mig ikke overbevist om det med amning. Jeg tror, det betyder meget, at barnet har ligget i ske med nogen, og at barnets underbevidsthed kender mor og fars kroplugt. Om der lige er noget særligt knyttet til, at der kommer mælk ud, er jeg i tvivl om. (Og hvad får man forresten indirekte fortalt mødre, der ikke kan amme ved at betone denne vigtighed? Amning er i øvrigt et andet eksempel på al den ekspertdata, der ofte får den modsatte virkning end at støtte forælderen: Nemlig at stille forælderen overfor meget tydelige succeskriterier, som i visse situationer ikke kan efterleves).

Nå. Men. Et godt samarbejde er desuden svært at opretholde, hvis mor er skæv i hovedet af alt for lidt søvn og aldrig får set sine venner (hvilket vil være tilfældet, hvis hun har et spædbarn 13 ud af 14 dage). Det vil være min påstand, at mor bliver bitter på far, som kan arbejde, feste og holde sig i form, mens hun må tage hele slæbet. Jeg ved godt, at devisen stadig er, at det er bedst for barnet. Fordi mor har ammet. Men igen: Hallo. I siger, at det vigtigste for barnet er samarbejdet. Og jeg ville fandeme have svært ved at samarbejde med en mand, der havde mulighed for at udleve det hele, mens jeg tog slæbet med det barn, som var en fælles beslutning

2. Barnet har brug for en fast base

Man siger, at barnet har brug for en fast base. Især når det er lille. Nu har jeg kun ét barn, men min opfattelse er klart, at han aldrig har haft så lidt brug for en fast base, som da han var mindre. I Lola Jensens blogindlæg skriver hun, at det i barnets første år er far, der besøger hos mor, og at der ikke bør være noget samvær hos far ud fra tanken om, at barnet har brug for en fast base. Min opfattelse er, at hvis barnet har sin dyne og en forælder, der altid har været der, er det trygt. Og desuden giver det en i forvejen presset deleforælder en lille flig af frihed og pause, som jeg mener er ret ubetænksomt at fratage ham/hende ud fra en ikke-forskningsunderstøttet idé om barnets behov

LÆS OGSÅ: 5 råd til den gode skilsmisse

3. Et skilsmissebarn har brug for stabilitet

Både delingen og lokation for samvær er kommet til ud fra en idé om, at et barn har brug for stabilitet for at blive robust. Nu er det så min opfattelse, at man ikke kun bliver robust af at blive skånet og pakket ind i vat, men også bliver robust af at vide, at man klarer sig fint i den verden, der nu engang er. Vi taler ikke bådflygtninge her men en overnatning hos sin egen far, der sandsynligvis fra hospitalets side er blevet instrueret i hud-mod-hud-teknik fra første minut af faderskabet, det skal altså være løgn, at det er skadeligt.

Læs resten

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Få gratis eksperthjælp



Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.