“Jeg var ikke god til at være mor”

Opret bruger, og spring til sidste ulæste indlæg
Opret bruger, og følg denne tråd

474 visninger
0 svar
0 synes godt om
12. maj

Baby.dk

Fra Voresbørn.dk

“Jeg var ikke god til at være mor”

‘Jeg kan ikke mere’. Det var den eneste tanke, Sandra ­Ohlhoff kunne tænke. Udenfor var aprilluften for en sjælden gang varm, og døre og vinduer stod på vid gab. I armene holdt Sandra sin to måneder gamle søn, Mikkel. Og han skreg. Det havde han gjort siden klokken seks om morgenen, og urets ­visere nærmede sig fem. Om eftermiddagen.

Faktaboks

MOR Sandra Ohlhoff, 27 år, studerer til fysioterapeut.

FAR Kenn, 41 år, s­elvstændig fysioterapeut.

BØRN Mikkel, 1 år og Kenns søn Sebastian, 11 år.

Hun sad helt stille med ham i en lænestol i stuen uden at ane, hvor længe hun havde siddet der. Tung i kroppen og tom i blikket. Da hendes kæreste, Kenn, kom hjem fra arbejde og løftede deres lille dreng ud af hendes favn, blev hun siddende.

For 27-årige Sandra står forårsdagen stadig som den ­værste nogensinde. Kort forinden havde hun fået bekræftet sine egne anelser om, at noget måske ikke var, som det burde være. Ikke kun med Mikkel, som ifølge lægernes umiddelbare vurdering kæmpede med kolik – men også med hende selv.

Hun havde været til den obligatoriske otteugersundersøgelse hos sin privatpraktiserende læge, og da det fysiske tjek var overstået, havde lægen kigget hende i øjnene og spurgt: ‘Hvordan har du det?’. ‘Det ved jeg ikke’ havde Sandra svaret. ‘Jeg føler mig tom. Ensom. Ked af det’. Lægen lyttede, og da Sandra forlod konsultationen, var det med diagnosen ‘efterfødselsreaktion’ og en øjeblikkelig henvisning til Psykiatrisk Center.

LÆS OGSÅ: Når far får en fødselsdepression, ramler det også for mor

Ud med overskud – ind med overlevelse

Sandra mærkede de spæde tegn på en følelsesmæssig ubalance allerede under sin graviditet. Mikkel var et ønskebarn, og et af dem, der blev undfanget hurtigt. Også hurtigere end alle familiens medlemmer helt kunne rumme. Kenns 10-årige søn fra et tidligere forhold, Sebastian, kæmpede på det tidspunkt med at forholde sig til nye søskende på sin mors side, og grundet hans Aspergers syndrom og tiltagende angstanfald var kampen så hård, at Sandra og Kenn besluttede at ­udskyde nyheden om Mikkels komme.

– Det at Mikkel var hemmelig i lang tid, var med til at gøre det problematisk helt fra starten Der var ikke plads til at glæde sig og tale om det kommende barn, og det gjorde graviditeten meget uvirkelig, fortæller Sandra, da vi er på besøg i familiens hjem i Kastrup. På stuegulvet kravler en veltilfreds Mikkel rundt og sender et frejdigt smil af sted i ny og næ.

– Samtidig tog jeg ikke særlig meget på i løbet af min gra­viditet, hvilket betød, at lægerne var nervøse for, om Mikkel voksede, som han skulle, og derfor fulgte de mig tæt. Hver gang vi fik en ekstra scanning, så alt normalt ud, men lægernes bekymringer gjorde mig bange. Jeg blev i tvivl, om jeg gjorde noget forkert, og om jeg var god nok, forklarer hun.

Mikkel voksede imidlertid, som han skulle, og en februardag i 2016 kom han til verden på Herlev Hospital. Så hurtigt, at Sandra mistede en hel del blod undervejs og måtte behandles, før hun kunne tage sin nyfødte søn til sig.

I kølvandet på gra­viditetsforløbet og lægernes bekymringer for Sandras vægt blev familien indlagt til observation, og på tredje døgn gav Mikkel los for en insisterende gråd. En gråd, der skulle vise sig at vare i seks måneder. I starten hed det kolik. Siden hen, efter fire måneder, fik Mikkel konstateret hypermælkeallergi. Oven i hatten var han født med et skævt kæbeparti, der gjorde det umuligt for Sandra at amme ham. Vanskelighederne ramte den nybagte mor på et punkt, der gjorde særligt ondt.

–Jeg elskede ikke Mikkel, da han blev født, og det kom bag på mig, at jeg ikke mærkede de følelser. Jeg følte mig ikke glad – og det skulle jo være den lykkeligste tid i mit liv. Det hele burde være lyserødt, og ihh, hvor skulle jeg bare sidde på mange cafeer og drikke caffe latte med min baby sovende i en barnevogn, husker Sandra om den uventede start på forældreskabet.

I stedet holdt den lille fyr sig vågen nærmest nonstop, og den nybagte familie måtte opfinde deres egne måder at overleve de første måneder på. Sandra sov i stuen, mens Kenn sov i kælderen, og klokken tre hver nat skiftede den grædende Mikkel hænder fra far til mor.

LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?

Når Sebastian overnattede, sov han med høreværn på, ligesom Sandra iførte sig store hovedtelefoner, når hun i perioder gik fire-fem timer om dagen med Mikkel i barnevognen. Med sjældne mellemrum fandt hun overskud til at pakke bil og baby og køre ud til sine forældre i Brønshøj – med ørepropper i, musikken skruet op og åbne vinduer.

– Kenn var hjemme de første 14 dage, og jeg kan huske, jeg var rædselsslagen, da han skulle starte på arbejde, fortæller Sandra, der i tre uger fik hjælp af sin mormor om dagen, så hun kunne få sovet bare en lille smule.

Efterfølgende kiggede sundhedsple­jersken på eget initiativ forbi en halv time hver morgen, så Sandra havde mulighed for at børste tænder og få kontaktlinser i øjnene.

– Noget af det værste var, at jeg ikke kunne nå at opfylde mine egne basale behov. Jeg følte mig så beskidt og uhygiejnisk. Samtidig kunne jeg ikke dyrke sport, som jeg altid har været meget vant til. Jeg følte ganske enkelt, at alt tidligere indhold i mit liv fors­vandt, og at jeg mistede min ­identitet. Jeg var ‘bare’ Mikkels mor – og det var jeg jo ikke god til, mindes Sandra.

Mikkels gråd og Sandras magtesløshed betød, at de den første tid stort set kun var ­hjemme. Det var ganske enkelt uoverskueligt for hende at komme ud ad døren og møde verden. Søvnunderskuddet voksede, og selv de mindste ting kunne udløse de største følelser.

– Jeg kan huske, hvordan Kenn og jeg somme tider gik fejl af hinanden, om hvem der skulle købe mælkeerstatning på apoteket til Mikkel. Jeg kan stadig høre mig selv råbe: ‘Jeg troede, du købte!’ og så bagefter bryde grædende sammen, fortæller Sandra, der heller ikke har glemt, hvordan ­tårerne kunne komme væltende, hvis hun tabte en tallerken på gulvet, eller nogen glemte at lukke en dør, så den smækkede – lige som Mikkel var faldet til ro.

Det gjorde ikke tingene nemmere, at Sandra var ny i kastrupkvarteret, hvor Kenn boede, da de to lærte hinanden at kende. Hun flyttede ind hos ham i 2015 – langt fra venner og familie – og skulle skabe sit eget nye netværk, helt fra bunden.

– Første gang jeg deltog i min ­mødregruppe, var det hos én fra na­bovejen. Kenn hjalp mig med at pakke barnevogn og Mikkel og gik med derhen – han afleverede mig nærmest. Jeg var der en time, og jeg var ved at bryde sammen de første fem gange, fordi de andres babyer bare sov. Jeg gik rundt med Mikkel i armene, imens han skreg og skreg. Og jeg kunne slet ikke relatere til alt det, de snakkede om, forklarer hun og husker, hvordan der blev sludret om amning, mænd der ikke hjalp til derhjemme og babyer, der ‘alllerede’ vågnede klokken syv.

Læs resten

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Få gratis eksperthjælp



Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.