Eksperthjælp: Gravid ved første blik

Opret bruger, og spring til sidste ulæste indlæg
Opret bruger, og følg denne tråd

1.487 visninger
3 svar
4 synes godt om
3. april 2015

Gitte Sander

Hej!

Jeg er 14 uger henne i graviditeten og single. Faren til barnet og mig datede i 2 uger, hvor jeg ved et uheld blev gravid. Vi var derved stoppet med at se hinanden, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Fortalte ham om graviditeten med det samme, og han tog det meget pænt. Sagde, at han ville være en del af det og at tage ansvar som far. Da jeg så nogle dage efter spurgte ham om vi skulle give det en chance, da jeg holdt af ham og for barnets skyld, sagde han, at vi kunne date igen og se hvad det førte til. Men jeg blev hurtigt frustreret og ked af det over and "hot and "cold" games, så vi stoppede med at date og aftalte, at vores mål var at kommunikere godt og være gode forældre for barnet. Det gik alt rigtig fint.

For ca 4 uger siden begyndte han så at panikke og sagde at jeg var blevet gravid med vilje og havde ødelagt hans liv. Blev så utrolig ked og vred over at høre ham sige sådan, og sagde, at jeg ikke fandt mig i at han snakkede sådan til mig, for han viste at det var unfair og usandt. Desuden skal der to til at lave et barn og jeg havde på ingen måde støvsuget spermet ud af hans pik.

Dagen efter undskyldte han for sin opførsel og sagde, at det ville ikke ske igen. Han var i panik og bange for fremtiden. Han havde så mange planer for livet om at rejse osv og var slet ikke klar til et barn. Desuden kunne han ikke forstå, at jeg var så rolig og i kontrol om det hele.

Måtte så forklare ham at jeg overhovedet ikke var rolig hele tiden, men turde ikke fortælle ham om hvordan jeg havde det, da han virkede så hostil og ustabil omkring graviditeten, hvilket gjorde det utrygt for mig at søge støtte hos ham. Det kunne han så overhovedet ikke forstå, fordi han ville være der for mig.
Vi aftalte så, at hilse på hinandens forældre, sådan at det ikke blev for akavet ude på fødeafdelingen.

En uges tid efter ringer jeg til ham for at fortælle, at jeg har fortalt mine forældre om graviditeten og om at vi alle fire skulle mødes. Det flegnede han fuldstændig over, og begyndte igen at anklage mig for at være blevet gravid med vilje og dermed havde fanget ham og gjort hans liv surt. Desuden fortalte han for sin familie at vi havde haft et one night stand, hvor jeg nogle uger efter havde fortalt om graviditeten og kun jeg ville have barnet, ikke ham. Blev så ubeskrivelig ked af at høre ham tale sådan til mig og at han udstillede mig som billig gravid tøs (Vi sås næsten hver dag i 14 dage og kom rigtig tæt på hinanden og havde fantastisk, intens sex)

Har ikke snakket med ham siden. Der er gået næsten 2 uger og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op?
Beklager indlægget blev så langt. Håber nogen har nogle gode råd



Gittes svar

Hej Nitrit,

Det er en meget vanskelig situation, du står i, synes jeg.

Ud fra det, du skriver er det svært at sigenoget om, hvem I er som personer hver især og hvilket forhold I på sigt kan få til hinanden omkring barnet. Men sikkert er det jo, at I venter et fælles barn.

Jeg vil anbefale, at I får hjælp til at kommunikere sammen snarest muligt, enten via en parterapeut eller mediator. Dette synes jeg er nødvendigt også inden at familierne bliver blandet ind i det hele som bedsteforældre osv., fordi der er en risiko for at konflikten kan eskalere i den nuværende situation, hvor I ikke har et forhold og står med hver jeres 'allierede'. Og det er jo under alle omstændigheder vigtigt, at I to kan få lavet nogle aftaler og kommunikere om det nødvendige.

Jeg synes også, at det er vigtigt, at du får tilstrækkelig støtte til dig selv omkring graviditet og fødsel, for det må være meget belastende for dig som gravid med disse konflikter med faderen til barnet. Kan du måske tale med din jordemoder om hvem hun vil anbefale til det? Måske har jordemoderen også nogle erfaringer fra kvinder der står i en lignende situation og kan give god vejledning. Altså: Kortene på bordet hos jordemoderen og bed om hjælp der.
Alternativt kan du kontakte en psykolog eller psykoterapeut til at støtte dig gennem forløbet i forhold til din relation med faderen, og her ville jeg måske vælge en, der både var uddannet jordemoder og psykoterapeut MPF.

Tænk også på, at I bege lige nu står i et pres, fordi det ikke var en planlagt graviditet og I ikke rigtig kender hinanden. Måske er der gode chancer for at få en god relation med tiden, når overraskelsen/chokket lægger sig. Der er på den måde ikke noget at sige til, at kommunikationen mellem jer kan gå fejl, da der meget hurtigt er kommet meget på spil imellem jer. I er begge pressede og ønsker det bedste og frygter det værste, forestiller jeg mig, - fordi I ikke kender hinanden.

Når man er under pres og usikker på fremtiden i så alvorlig en sag kan der hurtigt ryge nogle udtalelser ud af munden, som man ikke skal lægge så meget i. Derfor tror jeg, det vil være bedst at få professionel hjælp til at tale sammen om disse vigtige ting på en god måde, så I kan blive på sporet og under alle omstændigheder skabe et farbart fundament for forældreskabet, der venter, uanset om I skal leve sammen eller ej.

Held og lykke med det!
Mange hilsener,
Gitte

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

3. april 2015

Monika Hansen

GitteSander skriver:

Hej!

Jeg er 14 uger henne i graviditeten og single. Faren til barnet og mig datede i 2 uger, hvor jeg ved et uheld blev gravid. Vi var derved stoppet med at se hinanden, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Fortalte ham om graviditeten med det samme, og han tog det meget pænt. Sagde, at han ville være en del af det og at tage ansvar som far. Da jeg så nogle dage efter spurgte ham om vi skulle give det en chance, da jeg holdt af ham og for barnets skyld, sagde han, at vi kunne date igen og se hvad det førte til. Men jeg blev hurtigt frustreret og ked af det over and "hot and "cold" games, så vi stoppede med at date og aftalte, at vores mål var at kommunikere godt og være gode forældre for barnet. Det gik alt rigtig fint.

For ca 4 uger siden begyndte han så at panikke og sagde at jeg var blevet gravid med vilje og havde ødelagt hans liv. Blev så utrolig ked og vred over at høre ham sige sådan, og sagde, at jeg ikke fandt mig i at han snakkede sådan til mig, for han viste at det var unfair og usandt. Desuden skal der to til at lave et barn og jeg havde på ingen måde støvsuget spermet ud af hans pik.

Dagen efter undskyldte han for sin opførsel og sagde, at det ville ikke ske igen. Han var i panik og bange for fremtiden. Han havde så mange planer for livet om at rejse osv og var slet ikke klar til et barn. Desuden kunne han ikke forstå, at jeg var så rolig og i kontrol om det hele.

Måtte så forklare ham at jeg overhovedet ikke var rolig hele tiden, men turde ikke fortælle ham om hvordan jeg havde det, da han virkede så hostil og ustabil omkring graviditeten, hvilket gjorde det utrygt for mig at søge støtte hos ham. Det kunne han så overhovedet ikke forstå, fordi han ville være der for mig.
Vi aftalte så, at hilse på hinandens forældre, sådan at det ikke blev for akavet ude på fødeafdelingen.

En uges tid efter ringer jeg til ham for at fortælle, at jeg har fortalt mine forældre om graviditeten og om at vi alle fire skulle mødes. Det flegnede han fuldstændig over, og begyndte igen at anklage mig for at være blevet gravid med vilje og dermed havde fanget ham og gjort hans liv surt. Desuden fortalte han for sin familie at vi havde haft et one night stand, hvor jeg nogle uger efter havde fortalt om graviditeten og kun jeg ville have barnet, ikke ham. Blev så ubeskrivelig ked af at høre ham tale sådan til mig og at han udstillede mig som billig gravid tøs (Vi sås næsten hver dag i 14 dage og kom rigtig tæt på hinanden og havde fantastisk, intens sex)

Har ikke snakket med ham siden. Der er gået næsten 2 uger og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op?
Beklager indlægget blev så langt. Håber nogen har nogle gode råd



Gittes svar

Hej Nitrit,

Det er en meget vanskelig situation, du står i, synes jeg.

Ud fra det, du skriver er det svært at sigenoget om, hvem I er som personer hver især og hvilket forhold I på sigt kan få til hinanden omkring barnet. Men sikkert er det jo, at I venter et fælles barn.

Jeg vil anbefale, at I får hjælp til at kommunikere sammen snarest muligt, enten via en parterapeut eller mediator. Dette synes jeg er nødvendigt også inden at familierne bliver blandet ind i det hele som bedsteforældre osv., fordi der er en risiko for at konflikten kan eskalere i den nuværende situation, hvor I ikke har et forhold og står med hver jeres 'allierede'. Og det er jo under alle omstændigheder vigtigt, at I to kan få lavet nogle aftaler og kommunikere om det nødvendige.

Jeg synes også, at det er vigtigt, at du får tilstrækkelig støtte til dig selv omkring graviditet og fødsel, for det må være meget belastende for dig som gravid med disse konflikter med faderen til barnet. Kan du måske tale med din jordemoder om hvem hun vil anbefale til det? Måske har jordemoderen også nogle erfaringer fra kvinder der står i en lignende situation og kan give god vejledning. Altså: Kortene på bordet hos jordemoderen og bed om hjælp der.
Alternativt kan du kontakte en psykolog eller psykoterapeut til at støtte dig gennem forløbet i forhold til din relation med faderen, og her ville jeg måske vælge en, der både var uddannet jordemoder og psykoterapeut MPF.

Tænk også på, at I bege lige nu står i et pres, fordi det ikke var en planlagt graviditet og I ikke rigtig kender hinanden. Måske er der gode chancer for at få en god relation med tiden, når overraskelsen/chokket lægger sig. Der er på den måde ikke noget at sige til, at kommunikationen mellem jer kan gå fejl, da der meget hurtigt er kommet meget på spil imellem jer. I er begge pressede og ønsker det bedste og frygter det værste, forestiller jeg mig, - fordi I ikke kender hinanden.

Når man er under pres og usikker på fremtiden i så alvorlig en sag kan der hurtigt ryge nogle udtalelser ud af munden, som man ikke skal lægge så meget i. Derfor tror jeg, det vil være bedst at få professionel hjælp til at tale sammen om disse vigtige ting på en god måde, så I kan blive på sporet og under alle omstændigheder skabe et farbart fundament for forældreskabet, der venter, uanset om I skal leve sammen eller ej.

Held og lykke med det!
Mange hilsener,
Gitte

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk


Hej Gitte

Tak for dit svar. Er hundrede på, at han ikke er villig til terapi. Desuden tror jeg heller ikke det er nødvendigt, da vi normalt taler godt sammen. Blev enige om at være på hinandens side og samarbejde. Men da han så havde fortalt hans søster om graviditeten, ændrede han 180 grader og begyndte at svine mig til. Føler de har fået et negativt indtryk af mig uden at have mødt mig  

Anmeld Citér

5. april 2015

lisbeth jess

Profilbillede for lisbeth jess
Monika Hansen skriver:



Hej Gitte

Tak for dit svar. Er hundrede på, at han ikke er villig til terapi. Desuden tror jeg heller ikke det er nødvendigt, da vi normalt taler godt sammen. Blev enige om at være på hinandens side og samarbejde. Men da han så havde fortalt hans søster om graviditeten, ændrede han 180 grader og begyndte at svine mig til. Føler de har fået et negativt indtryk af mig uden at have mødt mig  



Hej !

Jeg vil sende dig nogle kærlige tanker og et lille råd.

Har læst dit spørgsmål og du virker overbevist om du vil have barnet, mon det er sådan ?

Hvis det er sandheden  skal du forberede dig selv på at det er dit projekt, du kan ikke forvente en støtte og opbakning fra barnefaderen for nuværende.

Han har leveret arvemassen og det er måske det eneste du kan få fra ham og det må du være glad for.  Når du slipper dine forventninger til ham som far, vil du kunne skabe dit eget liv for dig og dit kommende barn.

Det kan blive hårdt at være alene mor, alligevel er der så mange glæder ved et barn, at det opvejer alt.

Det kan være , når han får fred og ro til at mærke sine følelser og behov, at han på et tidspunkt vælger at blive far.

Stå op for dig selv og din beslutning også uden ham. Sender held og lykke, og det hele skal nok gå.

Stort knus

Anmeld Citér

5. april 2015

Monika Hansen

lisbeth jess skriver:



Hej !

Jeg vil sende dig nogle kærlige tanker og et lille råd.

Har læst dit spørgsmål og du virker overbevist om du vil have barnet, mon det er sådan ?

Hvis det er sandheden  skal du forberede dig selv på at det er dit projekt, du kan ikke forvente en støtte og opbakning fra barnefaderen for nuværende.

Han har leveret arvemassen og det er måske det eneste du kan få fra ham og det må du være glad for.  Når du slipper dine forventninger til ham som far, vil du kunne skabe dit eget liv for dig og dit kommende barn.

Det kan blive hårdt at være alene mor, alligevel er der så mange glæder ved et barn, at det opvejer alt.

Det kan være , når han får fred og ro til at mærke sine følelser og behov, at han på et tidspunkt vælger at blive far.

Stå op for dig selv og din beslutning også uden ham. Sender held og lykke, og det hele skal nok gå.

Stort knus



Tak for sit svar.

Kan se og høre, at der er så mange ting der ikke er kommet på banen her.

Jeg har fra starten været forberedt på, at jeg skal tage sagen i egen hånd. Det var han utilfreds med, da han ville være en del af det. Vi fik så snakket om hvilken del af det han ville være, hvilket vi begge havde det fint med - scanninger, jordmoderbesøg, daglige visit hos baby og mig når det var født. Desuden, skulle vi lære hinanden at kende gennem min graviditet og møde hinandens forældre for det ikke blev så akavet på fødeafdelingen. 

Herefter har han svinget frem og tilbage i sin beslutning, samt snakket utrolig grimt til mig. Det har gjort mig både forvirret og ubeskrivelig ked af det. For synes selv jeg har udvist ham respekt og snakket pænt til ham, samt givet ham frie tøjler til at være så aktiv/inaktiv del af baby's liv. 

Sidst han udviste ustabilitet omkring hans aktivitet tog jeg sagen i egen hånd, hvilket han flegnede igen over. Så det er ikke nemt at danse med ham her. 

Så det har intet at gøre med om jeg vil have dette barn eller ej, og synes jeg heller aldrig jeg har givet udtryk for. Jeg vil blot have at baby skal få et kærlighedsfyldt og sundt liv, helst hvor faren er involveret.

Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal forholde mig til faren, da han har et utrolig hidsigt temperament. Når han går op i det røde felt, bakker jeg ud af samtalerne, ved at sige at jeg synes vi skal tale sammen igen, når vi kan have en mere respektabel tone overfor hinanden. Det er det som min frustration går ud på. Hvordan jeg skal forholde mig til faren? Kan ikke ekskludere ham, medmindre dette er hans ønske. Men der kommer ligesom ingen stabile udmeldinger fra ham og derfor er jeg nået til det punkt, at jeg tager de beslutninger, der er nødvendige at tages indtil han har fået tilstrækkelig space og er klar til at tale sammen igen. Ved at kontakte ham, har jeg fundet ud af får jeg intet godt ud af, udover skældsord - så jeg må lade tiden tale for sig selv og passe på baby og mig selv indtil da. 

 

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Få gratis eksperthjælp



Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.