Eksperthjælp: Mor med panisk angst tumling

Opret bruger, og spring til sidste ulæste indlæg
Opret bruger, og følg denne tråd

1.413 visninger
0 svar
0 synes godt om
22. januar 2015

Gitte Sander

Hej Gitte.

Jeg ved ikke om dette overhovedet er noget du kan hjælpe med, men nu forsøger jeg, da jeg ikke ved hvor jeg ellers skal forsøge.

Historien er den at vores søn i August 2014(på det tidspunkt er han halvandet år), pludselig bliver syg en torsdag nat - altså natten til fredag. Det er en nat med skiftevis skrigture og afslappethed. Han har aldrig før været syg, og jeg vælger ca. kl 5 fredag morgen at kontakte en vagtlæge, som ikke umiddelbart tænker at der er behov for lægehjælp, da vores søn på det givne tidspunkt er faldet i søvn. Skrigturene fortsætter dog, og jeg vælger at kontakte egen læge fredag morgen, som gerne vil tilse vores søn. Han skriger i forvejen inden vi træder ind i venteværelset på lægehuset, og vi bliver med det samme kaldt ind til en læge(hedigvis vores egen), som vi egentlig ikke skulle være tilset af. Han videresender os med det samme til Aalborg Sygehus med en mistanke om tarmslyng. Vores søn er i de 5 min hos egen læge, panisk, i smerte og kan ikke beroliges.
Da vi ankommer til børne modtagelsen gentager det samme mønster sig. Dette varer ved, ved samtlige undersøgelser og blodprøver (i begge arme, hvor vores søn må holdes). Vi bliver herefter indlagt, og vores søn er panisk for at være på stuen, og det ender med, at jeg går med ham på armen i sammenlagt 6 timer, frem og tilbage på sygehusets gang, mens han stille og roligt falder i søvn. Hen under aften er han så træt at han kan lægges i sengen på stuen uden han vågner. Han har i løbet af aftenen ingen skrigeture og virker ikke til at have smerter. Han får tilbudt mad, men vil ikke indtage noget, kun 2 sodavandsis. Han er i forvejen blevet dækket ind for smerter med panodil. Vi bliver natten over, hvor han også forholder sig rolig uden smerter.
Lørdag morgen står han op, og accepterer stuen, hvor han spiser noget morgenmad og leger en smule, men er meget opmærksom på sygeplejerskerne som kigger ind en gang i mellem. Når dette sker søger han mig. Hen ad formiddagen bliver det bestemt at man er nødt til at tage yderligere en blodprøve - i fingeren denne gang - da mistanken om tarmslyng stadig er gældende. Han må igen holdes, men er ikke lige så panisk da den mest fantastiske sygeplejerske forsøger og underholde ham med sæbebobler osv. Vi bliver lørdag eftermiddag hjemsendt med åben indlæggelse, da tallene i blodprøverne er dalende.
Da vi kommer hjem, vil vores søn under ingen omstændigheder have sko af. Det skal her nævnes at han, hver gang der var undersøgelser, blev endnu mere panisk, når de tog hans sko af. Den efterfølgende uge er han meget utryg ved at få sko og tøj af. Han vil ligeledes heller ikke i bad, som han før elskede. Han søger tryghed hos os forældre, og hos sin dagplejemor, samt bedsteforældre.
Ca 2 måneder senere rammes han af feber og voldsom hoste, hvorfor han igen skal tilses af en læge, hvor jeg vælger at det skal være egen læge, som også sendte os videre til børneafdelingen tidligere.
Vores søn går i panik allerede inden vi når skranken i venteværelset. Han skriger, kravler nærmest op over min skulder og peger på døren. Inde ved lægen er det samme mønster. Han er endnu mere panisk da lægen selvfølgelig skal lytte på lungerne, og dermed have trøjen af. Han falder først til ro, da han får trøjen på, men søger hele tiden efter døren ud. Da vi gå ud er han meget træt og falder i søvn så snart jeg starter bilen.
I november, har han endnu en nat, hvor han har skrigture, hvilket får mine alarmklokker til at ringe. De er dog ikke så slemme som sidst og han sover i længere perioder. Jeg kontakter for en sikkerheds skyld egen læge om morgenen, som selvfølgelig vil se ham. Her viser samme mønster sig endnu en gang. Han starter dog først med at skrige efter vi har været ved skranken, men igen er han fuldstændig panisk inde hos lægen. Vores læge forsøger at sætte musik på (Postmand Per, som vores søn elsker), men lige lidt hjælper det. Først da han har en fornemmelse af det er slut, falder han en smule til ro, men søger igen døren ud.
I mellem jul og nytår har vi så balladen igen. Vores søn får udslæt i bleområdet, hvilket ligner én svampeinfektion, som selvfølgelig skal tilses, inden der kan startes behandling. Denne gang ikke hos egen læge, men samme mønster viser sig igen. Denne gang stopper han dog tidligere med at skrige, men det er pga. træthed,da han nærmest sover i mine arme inden jeg forlader lægehuset.
Han er efter sin indlæggelse, også blevet "bange" for fremmede steder eller steder han sjældent kommer. Han skriger simpelthen indtil han finder ud af der ikke skal ske noget og samtidig må vi ikke tage hans jakke og hue af. Disse steder kunne være ved hans oldemor, ved familiefester osv osv,, hvor han før har været den mest glade og smilende dreng, som bare gik ind og sagde hej.
Nu kommer der så det, som gør at jeg allerede har ondt i maven. Vores søn bliver 2 år medio februar, hvilket betyder at han skal til 2 års undersøgelse hos egen læge, hvor han skal måles, vejes og der skal snakkes trivsel. Jeg søger nu, om der kan være nogle redskaber som kan bruges i de her paniske situationer. Lige meget hvor stille og rolig jeg er og taler og lige meget hvor meget jeg nusser ham osv., bliver han grebet af panik. Kan han på nogen måder overvinde den frygt for de her "fremmede" steder og for løgehuet ,så han ikke længere skal være bange og blive grebet af panik.

Jeg håber du har ideer eller andet som kan forsøges.

På forhånd tak..

Trine



Gittes svar

Hej Trine,

Tak for dit spørgsmål.

Det jeg tænker er først og fremmest, at du gør det helt rigtige: Forsøger at bevare roen selv og gør det, der skal gøres. Dernæst tænker jeg, om du kan se på det som en positiv ting, at han nu skal til trivselsundersøgelse, fordi det er en 'normal' situation, hvor der ikke er smerte forbundet med lægebesøget, og derfor vil det hjælpe din søn med at lære, at det også kan være helt okay at gå til lægen.

Jeg forstår godt din anspændthed omkring dette her. Men du skal vide, at reaktionerne muligvis går over af sig selv. Dette kan ske ved at din dreng får trygge nye oplevelser i lignende situationer, som gør at han fx kan forbinde oplevelsen hos lægen med noget positivt. Derfor er det fint, at lægen sætter yndlingsmusikken på, det kunne også være hjælpsomt, at han får en lille gave bagefter, ligesom man hos tandlægen får et stykke legetøj eller på skadestuen fik børn førhen en is, når man havde fået en arm, der var gået af led på plads. Alt hvad du kan finde på for at han kan komme til at forbinde lægebesøget med noget positivt vil være godt.

Noget af det vigtigste er dog, at du selv arbejder med at bevare roen. Et barn i alderen 1 ½ - 2 år tager i allerhøjeste grad bestik af sin mors ansigtsudtryk, kropssprog, stemmeføring osv. i forhold til, hvor tryg det selv kan føle sig i kontakt med fremmede. Det er en alder, hvor barnet ’arbejder’ med sin selvregulering og drenge er typisk lidt bagud i udviklingen af regulering af egne reaktioner. Dertil kommer at små drenge ofte er mere følsomme overfor situationer, hvor de oplever tab af kontrol. De kan have sværere ved at regulere egne følelsesmæssige tilstande og regulere egen adfærd end piger, og er tilbøjelige til at læne sig op ad moderen, som optimalt tilbyder en rolig, afstemt, varm og indfølende kontakt, som efterhånden hjælper barnet til at regulere sig bedre.

Hvis problemet imidlertid varer ved eller udvider sig, kan du:
1. Ringe og tale med lægen om problemet før besøget, måske har han/hun nogle ideer.
2. Kontakte enten PPR eller familierådgivningen i kommunen eventuelt via dagpleje/vuggestue - eller opsøge en privatpraktiserende psykoterapeut MPF med speciale i børn.Der findes psykologer og psykoterapeuter, der arbejder med speciale i at bearbejde sådanne 'små traumer' via fx. legeterapi eller sandplayterapi, også med helt små børn, og det må meget gerne være en, der har speciale i traumer.
3. Måske kan du også via familierådgivning få hjælp til selv at håndtere dine egne følelser. Jeg ved ikke, hvordan du selv har det med fremmede steder, læger, sygdom og hospitaler, men tænk over, om du selv har noget i din baggrund, som kan være med til at påvirke situationen. Hvis du har noget der, kan det være en hjælp i forhold til disse situationer, at få det bearbejdet.

Selvom man ikke skal blæse et problem op i den alder din søn har, skal man heller ikke underkende, at han kan have haft stærke smerter og at oplevelsen af smerte i hans nervesystem kan være blevet samkodet med mennesker i kitler, det at blive holdt fast osv. D kan på sigt kan skabe problemer, hvis ikke det falder på plads. Hvis du har lyst til at læse mere om, hvad traumer kan gøre ved små børn, kan jeg anbefale bogen "Traumer set med barnets øjne" af Peter Levine, Dansk Psykologisk Forlag. Deri står cases, der minder om det, du her beskriver.

Men det er under alle omstændigheder helt fint langsomt at vænne ham til det, han er bange for, i små doser, hvor han opdager, at der ikke sker noget ved fx. at være ved lægen. Det er vigtigt at gøre tingene og ikke undlade fx. at gå ind til familiefest, fordi han skriger, eller undlade at tage tøjet af, selvom han skriger, fordi han har brug for at lære, at han kan være tryg ved det, at I voksne har styr på det.
Måske kunne I også ligefrem gå hen og hilse på lægen et par gange uden andet ærinde end at sige hej, eller tage på sygehuset og spise frokost i cafeteriet, og se om det kan hjælpe nok til at han bliver mere afslappet.

Jeg håber for jer, at det blot er en overgang og at det snart bliver bedre. Børn i den alder kan godt blive vældig bange for den store nye verden udenfor mors og fars favn, især hvis de får nogle ubehagelige oplevelser,- de fleste kommer sig dog over det, især hvis forældrene bevarer roen og overblikket.

Held og lykke med det.

Mange hilsener,
Gitte


Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Få gratis eksperthjælp



Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.