Eksperthjælp: Mange problemer med jalousi, tillid, engagement og ansvarlighed

Opret bruger, og spring til sidste ulæste indlæg
Opret bruger, og følg denne tråd

1.699 visninger
0 svar
0 synes godt om
3. november 2014

Gitte Sander

Hej Gitte.
Jeg skriver til dig fordi der er så mange problematikker i vores parforhold. Jeg ved ikke helt hvad mit spørgsmål går på, og jeg er til dels også afklaret med hvad jeg skal med mit liv i forhold til min kæreste og mine børn. Jeg vil nok bare høre dine umiddelbare tanker om det jeg skriver. Jeg føler jeg er ved at blive skør.

Min kæreste og jeg mødte hinanden gennem et datingsite for omkring 6 år siden. Dengang mødtes vi ikke fysisk pga. af for stor geografisk afstand. Først sidste sommer mødtes vi og blev ret hurtigt kærester. I det hele taget er tingene gået stærkt. idag har vi en søn på 3 mdr.
Mit problem med vores forhold er at jeg ingen tillid har til manden. Jeg har oplevet en del grimme ting i tidligere forhold og har derfor svært ved at have tillid til en mand.
Når det er sagt så må jeg sige at jeg heller ikke føler tillid til min nuværende kæreste af reelle grunde, jeg her vil prøve at beskrive.

Da vi mødte hinanden havde vi begge en datingprofil. Efter kort tid spurgte jeg om vi ikke skulle slette dem. Hvilket vi gjorde, men han kommenterede det også med at han var lidt nysgerrig for at se hvad kvinderne i de uåbnede breve havde skrevet. Det sårede mig, men jeg sagde ikke noget og han slettede da også sin profil.

Et stykke tid efter "opdagede" jeg(sad ved siden af ham da han åbnede sin mail) at han havde flere profiler på andre sex- og datingsites. Jeg blev meget ked af at han ikke også havde slettet disse eftersom vi havde haft en samtale omkring det og han kendte min holdning. Desuden kunne jeg se at han havde åbnet disse mails. Jeg spurgte ind til det og han svarede at han var nysgerrig for at se hvem og hvad de havde skrevet. Og at han ikke havde slettet dem da han ikke brugte dem(besvarede brevene), og synes desuden at det var besværligt og tidskrævende.

Det vækkede min mistillid og jeg begyndte at snage i hans ting.
Jeg fandt alt muligt som ikke var så rart, billeder, pornooptagelse af ham og en kvinde, flirts med andre kvinder efter vi havde mødt hinanden. Jeg konfronterede ham med det, hvor på han benægtede at det var ham på optagelsen og at flirts´ne var fordi han var usikker på hvad jeg ville med ham. Jeg bad ham om at slette de flirts/kontakter på facebook og på telefonen. Hvilket han accepterede i ord, men ikke i handling,.Det tog ham over et halvt år og ikke alle er slettet.

På et tidspunkt købte han en ny computer og ville rydde op i den gamle og lovede i den forbindelse at slette de her ting, hvilket jeg har erfaret at han ikke har gjort. Altid kommer han med bortforklaringer og tager intet ansvar for noget som helst. Jeg har sagt til ham at han må da stå ved den han er og hvis han ikke vil slette disse ting så stå ved det istedet for at sige et og gøre noget andet. Så kan jeg jo forholde mig til det.

Disse ting har vi igennem tiden diskuteret om og om igen og jeg har til tider gået fra ham. Han har reageret med at han blev ked af det og sagde at disse ting ikke betød noget for ham, men lige så snart han var inde i varmen igen gjorde han ikke noget ved det.

Nu er for et par dage siden kiggede jeg i hans mobil og fandt et billede på hans kamera i mobilen, et fotografi af en nøgen kvinde han har taget for 14 dage siden. Jeg er så ked af det og vred. Jeg konfronterede ham med det og selv om han praktisk talt er taget med bukserne nede benægter han et hvert kendskab til det.Og desuden flytter han fokus ved at sige at det er ulovligt at kigge i andres ting, hvilket jeg er klar over. Jeg føler mig så frustreret over hans reaktion. Kan slet ikke forholde mig til det. Trods min overtrædelse af loven, føler jeg på ingen måde at det kan forsvare det han har gjort. Men sådan er det hele tiden når vi diskuterer noget, så flytter han fokus og prøver at manipulerer mig til at tro at det er mig der er noget galt med.
Jeg har tidligt i forholdet fortalt at jeg har det svært med tillid og det kører han altid den over på og siger at jeg skal få noget hjælp så ville jeg måske se tingene lidt anderledes. Jeg er så frustreret over dette, ved jo godt at jeg ikke generelt har tillid, men føler også at det her er begrundet med alle de ting vi har været igennem. Og hvis jeg ikke havde kigget havde han jo stadig gjort de ting han har gjort, forskellen havde bare været at jeg havde levet på en hvid løgn.

I det hele taget føler jeg på ingen måde tillid til han. Han er så økonomisk uansvarlig. Betaler ikke sine regninger, er derfor blevet smidt ud af sin lejlighed af fogeden, og nogle måneder forinden lukkede de for strømmen. På et tidspunkt blev han tvunget til at få sin pension udbetalt og leve for den i et tidbestemt antal måneder. Han brugte alle pengene inden for kort tid og havde derfor ikke noget at leve for i de resterende måneder. Jeg forsørgede ham mens det stod på, han lejede sin lejlighed ud, men betalte alligevel ikke huslejen og røg derfor ud. Han betalte ikke den afdragsordning han havde lavet i retten og der røg renter og advokatomkostninger på gælden, alt i mens jeg prøvede at få enderne til at nå sammen. (jeg er på SU og har tre andre børn) Samtidig bestilte han en ny iPhone til sin søn i mit navn, som jeg så går og betaler af på i to år. Da han endelig fik nogle penge aftalte vi at jeg skulle styrer økonomien og derfor have alle pengene hver måned. Nogle gange fik han ikke hævet dem alle og brugte dem på sig selv. Det skal lige siges at han fik kontanthjælp og derfor var det jo ikke meget vi alt i alt at leve for. Dette har han gjort nogle gange. Sidst da vi diskuterede det sagde han lige frem at det jo var hans penge og at det var mit hus. Så han ser det åbenbart som om han kan bo her kvit og frit.
På et tidspunkt flyttede hans største søn på 20 år ind midlertidigt. Han havde et fast fuldtidsarbejde. Vi aftalte at han ikke skulle betale for at bo her, men at han måtte lægge nogle madpenge. Det skete kun delvist og vi forsørgede også han til trods for at han selv tjente penge. Min kæreste sagde ikke noget, synes at jeg gjorde forskel. Jeg har en datter der går i gymnasiet og får SU og hun betaler 1000 kr pr. måned, hvilket er en tredje del af det hun får.
Desuden havde vi lavet det sådan at alle havde nogle huslige pligter og nogle almene regler for hvordan vi er her som familie. (rejser sig først fra bordet når alle er færdige med at spise, ingen mobiler under maden, hjælpes ad med at tage ud af bordet) og ingen af disse ting gjorde han, og ville disideret ikke lave sine pligter.
Og her igen var det mig der var gal på den, når min kæreste og jeg diskuterede disse ting. Han sagde aldrig noget til sin søn, men har ingen problemer med at sige til min datter hvis hun har glemt noget.

Ja der er så mange ting der ikke fungerer for mit vedkommende. Jeg håber ikke det er skrevet alt for rodet og usammenhægende. Jeg er efterhånden så træt, frustreret og mega ked af det.

Vh den triste



Gittes svar

Kære 'Triste',

Jeg kan godt forstå, du er trist. Der lyder til at være rigtig meget at spekulere over og et stort ansvar at stå med, når I har så mange børn midt i alle disse vanskeligheder.
Der er mange emner i dit brev. Et handler om tillid og jalousi, et andet handler om økonomisk ansvarlighed, et tredje om at overholde aftaler.

Jeg bider mærke i, at du skriver, at du har ingen tillid har til din kæreste. Jeg kan ikke, udfra det du skriver, vurdere hvor stor en del af mistilliden, der er noget du har båret med dig fra tidligere oplevelser og hvor stor en del, der skyldes det, du står i nu. I parforhold påvirker begge parter hele tiden hinanden og nogle gange kan man være så tillidssvækket fra tidligere erfaringer, at man desværre selv kan medvirke til at fx jalousi-problemer accellerer, ved at man fx kontrollerer og skaber store drama'er, hver gang en episode minder een om noget fra tidligere, som man trigger på. På den anden side lyder det til, at din kæreste på mange måder opfører sig så uengageret og uansvarligt, at forholdet direkte bliver en belastning for dig.
Det lyder alt i alt som om hele din situation med mand, børn, SU osv. presser dig så meget, at du reelt er i risiko for snart at gå psykisk ned, hvis der ikke hurtigst muligt bliver dæmmet op for nogle af dine belastninger.

I mine øjne står du overfor et valg, om du vil gå i individuel terapi og arbejde med disse emner og blive afklaret overfor hvor du står overfor din kæreste, eller om du vil gå i parterapi og arbejde med jeres forhold. Hvis du elsker din kæreste og har lyst og energi til at arbejde med forholdet, kan jeg anbefale jer at søge parterapi, det kan dog være svært gennem en brevkasse at vurdere, om der er et grundlag for at arbejde parterapeutisk, men det vil en fagkyndig kunne vurdere. Det er som regel voldsomt at få et barn så hurtigt efter, at man er mødtes, når der samtidigt er andre børn, der skal sammenbringes. Det kræver et stort arbejde af begge forældre og det tager tid at finde sig selv som familie og den slags vil en parterapeut eller familieterapeut kunne hjælpe jer med. Måske har du i virkeligheden brug for begge dele sideløbende - at I både får hjælp til arbejde med parforholdet/familien og at du får noget individuel støtte til dig selv.

Det lyder til, at I står i en stærkt belastet økonomisk situation, og så kan det være svært at have råd til terapi. Jeg ved ikke, hvor du bor, men mange steder er der muligheder for hjælp i familiehuse eller via kommunens PPR-rådgivning, i form af parterapi eller familieterapi. Den anden mulighed, hvis du gerne vil tale med nogen selv, er at gå til din egen læge og fortælle om dine problemer og belastninger og se, om du kan blive henvist til en psykolog. Eller du kan tale med en studievejleder på din uddannelsesinstitution om mulighederne derigennem.
Endelig lyder det som om, at der kan være behov for gældsrådgivning og gratis retshjælp.

Jeg tænker, at du skal passe på dig selv og på den lille ny og se at få noget hjælp ind over.

Held og lykke med det!
Gitte

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Få gratis eksperthjælp



Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.