Ar efter cutting :-(

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Anonym skriver:

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Jeg synes at du skal snakke med lederen der hvor du skal i praktik..

Så i sammen finder ud af hvordan du tackler det bedst hvis nogen spørg.. Vi har alle lig i lasten.. Du bær desværre bare dine lidt tydeligt..

Jeg kender nogen stykker der også har været cuttere og jeg ville egentlig ikke tænke så meget over det...

Anonym skriver:

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Ved ikke hvad du har prøvet, men der skulle være nogen cremer som er ret effektive overfor ar og strækmærker..

Og som nødløsning er der jo makeup..

Nu skriver du jo at du er rask, hvor dejligt.
Min veninde fik sine gjort pænere, jeg kan ikke lige huske hvordan det forgik men det var igennem lægen hun fik en henvisning og hun betalte ikke selv.
Og ærligt, jeg ville få dem fjernet hvis jeg var dig, især hvis du vil arbejde med børn og unge. Selv om jeg meget nødig vil dømme folk, så ville jeg egentlig tænke mit hvis en pædagog i fritteren havde kæmpe cutting ar på armenene. For, hvor godt et forbillede ville det være. Jeg ville ikke synes det var fedt hvis mit barn så så meget op til denne pædagog at hun besluttede sig for at prøve det selv eller gik og synes det var sejt.

Anonym skriver:

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Altså nu ved jeg ikke hvordan du har det med tatoveringer men kunne det ikke være muligt og få lavet en tatoveringen på armen.

Jeg tror, du kun har to muligheder her.

Enten fortæller du åbent om din fortid eller også så skjuler du den helt.

Jeg ville ikke have problemer med, at du passede mine børn i børnehaven, når det er så længe siden, og hvis du er kommet så langt i forhold til den gang, at du er i stand til at snakke åbent om det. Da ville jeg føle mig sikker på, at det ikke er sådan, du takler ting i dag, og at det ikke påvirker dit arbejde i forhold til børnene negativt. Jeg ville måske være mere skeptisk, hvis du var dp-mor, siden mange ting kan foregå i det skjulte, når man arbejder alene.

Der er f eks en pædagog på min søns afdeling, som jeg kender en del, og jeg er helt sikker på, at han i sin grønne ungdom har prøvet både det ene og det andet. Var vist lidt ude at køre et stykke tid. Jeg er også 100% sikker på, at det for ham er et tilbagelagt stadie, og han er en erfaren og god person for min søn at være sammen med.

Hvis jeg oplevede, at en pædagog forsøgte at holde noget skjult for mig, ville jeg nok blive mere skeptisk. Det handler jo rigtig meget om tillid, når man afleverer sit barn hver dag. Selvfølgelig har alle pædagoger fuld ret til et privatliv, men lige når det gælder ar, som enhver kan se, er det vanskeligt at holde det i privatlivet. Jeg tror, det værste, som kan ske, er, at folk begynder at hviske bag din ryg, for så følger mistilliden efter. Mit umiddelbare råd ville være at være åben om det. Det er trods alt længe siden, og jeg tror, at de fleste af os har ting i vores fortid, som vi er glade for at have lagt bag os. Dermed tror jeg også, at de fleste vil kunne have forståelse for, at du er en anden person i dag have tillid til dig.

Hvis du ikke klarer at være åben omkring det endnu, så kan du måske bruge lidt makeup på de værste ar, når I skal i svømmehallen? Tror uanset, at børnene kommer til at få øje på det og spørge lige ud.

Anonym skriver:

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Det ville ikke være afgørende for mig. Jeg synes absolut ikke du skal droppe din drøm på grund af det. Måske bare vær forberedt at børene formentlig vil spørge ind til det. 

Med hensyn til arrene, så skal du have fat i en plastikkirug. Jeg ved ikke om de kan fjernes helt, desværre, men de kan formentlig mindskes. Måske kan du få en henvisning fra din egen læge?

For at være helt ærligt, vill jeg som forælder tænke at du ikke kunne passe på mit barn, når du ikke engang kan passe på dig selv. 
Ingen ved, hvor mange år siden det det var at du cuttede, det kan være 2 månder siden og det kan være flere år siden. 

Det er dejligt at du har det godt, men jeg ville helt klart få gjort noget ved de ar. 

Mmmhhh... måske du kunne sende et forældre brev rundt, vhor du kort fortalte at du havde en svær periode og derfor har du cuttet, men du har det godt nu. 

Alligevel synes jeg ikke det er en god ide, da du måske ikke har lyst til at dele hele tit pritavliv med din arbejdsplads? 

Det er godt du har det godt nu, men som forældre ville jeg være bekymret for om du ville kunne passe på mit barn. 

(pst. det skal lige siges at jeg ingen børn har:-))

Det skal på ingen måde lyde som om jeg vil dømme dig overhovedet, synes det er super flot du er kommet igennem det.
Men som en anden skriver er det jo svært for forældrene at vide hvor længe siden det er og hvor vidt du stadig kæmper med noget.
Jeg ville dog heller ikke bryde mig om at spørge ind til det hvis det var en ansat i min datters børnehave.
Tror hvis man som forældre fik mulighed for at snakke åbent med dig om det at det ville hjælpe (i hvert fald mig)
Men det ved jeg jo heller ikke hvordan du har det med...

Jeg var for mange år siden ude i en dyb krise hvor jeg havde det rigtig dårligt. Desværre tyede jeg til cutting, hvilket har resulteret i, at min venstre underarm er oversået med en masse ar, både små og store som det er tydeligt har været syet.

Det r i dag 12 år siden, jeg er kommet godt ud på den anden side, og er på alle måder velfungerende. Jeg har mere eller mindre lært at leve med arrene, skjuler dem altid under lange ærmer, eller tænker på at skjule min arm hvis det er alt for varmt eller jeg for eksempel er i svømmehallen med ungerne.

Jeg er i gang med at læse til pædagog, skal i min 2. praktik. Og jeg skal blandt andet i svømmehallen med børnene en gang om ugen. Hvad gør jeg med mine ar? Er så bange for nogen finder ud af det, for hvad tænker de så ikke?  Har ikke lyst til at alle skal vide hvor syg jeg har været. Og hvad hvis nogle af forældrene ser det, hvor egnet til at passe deres børn vil de lige mene jeg er?

Mit spørgsmål er (helt ærligt) Hvad ville I tænke hvis I så en pædagog i jeres børnehave havde ar på armen, tydeligvis efter cutting? Og endnu vigtigere, er det noget der kan fjernes?

Er så træt af at det skal styre mit liv, og vil heller ikke droppe den uddannelse jeg elsker (og faktisk er rigtig god til) på grund af de ar.

Jeg ville overhovedet ikke have nogle problemer med at en pædagog i min søns institution havde ar efter cutting. Vi oplever alle op- og nedture, det er en del af livet, og det skal der være plads til. To af mine bedste venner går rundt med sådanne ar, og de er skønne, ansvarsfulde, empatiske mennesker - måske netop på grund af den modgang de har oplevet.

Jeg ville stole på at institutionens leder havde valgt dig til jobbet fordi du er kompetent.

Som en anden også skriver - vær åben og ærlig omkring din fortid. Der er ingen skam i at have været nede til tælling - tværtimod er det skide sejt at du er kommet op igen.

Hvis du kan se at forældrene kigger, ville jeg fortælle dem at du var inde i en dårlig periode, men at det er 12 år siden og at du er et andet menneske nu.